Jeg ved ikke noget om crossfit, men der er godt nok utrolig meget hype omkring det i øjeblikket. Min veninde Maria er passioneret crossfitter og fortæller tit om den gode træning og det gode fællesskab, hun får fra crossfit-klubben. Nogle gange kan jeg ikke engang forstå, hvad hun siger, for crossfittere har deres helt eget sprog. Noget med kettle, WODs og split jerk… ?
Da Maria fortalte mig, at hun stillede op i en konkurrence lørdag d. 22. september, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skulle med og heppe – ikke mindst for at se, hvad søren det hele går ud på. What’s the fuss??
Jeg mødte derfor op med milde tømmermænd og stor kaffetrang til de mest hårdtarbejdende mennesker, jeg længe har set. Min dårlige samvittighed må have strålet ud af mig, for min sidemand smilede på et tidspunkt overbærende til mig og sagde: “Du dyrker ikke crossfit? Men det skulle du prøve!” Hmm, ja lad mig lige undersøge det nærmere – det lyder hårdt.
Ja, netop LYDEN af crossfit er meget kendetegnende, for luften var denne eftermiddag tyk af støn og pust og råben fra dommerne – “KOM SÅ” “ÉN MER’!” “DU KAN GODT!” “DET SER PISSEGODT UD!” “KOOOOM SÅÅÅÅÅÅÅ!” blev der råbt og skreget, så jeg blev helt bange og bundede min skoldhede kaffe.
Men efter en times tid blandt de seje crossfittere begyndte jeg er føle mig mere hjemme. Jeg gav thumbs up og et stort smil til alle konkurrenter, som jeg kunne få øjenkontakt med, og når bølgerne gik højt, fik de også en lille hujen med på vejen.
Og så kom Maria på banen. Nøj, hvor var hun sej! Konkurrencen gik ud på, at hvert hold på tre personer skulle igennem løft med vægtstang, ned at ligge på asfalten og op og hive sig helt op i den høje stang bagefter og til sidst dobbeltsjipning (undskyld beskrivelserne, jeg taler som sagt ikke det internationale crossfittersprog). I første runde skulle de kun gøre hver ting én gang, næste rundt to gange, osv.
Maria klarede det helt vildt godt. Nu kan jeg selvfølgelig ikke huske hendes statistik, for det gav ingen mening, men hun overgik sig selv big time. Jeg fik næsten helt tårer i øjnene af stemningen og sammenholdet til konkurrencerne. Man bliver grebet af det, og jeg kan godt forstå, at crossfitter ikke bare dyrker en sport – de dyrker en livsstil.
Selvom oplevelsen var stor, og selvom jeg har fået VIRKELIG stor respekt for crossfittere, så tvivler jeg på, at jeg kommer i gang med sporten lige med det samme, selvom jeg har fået lidt blod på tanden. Det er lige som med maraton – hver gang jeg har set Copenhagen Maraton, synes jeg, at jeg næste år selv skal løbe. Men det går som regel over i løbet af et par timer.
Tak for en god eftermiddag, Maria. Du er SÅ sej!
/Louise
