Metal, mjød og moshing. Vi vidste, hvad vi gik ind til, da vi for en måned siden besluttede os for at besøge Copenhell. Troede vi. Besøget på festivalen skulle nemlig vise sig at være så meget mere – og andet – end vi havde regnet med.
Fredag eftermiddag i lækkert solskin satte jeg mig op på cyklen med kurs mod Refshaleøen. Copenhell var allerede gået i gang dagen forinden, men valget om torsdagen havde forhindret mig i at deltage. Sidste år var jeg kort forbi metalfestivalen en enkelt aften, men i år var jeg fast besluttet på at lære ham rigtigt at kende, denne helvedes karl af en festival, og havde sat weekenden af til kun dette.
Mjød og sauna
Ditte støtte til på vejen, og vi ramte festivalen med både høje forventninger, hvide kondisko og en promille, der mildest talt ikke matchede resten af publikum. Det skulle baren, Smoke’n’Hell, gøre noget ved, aftalte vi, og bundede en øl uforskammet hurtigt. Som var det et bifald til os, lød der pludseligt et brag. Ild stod op mod himlen og en gigantisk røgring dannede sig på himlen. “Tak for det,” klappede vi og fik at vide, at nu gik et nyt band på scenen. Det var Primodial, og en gruppe fyre eskorterede os derover, selvom de ikke selv var så begejstrede for dette band. Men det er én af fordelene ved Copenhell: publikum kan godt overvære koncerter med bands, de ikke er fan er. Så bliver koncerten bare oplevet med begrænset headbanging. Er du derimod fan, headbanger du naturligvis, så du resten af året har hold i nakken.
Efter Primodial ville vi på opdagelse på pladsen, hvor Biergarten var det første stop på rejsen. Et fantastisk telt med karaoke, hvor folk ikke er blege for at stille sig op på bordene og danse. Næste stop på turen gik forbi kirken og den friskpressede juice (selvom man er til metal, kan man godt sætte pris på vitaminer) og videre hen til vikingerne, som bød på mjød. Her faldt vi i snak med et par svenskere, som netop havde opdaget saunaen. Vi havde lige set jacuzzien og var blevet enige om, at det skulle vi ikke. Men sauna – hvorfor ikke? Ind bag et forhæng, smide tøjet og ind i den varme sauna med en fadøl i hånden. Hvorfor gør man ikke sådan noget lidt oftere? Da vi havde siddet der i 10 minutter, gik vi ud for at få det kolde gys i bruseren, og så var det tilbage i saunaen, hvor vi med svenskerne snakkede om, hvorfor man egentlig var så blufærdig, når det kom til den nøgne krop. Her i dag, helt ædru, kan jeg godt forsvare, at man bliver blufærdig, når man er nøgen sammen med fremmede mennesker – men dér i saunaen syntes vi alle, at DET var noget pjat – SKÅL for nøgne kroppe!
Gik glip af årtiets koncert
Tilbage i virkeligheden gik vi ud for at høre Solbrud, som vi begge havde set frem til, siden de i december måned sidste år vandt en Gaffapris. Solbrud er hårdere rock, end jeg plejer at lytte til, det vil jeg godt indrømme, men vi syntes alligevel, at Solbrud var fantastisk dygtige og meget underholdende, på sådan en lidt slæbende måde. Måske var det varmen fra saunaen og de efterhånden mange øl i blodet, der gjorde os lidt bløde. Men vi var klar på fest.
Hvad vi ikke vidste på det tidspunkt var, at vi var gået glip af årtiets koncert, mens vi sad i den lumre sauna. Kreators havde taget hele festivalen med storm, og folk var lykkelige. Vi sluttede aftenen af med Primus, som var en funky affære. Herefter smuttede vi hjem for at hvile ørene, der skulle være i topform til lørdagens program.
LØRDAG
Hvad har du gang i?
Dag nummer 2 (nummer 3 for de fleste andre) skulle først starte langt oppe ad dagen – jeg ankom alene kl. 19, men havde fået nye venner om fredagen, som gerne ville have mig med på slæb. Da jeg ankom til festivalen, løb jeg ind i én af mine venner. “Du har en hvid trøje på. Hvad fanden laver du?” spurgte han, som om jeg havde skrevet One Direction henover panden. Det er åbenbart et no-go på Copenhell med hvide t-shirts, og jeg høstede også en del blikke, efterfulgt af nogle hovedryst… “Jeg er sgu da ligeglad,” hørte jeg mig selv brøle og mærkede, hvordan festivalens motherfucker-energi allerede var blevet en del af mig. Maybe not. Jeg fandt mine venner og tillod mig selv at nyde aftenens første øl til de franske metalmonstre fra Gojira, som virkelig fik sendt aftenen godt af sted. Dødsmetal bliver aldrig mig, men jeg fik en plads på et par skuldre og nød det hele lidt fra oven – på mange måder.
I got erection
Hvad jeg ikke vidste var, at et par friske nordmænd i matroshat og andet charmerende gøgl kunne få mig til knuselske Dire Straits’ ‘Money for nothing’. Dødspunkerne fra Turbonegro holdt hof på Hades-scenen. Jeg troede heller ikke, at jeg gentagende gange skulle tage mig selv i at råbe “I got erection” mod scenen, mens jeg hævede min fadøl og smilede til min sidemand. Charmerende. Men det var håbløst at forsøge ikke at hoppe med på Turbonegros fest – det ville være som at sige nej til en kebab på Nørrebrogade efter et 16-timers drukmaraton.
Herefter var der brug for en pause, og den kunne passende foregå på en cocktailbar. Jeg fik en Radioactive stukket i hånden, inden vi gik mod Hleviti-scenen for at opleve The Darkness. I min bog laver The Darkness popmusik, eller måske poppet rock, men det er der åbenbart også plads til på Copenhell, og det glædede mig. Det poppede kom blot til udtryk i gode kompositioner – ørehængere. Koncerten var en fest, en glamfest, med en vrikkende Justin Hawkins i lyseblåt satinjakkesæt i front, og en regnbue på himlen som en form for symbolsk fyrværkeri til festen.
Svensk boyband og aflivning af ulv
Til slut var det svenske Ghost – et boyband, fik jeg at vide. Og dette boyband blev den bedste overraskelse på festivalen, skarpt fulgt af Turbonegro. Igen et rockband, som havde stærke, let poppede kompositioner, som var nemme at lade sig rive med af. En kæmpe udklædningsfest, der kunne lede tankerne hen på Stanley Kubricks Eyes Wide Shut, hvilket jo ikke er dårligt på sådan en lørdag nat. Det er ikke sidste gang, jeg skal opleve Ghost.
Men da musikken forstummede på Helviti-scenen, skulle ulven aflives, og jeg blev helt rørt. Se bare, hvor fin han var:
Men det er åbenbart en tradition, at maskotten skal brændes, når festivalen slutter. Egentlig en meget fin tradition, men nu var den ulv så smuk, at det gjorde helt ondt at se på det. Også fordi det var for varmt at stå tæt på bålet…
Og så var det slut. Nå nej, jeg fik lige blandet lidt slik og set Red Warszawa, som sang noget med dyresex, og det fik jeg så også danset til. Med en lidt mindre erektion end til Turbonegro, må jeg indrømme.
Nu er der så helvedes lang tid til næste omgang af Copenhell, den mærkeligste festival jeg har oplevet. Hvad der sker på Copenhell, bliver på Copenhell.
/Louise
