De bedste værtshuse i København

1
1194
De bedste værtshuse i København

Opdag Københavns charmerende værtshuse, der fortsat oser af hygge og stemning. Fra de mest traditionsrige til de skjulte perler – tag med os på en rundtur på vores favoritter blandt de bedste værtshuse i København, hvor øllene er kolde, og snakken flyder frit.

 

Af Louise Bro og Louise Taarnhøj

Man skulle tro at rygeforbuddet indendørs ville have lukket de fleste brune værtshuse, men de lever i bedste velgående i København. Nogle har taget rygeforbuddet til sig, mens andre er mere brune end nogensinde.

Og hvorfor er det så, at vi stadig holder af de små værtshuse? Er det pga. den afslappet og hyggelige stemning? Fordi du ikke kan undgå at falde i snak med folk? Eller er det blot fordi, at øllene er utroligt billige? Vi har i hvert fald vores præferencer, og derfor har vi lavet en lille guide til vores favoritter blandt de bedste værtshuse i København.

 

Byens Kro

Byens Kro var engang en del af min obligatoriske rute som startede på Tryk Bar, dernæst Byens Kro, Bo-Bi Bar, Wessels og ja til sidst typisk Andy’s. Jeg har nogle gange hørt den omtalt som dødsruten!!! Hvilket jeg ikke helt forstår, dengang var det bare praktisk, at det hele lå så tæt.

I modsætning til mange værtshuse, hvor man godt kan sidde og forputte sig i en mørk krog, så har Byens Kro en lang bænk langs den ene væg med den fantastiske funktion, at du nærmest ikke kan undgå at falde i snak med dem, du sidder ved siden af. Og det er ofte ganske fornøjeligt.

Derudover har Byens Kro et ret stort udvalg af øl og specialøl både på fad og flasker, så du har rig mulighed for at prøve meget andet end den klassiske grønne eller en hof.
– Bro
HVOR: Møntergade 8, KBH K

Bo-Bi Bar

Bo-Bi bar er et fantastisk samsurium af alle typer mennesker. Her kan du møde alt fra studerende, professorer, journalister, og tidligere operasangere fra det Kongelige til de lokale der stille sidder og læser dagens avis – alle lige snaksaglige og hyggelige.

Der er altid en meget tæt tåge af røg. Indretningen er lige så autentisk som den store rustikke bardisk, der efter sigende er Københavns første af slagsen, da en sømand fik ideen til at åbne en bar, som han havde set dem på hans rejser rundt omkring i verden.

Det kan være, at det er røverhistorie… Det kan du lige så godt vænne dig til, hvis du skal en tur på Bo-Bi bar, du ved aldrig, hvem du møder. Men de har helt sikkert nogle virkelig gode og underholdende historier.
– Bro
HVOR: Klareboderne 14, KBH K

Palæ Bar 

Palæ Bar er stedet, hvor du møder alle slags mennesker, og du må ikke være bange for at kaste dig ud i samtaler og diskussioner med din sidemand. Det forventes nærmest, at vi taler sammen her. Og du møder både studerende og pensionister.

Tidligere måtte man ryge her, og det bærer stedet stadig præg af. Forstået på den måde, at Palæ Bar stadig minder om den sjove køkkenfest, hvor folk taler lidt for højt, griner lidt mere og har lidt mere firkantede holdninger end normalt.
– Taarnhøj
HVOR: Ny Adelgade 5, KBH K

Toga- Vin og Ølstue

Toga er en klassiker for alle, der elsker at diskutere politik over en velskænket øl. Det er måske ikke så mærkeligt, eftersom den ligger en spytklat fra Christiansborg, og derfor har været samlingspunkt for politikere og dem fra ungdomspartier i årtier.

Men du behøver nu ikke være specielt interesseret i politik for at komme på Toga. Det skader dog aldrig, at du ikke er bange for at diskutere lidt. Og du skal heller ikke blive forskrækket, hvis du hører en kampsang eller to – men det kan du jo komme ud for på alle værtshuse.

Og hvis det afskrækker, så kom i sommermånederne, der holder de fleste med fast gang på Christiansborg til ved Kayak Bar. Når det er sagt, er du ikke i tvivl om, at Toga altid har været et populært vandhul for alle på Christiansborg, da billeder af tidligere statsministre pryder væggene.

Der er bænke, borde, og stole, som flittigt bliver rykket rundt, når der kommer større selskaber. Du falder altid i snak med nogen – og du kan også bare sætte dig i baren, hvis du virkelig vil komme folk ved. Toga er hyggelig uanset, om du kommer eftermiddag eller sen aften.

Det eneste minus er akustikken, som er så elendig, at du på travle aftener ikke kan høre, hvad personen overfor dig siger. Men det kan jo også være en fordel! Men resultatet er, at du råber lidt højere, hvilket får alle til at råbe højere, og så bliver der lige skruet lidt ekstra op for musikken, fordi nogle har klaget over, at de ikke kan høre den. Men det er bare en del af charmen, at du skal miste stemmen efter en aften på Toga.
– Bro
Adresse: Store Kirkestræde 3, KBH K

Eiffel Bar

Eiffel Bar kan til tider godt føles lidt som en tur i Hurlumhejhuset – og det er ment på den absolut bedste måde. Gulvene er lidt skæve, der er slebne spejlvægge med parisiske motiver overalt og blinkende lys fra spillemaskinerne, og efter et par runder i baren kan man godt blive lidt rundtosset af den gode stemning.

Det er alt sammen en del af charmen i den gamle Christianshavner bygning, der giver dig old-school pariser stemning for alle pengene! Godt blandet med forretningsfolk, christianitter, Noma-kokke og andet godt-folk. Baren er altid godt fyldt op, og medmindre du har specielle præferencer, så anbefaler jeg deres helt egen Eiffel bajer, som bag den flotte etiket vist nok gemmer på en Hancock pilsner, skål!
– Bro
HVOR: 58 Wildersgade, KBH K

Funchs Vinstue 

Jeg betragter dette sted som et musiker/tv-sted. Af en eller anden årsag har jeg kun været her sammen med folk fra musik- eller tv-branchen, og det er altså ikke ubetinget dårligt.

Her er en løssluppen stemning, og udover de kreative branchefolk, er der også masser af lokale, der vist ikke har været hjemme siden engang i 80’erne. Man må ryge her, så der er for mange af gæsterne ingen grund til at forlade steder, før man bliver smidt ud.
– Taarnhøj
HVOR: Nørre Farimagsgade 55, KBH K

 

Tryk Bar

Der var engang, hvor man måtte ryge på Tryk Bar, og rygtet siger, at efter rygeforbuddet er halvdelen af gæsterne forsvundet. De gæster, der er forsvundet er ifølge rygtet journalisterne og politikerne, som i øjeblikket kan findes på Kayak Bar og Toga.

Jeg ved altså ikke helt, om jeg synes, rygterne holder. Jeg har i hvert fald set en håndfuld spritstive journalister og lettere beduggede politikere derinde i løbet af det seneste år. Hvis man synes, sådan noget er spændende, kan man altså roligt kigge forbi Tryk Bar. Men udover de fulde, snaksaglige mennesker, er der også bordfodbold, talrige øl på kortet og en venlig betjening – sidstnævnte er dog også et rygte.

Jeg har ikke været i forbindelse med personalet derinde nogensinde, har jeg netop fundet ud af. Det er ganske overraskende! Men jeg tror på det, når mine venner og dates siger, at personalet er noget af det venligste.
– Taarnhøj
HVOR: Møntergade 24, KBH K

Søhesten

Søhesten er en fantastisk hybrid, der både kan gå under kategorierne værtshus, bar, bodega, og lidt natklub. Og så er det i øvrigt et godt sted at tage hen, når din lokale har lukket. På Søhesten er der hyggelige små kroge rundt omkring, så du kan sidde og slænge dig, snakke og spille backgammon eller rafle i store klunkemøbler.

Det er ikke tilladt at ryge, men til gengæld er der et stort rygerum, og i de sene nattetimer er der også dansegulv. Om onsdagen er der livejazz og i weekenden er der DJs – og eftersom der foregår så mange forskellige ting, så er klienten også ligeså forskelligt alt afhængigt af, hvornår du er der. Baren byder på lækre fadøl, flaskeøl og gode drinks til fornuftige priser.
– Bro
HVOR: Sølvgade 103, KBH K

 

Esrom Kroen

Esrom Kroen er nok et af de mest stilede værtshuse i København med interiør i bedste 70’er stil og fine plastikblomster på bordene. Der må godt ryges, og de har et godt udvalg af flaskeøl, men der er til gengæld ingen fadøl på Kroen.

Det fede og stilede ved Esrom Kroen er, at de har et drinkskort, som byder på de lækre cocktails og sjusser som G&T’s, Dark&Stormy og andet godt – serveret i de fineste krystalglas. Og for at toppe det, serveres der som regel med en skål chips eller baconchips.

Der er super hyggeligt, og selvom der kommer en del forskellige typer, så er der alligevel en dejlig ro som opretholdes af Kroens husorden. Så hvis du er til fællessang og råben, så er det her ikke stedet for dig.
– Bro
HVOR: Esromgade 4B, KBH N

 

Dilligencen 

Her kommer du, hvis du er til dart, håndbajere og røg. Jeg har sågar været på date hernede. Men jeg vil ikke anbefale dig at invitere en hot date herned, med mindre daten ryger – for røgen kan godt blive lidt tyk. Ellers er det et sted, der opfordrer til samtaler, der hænger ved.

Jeg tror ikke, at jeg har haft en samtale på Dilligensen, som jeg ikke kan huske. Og det er vildt, når vi snakker om et værtshus, hvor samtalerne både kan fortabe sig i tågerne og samtidig være drønligegyldige. Men der er noget ved Dilligensen, der får det hele til at gå op i en højere enhed. Som bliver en del af én efterfølgende.
– Taarnhøj
HVOR: Korsgade 8, KBH N


Understellet

Café Understellet er stadig et af de mest besøgte værthuse på Nørrebro! Der er i hvert altid ret proppet, når de andre barer lukker og alle lige skal have den sidste omgang eller tre. Derfor er gæsterne også en dejlig blandet flok. Og hvis du ikke er der alt for sent, så er der god mulighed for at få tage et slag pool.

Hvis du først kommer der efter midnat, er der rift om pladserne. Men det skader heller ikke at hænge ud i baren. Du kommer nemt i snak med folk, og det resulterer ofte i nogle ret sjove historier og snakke.

Der er både rygerum nedenunder og ovenpå, hvilket i de sene timer godt kan give en del trafik mellem bar, rygerum og siddepladser. Så medmindre du har fået gaflet dig et bord, er det ikke her, du sidder og hyggesnakker med vennerne. Til gengæld er der altid gang i musikken og gæsterne, så du er garanteret en fest til langt ud på natten.
– Bro
HVOR: Nørrebrogade 24, 2200 KBH N

 

Det Ny Scala

Scala var engang et af de mest brune værtshuse på Nørrebro. Men som Ravnsborggade er blevet væsentlig mere hip med nye restauranter og vinbarer, har Scala også fået en make-over, der passer til omgivelserne.

Smøgerne skal nu ryges udenfor, men øllene er stadig billige. Det Ny Scala er på alle måder den moderne version af de brune værtshuse. Med samme gode stemning, en hyggelig og dunkel indretning, mørke træmøbler og rigeligt med raflebægere. Men efter den moderne overhaling, så åbner Det Ny Scala også ret tidligt de fleste dage, og derfor er det også oplagt at smutte forbi til en kop kaffe.
– Bro
HVOR: Ravnsborggade 8, KBH N

Café 33

De seneste år er Café 33 måske mest kommet på landkortet, fordi de fik stjålet verdens dyreste flaske vodka til den nette sum af 8 millioner. Men Café 33 har udover den famøse vodkasamling i kælderen også en hel del andet at byde på. Ovenpå er der mere hyggelig bodega stemning.

Der er bl.a. mulighed for at spille billard, shuffleboard, dart og at se fodbold på storskærm. Og derudover der ofte quiz, og banko -aftener. Du kan købe klippekort til øl og små lodder til deres lykkehjul. Det lyder måske lidt stressende. Men det er ganske stille og roligt, og tiltrækker i den grad de lokale, som tæller alt fra hipsters til ganske prominente skuespillere og musikere.
– Bro
HVOR: Dybbølsgade 33, KBH V

Café Snork 

Der hænger et askebæger på døren til toilettet. Det er så 80’er-agtigt, og jeg smiler altid, når jeg sidder der og kigger på det tomme bæger, mens jeg tisser. Toilet-askebægeret er et godt billede på Café Snorks DNA: uprætentiøs, humoristisk og ærlig. Der er mange øl i baren, og du snupper gerne en sidevogn til, hvis du vil falde ind i selskabet.

Derudover får du lov at sidde sammen med dit selskab, hvis det er det, du vil. Det er meget andre ord ikke her, at jeg er faldet i snak med sidemanden. Til trods for det, er der en venlig og velkommende stemning på Snork.
– Taarnhøj
HVOR: Dybbølsgade 70, KBH V

Skippers Bodega

I sommer havde jeg en amerikaner med forbi Skippers Bodega – til den mest spændende snak om, hvorvidt vi har mistet tiltroen til hinanden. Om hvorvidt folk egentlig ville gå amok i stoffer, hvis alt blev tilladt. Om frihed, liberalisme, kærlighed og det ydre rum (han er forsker i astronomi).

Det er den slags samtaler, man kun kan have over et par øl en sen aften. Hvor man ikke er bleg for at udtale sig om noget, man (jeg) ikke har en dyt forstand på, og alligevel være 100 % skråsikker og påståelig. Vi var ikke enige, og jeg begyndte at spekulere over, hvornår vi mon skulle hjem til mig.

Den slags unikke historier har jeg en del af fra Skippers Bodega. Her er det mest almindeligt at drikke håndbajere, ryge smøger og danse i det bagerste lokale. Det er også helt fint at synge med på jukeboksen velkendte melodier.
– Taarnhøj
HVOR: Istedgade 66, KBH V

1 COMMENT

Comments are closed.