Den bedste film i København er…

0
392
Noget af det bedste ved vinteren er de frostklare søndage, hvor man tager kæresten eller veninden i hånden og går en lang tur i byen et sted. Frosten bider sig fast i kinderne og gør dem røde, det elsker jeg. Og alle ligner store michelinmænd pakket ind i store frakker, vanter, huer og halstørklæder.



Ofte når jeg mødes med mine forskellige vandre-makkere, køber vi den obligatoriske kop kaffe, som vi går og slubrer af, mens vi fortæller historier til hinanden. Men sidste år skete der noget uventet, som gjorde, at kaffen blev skiftet ud. Med noget meget mere spændende.
Jeg havde fået et gavekort til Imperials candyshop – popcorn og sodavand. Jeg havde bare ikke haft tid til at bruge det i løbet af året og pludselig var det d. 30. oktober, hvor gavekortet udløb.

Min kæreste og jeg løb ned til Imperial og fik vores godter, hvorefter vi tog den famøse tur om søerne, sammen med alle de andre københavnere. Men selvom det måske er et lidt udvandet koncept, det med at gå tur rundt om søerne, så holder det alligevel stadig, for man kan ikke komme uden om, at det er smukt og rart med sådanne fem søer midt i byen. Jeg kan stadig stoppe op, når jeg cykler hjem en aften langs søerne, for at se på det smukke lys, der spejler sig i vandet.

Og hvis man har popcorn og sodavand med, så slår det flere af de allerbedste Hollywoodfilm. Smukkere billeder får man ikke.

/Louise