Dragør – ægte idyl

1
420

Det er nok ikke gået nogen næsen forbi, at vejret har været intet mindre end fantastisk de seneste dage. Og nøj, hvor er det bare lækkert, at foråret (tilsyneladende) allerede er kommet sådan for alvor! Man får så meget energi. Og oveni det får jeg så vanvittig meget lyst til at opleve nyt!
Jeg har hørt så utrolig meget om Dragør og om, hvor hyggelig byen derude på den anden side af lufthavnen er, men jeg må med skam i livet meddele, at det først var her forleden, at jeg tog derud for første gang! Og det fortrød jeg ikke. For hold nu k*** hvor er der hyggeligt i Dragør! I den gamle by. Landsby-idyl. Som at gå midt i et museum. Det er virkelig ikke svært at forestille sig, hvordan Dragør var, dengang travle bondekoner og fiskekoner hastede gennem de smalle brostensbelagte gader.

Landsbyidyl i Dragør
Landsbyidyl i Dragør
Dragøridyl
Dragøridyl

Alle disse gamle (og fredede) huse er simpelthen så velholdte, at det er en fryd at se. Og selv om der ikke var mange mennesker på de brostensbelagte gader, så kunne jeg klart fornemme, hvordan livet og naboskabet summede bag de flot malede rækværk overalt i den gamle by.
Jeg gik ned til havnen, som også er virkelig hyggelig og fyldt med fiskekuttere, og det gjorde mig bare glad at se, at Dragør Havn stadig er en kutterhavn i fuldt vigør. For det er nu altså så hyggeligt med en havn, der ikke bare er en lystbådehavn, men som også har en funktion derudover.
Efter havnen købte jeg en stor softice og satte mig på en bænk og kiggede på livet i den lille, idylliske naboby til København. Og jeg tænkte ‘Her vil jeg spise flere is denne sommer’. Og det er heldigvis ikke besværligt at komme til Dragør – der er kun 12 km, så det er en frisk cykeltur – ovenikøbet kan man cykle af Marguerite-ruten, som fører en igennem overhyggelige Store Magleby også. Eller du kan hoppe på bus 350S til Dragør. Eller du kan vælge luksusmetoden, hvis det er en mulighed – starte bilen og køre ud i det blå!

Dragør i sol
Dragør i sol

Kære Dragør, tak fordi du ligger lige om hjørnet med din idyl og hygge! Jeg kommer og spiser flere is sammen med dig. Det er helt sikkert!

/Anne

1 COMMENT

Comments are closed.