FIFA har stjålet vores VM

0
404

At VM 2022 afholdes i Qatar er så eklatant en katastrofe, at jeg næsten ikke kan holde det ud. Den gennemkorrupte mafia af en organisation, FIFA, har stjålet vores alle sammens VM og bliver kontinuerligt ved med at skide på menneskerettigheder, lov og moral – og vi kan intet stille op. Sådan lader det i hvert fald til.

Jeg har beskæftiget mig en del med VM i Qatar på det seneste – på hobbyplan, bevares. Landsholdsfodbold ligger nemlig mit hjerte meget nær og har altid gjort det. Jeg er født ind i en verden, hvor det pludselig var muligt for lille Danmark at markere sig og komme helt til tops i den europæiske fodbold. Jeg kan svagt huske mine forældres ekstase, det fyldte festlige kystbanetog ind til København efter sejren mod Tyskland i 1992, Dannebrog udenpå politibilerne, lykke i gaderne og et sammenhold i befolkningen, jeg som lille barn tog til mig og lærte at elske så højt, at jeg stadig den dag i dag jagter det via hver en slutrunde med landsholdet.

For en måneds tid siden besluttede jeg mig for at lytte til Blodbold, Jan Jensen fra Ekstra Bladets roste podcast om VM i Qatar, men også om FIFA og hele den skandaleramte fodboldverden, der de sidste mange år har taget skridt efter skridt væk fra det, det egentlig handler om, nemlig fodbold.

Mange havde anbefalet mig at lytte til den, selvom jeg overhovedet ikke interesserer mig for foldbold.

Nu har jeg lyttet til den, og jeg måtte flere gange tage mig til hovedet – eller række ud efter brækposen. Hvordan vores kongehus og politikere overhovedet kan OVERVEJE at sende det officielle Danmark afsted til VM i Qatar er mig en eksorbitant gåde.

Hvad der foregår i Qatar, og hvad der har foregået de seneste 10 år, er ubegribeligt. Og hvad der er foregået – og foregår – i FIFA – den korruption, hvor penge og magt og adgang til fodboldverdenen går hånd i hånd – det går nu ud over selve spillet.

Så selvfølgelig kan man ikke adskille sport og politik. Too fucking late, kom nu ind i kampen.

Sidste uge var der et langt interview med landstræner Kasper Hjulmand i Berlingske. Her fortalte han, at det var ærgerligt, at det hele ikke kan handle om fodbold. Forståeligt, men ærgerligt. Han kan ikke, som han plejer, kun koncentrere sig om fodbold under denne slutrunde. Et ærligt interview, som normalt nok havde handlet om de forestående kampe, men som denne gang blev hijacket af FIFA og Qatar, der fyldte 2/3 af artiklen. Hvilket er helt på sin plads, mener jeg. Men jeg forstår til fulde vores landstræner.

Udover den glimrende podcast, hvor vi hører om, at emigranter arbejder på slavekontrakter (bogstaveligt talt; de får taget deres pas, så de er fanget og har ingen rettigheder), indtil de dør, for at bygge stadioner, motorveje og hoteller til alle de mennesker, der nu skal besøge landet, og den ubetalelige PR, landet kan få ud af det – var jeg på Dansk Journalistforbunds Fagfestival i weekenden til en spændende debat om, hvordan man som medie og journalist skal dække en begivenhed som VM i Qatar – kan man både lade sig begejstre af spillet på banen og være kritisk over for spillet uden for?

I panelet sad netop Jan Jensen fra Blodbold, Frederik Lauesen, sportschef på TV 2 og Stanis Elsborg, senioranalytiker hos Play the Game, Stanis har i en årrække fulgt de politiske sider af VM i Qatar tæt og haft et kritisk blik på mediernes dækningen af store sportsbegivenheder – og han medvirker i DR’s glimrende dokumentar i tre dele, Verdens bedste VM.

Det blev en spændende debat, hvor især Stanis Elsborg markerede sig ved flere gange at gå direkte i flæsket på Frederik Lauesen og kræve flere midler til kritisk journalistik i sportens verden.

Vi fik også fortalt, hvordan Qatar udstyrer alle journalister, der kommer til VM, med en app, der tracker præcis, hvor journalisterne er – og det er forbudt at dække de lejre, hvori immigranterne bor. Qatar har også inviteret 50 fans fra alle 32 deltagerlande til et gratis ophold under VM – et tilbud, ingen danske fans eftersigende har takket ja til.

Det er helt tydeligt, blandt alle jeg kender, der skal se VM om lidt, at vi står i et kæmpe dilemma. Skal vi slukke for tv’et og boykotte slutrunden?

Det mener jeg ikke, vi skal. Tværtimod skal fokus ligge på den kritiske dækning – og historierne skal fortælles og deles på alle platforme; i klassiske nyhedsformater, på de sociale medier, på tv, i radio og avisen. Og ingen fra det officielle Danmark skal naturligvis deltage.

Jeg kommer til at få svært ved at se VM uden at få en dårlig smag i munden. Kan man lade være med at tænke på de mange mennesker, der er døde for, at vi kan opleve denne slutrunde i Qatar?

Hvis du stadig synes, at sport og politik skal adskilles, så se Verdens bedste VM på DR. Du vil se, at det hele er filtret ind i hinanden på alvorligste og mest makabre vis. Og det går ud over sporten, hvis ikke vi gør noget. Hvad, ved jeg ikke – FIFA er dog i gang med ikke kun at stjæle dette VM, men også det næste, og det næste, og det næste, og det næste, og det næste. Og til sidst er der ikke noget fodbold.

Kommer vi til at se et VM i Saudi Arabien? Med sharia, migrantarbejdere, offentlige hængninger og ingen rettigheder til kvinder?

Jeg glæder mig til at se og heppe på Danmark – og så håber jeg på at se nogle aktivister på stadionerne – der kan sætte Qatars umenneskelige regime i spotlight, så vi ikke alle sammen bliver til grin midt i ørkenstatens propaganda.

– Louise Taarnhøj