Fredagsrock i Tivoli: Mere musik, flere genrer og festivalstemning i hjertet af København

0
5
Tivoli Fredagsrock
Foto: Bobby Mandrup
Sommeren i København er ikke rigtig i gang, før tonerne fra Tivolis Plæne blander sig med latter og summende stemmer fra glade gæster. Og i år bliver der endnu mere at glæde sig til: Fredagsrock kl. 19 vender nemlig tilbage – og det betyder dobbelt op på liveoplevelser, når nye og kendte navne sætter gang i festen allerede før hovednavnet går på scenen kl. 22.

Fra den 6. juni og frem til den 22. august kan du opleve hele 10 ekstra koncerter kl. 19, der fungerer som opvarmning til aftenens hovednavn. Det er blandt andre unge stjerneskud som Mille og Annika, ikoniske navne som Love Shop og Outlandish – og så er det ikke hver dag, at man får Jørgen de Mylius som DJ, inden Bryan Adams indtager scenen.

Tivoli kalder selv tiltaget en minifestival, hvor der er plads til flere genrer og nye koncertkonstellationer. Kulturdirektør Frederik Wiedemann siger:

“De tidlige koncerter giver mulighed for at favne endnu mere af den danske musikscene med både velkendt og nyt. Så i sommermånederne er fredag i Tivoli en hel lille festival midt i København.”

Årets Fredagsrock-program – koncerter kl. 19 og 22

🔹 6. juni: PATINA → Magtens Korridorer
🔹 13. juni: Mille → Jung
🔹 20. juni: Annika → Veronica Maggio (SE)
🔹 27. juni: DJ Lisa Fosmark → Black Eyed Peas (US)
🔹 4. juli: Nicklas Sahl → Aqua
🔹 11. juli: Love Shop → Train (US)
🔹 18. juli: Ida Laurberg → Scarlet Pleasure
🔹 25. juli: Annika Aakjær → APHACA
🔹 1. august: Julie Berthelsen & Rasmus Lyberth → TV-2
🔹 8. august: DJ Jørgen de Mylius → Bryan Adams (CA)
🔹 15. august: Blæst → Emma Sehested Høeg
🔹 22. august: Outlandish → Burhan G

Stemningsfulde aftener og musikalske overraskelser

Særligt i øjenhøjde med LoveCopenhagen-læserne er koncerter som den 4. juli, hvor Nicklas Sahl indleder aftenen før Aqua. Og hvis du har en forkærlighed for poetisk pop, må du ikke misse Love Shop den 11. juli – med Copenhagen Dreaming som del af setlisten er det en kærlighedserklæring til byen i sig selv.

Fredagsrock bliver i år også en platform for de kunstnere, der er på vej mod noget større. Mille, som rammer scenen 13. juni, har allerede fået et loyalt publikum med sange som Drikker med mig selv, og Annika – der varmer op til Veronica Maggio den 20. juni – har vundet både P3 Talentprisen og en Danish Music Award for Årets Nye Navn.

Fredagene med noget ekstra

Foruden koncerterne byder Tivoli også på Fredagscomedy og DJ-opvarmning, særligt i forbindelse med de internationale navne. DJ Lisa Fosmark sørger for dansegulvsstemning inden Black Eyed Peas, mens Jørgen de Mylius fyrer op for nostalgi og 80’er-vibes før Bryan Adams.

Og den 1. august bliver det ekstra særligt, når Grønland i Tivoli kulminerer med en koncert med Julie Berthelsen og Rasmus Lyberth – en sjælden mulighed for at opleve grønlandsk musik og fortælling midt i København.

Praktisk info

Koncerterne er inkluderet i entréen til Tivoli, men vær opmærksom på, at adgang til Plænen kan blive begrænset til de mest populære aftener. Hold derfor øje med opdateringer tættere på de enkelte koncerter.