Ugens Københavnersnuder er duoen FÉ, der består af sanger Frederikke Bohr og guitarist/producer Victor Ray Salomonsen. Frederikke, som er oldebarn af Niels Bohr, har en baggrund fra Berklee og Rytmisk Musikkonservatorium og har udgivet EP’en ‘Unbreakable’ i 2018 i eget navn. Victor, søn af Sanne Salomonsen og Mats Ronander, har arbejdet som guitarist og producer for bl.a. Medina, Søs Fenger og Hej Matematik. De udgiver deres selvbetitlede debutalbum på fredag – og her deler de deres København med os.
LC: Hvad har I gang i i øjeblikket?
Frederikke: Lige nu har jeg travlt med vores kommende release, som jeg glæder mig SÅ meget til at dele med jer! Mit arbejde som performance coach bruger jeg selvfølgelig også tid på. Når jeg har fri, er jeg sammen med min dejlige kæreste og kære venner og nyder livet med god mad og vin (som jeg holder meget af!). Jeg holder også meget af at lave ting alene, fx gå ture, hvor jeg finder ny inspiration og får gode idéer.
Victor: Jeg lever voksenlivet som familiefar og arbejder fuld tid på en behandlingsskole, som er mit primære job. Udover dét skal jeg øve op til forårstouren i Danmark med min mor, Sanne Salomonsen, som starter 1. marts.
Hvor bor I?
Frederikke: I Frederiksstaden, Indre By.
Victor: København (Indre By).
Hvor går I tur?
Frederikke: Kastellet, som jeg bor lige ved siden af, er mit favorit-spot.
Victor: HC Ørstedsparken og generelt Ydre/Indre København.
Hvor drikker I kaffe?
Frederikke: Jeg elsker kaffe, men drikker kun en enkelt kop om formiddagen, som regel bare på arbejdet eller hjemme. Men hvis jeg skal nyde en kop ude, så uden tvivl Kafferiet – også lige ved mig og ved siden af Kastellet. La Trinacria, en lille hyggelig siciliansk café i Hyskenstræde, er også et yndlingssted. Lækker espresso og fantastiske panini og andet godt fra Sicilien.
Victor: Derhjemme og på arbejdet.
Hvor spiser I?
Frederikke: Jeg ELSKER Little Brother’s napolitanske pizzaer (Nørre Farimagsgade), og Nebbiolo Antipasti i Holbergsgade er også super lækkert.
Victor: Derhjemme og på arbejdet – men hvis jeg går ud, så Sticks’n’Sushi i Nansensgade.
Hvor fester I?
Frederikke: Jeg holder meget af at tage på vinbar, og Nebbiolo i Store Strandstræde i mit hood er mit absolut yndlingssted i hele byen. Tjenerne er super søde og dygtige til at guide til det helt rigtige glas vin. Og så er der en fed blanding af stemninger fra Italien og Skandinavien. Elektronisk musik er dejligt at danse til, og jeg har netop været på Den Anden Side ved Palads for første gang – det var festligt. Culture Box er også et fedt sted, men har ikke været der længe. Det tager mig jo efterhånden en hel dag at komme mig efter en nat ude!
Victor: Det har jeg ikke tid til, haha!
Hvor inspireres I?
Frederikke: København er en virkelig smuk by, og jeg kan godt lide at gå rundt alene og tage det hele ind. I én af byens parker og ved vandet kan jeg altid finde ro. Lige i øjeblikket tager jeg også en del i biografen (helst i Grand Teatret), og det er både hyggeligt og spændende. Jeg elsker træer – og kan godt lide at tage billeder af dem rundt omkring og filme dem i slow motion i blæsevejr.
Victor: Gennem dialog, sparring og kommunikation med mennesker, jeg kender – venner, kollegaer eller mødet med nye mennesker – og så musik generelt. Jeg lytter til musik hele tiden!
Hvad er jeres yndlingssted i København?
Frederikke: De steder, jeg har nævnt, er fantastiske steder.
Victor: Der er mange steder, så den er svær… Men jeg har to yndlingssteder: Skt. Hans Torv og Parken.
Hvor har I sidst følt jer forelskede i København?
Frederikke: Jeg har netop haft en dejlig og hyggelig weekend med min kæreste, hvor vi havde tid til at tage ud at spise, på vinbar, drikke cocktails, i biffen og gå rundt i byen og tage billeder. Dét var dejligt.
Victor: Skt. Hans Torv, hvor jeg kyssede min kone (daværende kæreste) for første gang.
Hvad er jeres bedste minde om København?
Frederikke: Uhhh, der er mange!! Corona var jo en svær tid for rigtig mange, men for mig var det egentlig også en rar tid. Den dag Danmark lukkede ned, kom jeg hjem fra NYC, hvor jeg havde været ovre at spille og skrive musik, og de koncerter, jeg var booket til i Danmark, blev aflyst. Det var faktisk rart, for jeg blev tvunget til at stoppe op og mærke efter, hvad jeg havde lyst til at lave nu musikalsk. Sådan opstod idéen til FÉ-projektet.
Vejret var fuldstændig fantastisk i lang tid, og jeg gik mange ture og oplevede en stor frihed. Det var selvfølgelig hårdt økonomisk, men jeg var i den heldige situation, at jeg kunne undervise de fleste af mine daværende sangelever online. Så jeg kunne godt lige klare den. Og så havde jeg tid til at reflektere over livet og lade mig inspirere.
Victor: At flytte hjemmefra som 18-årig og føle, at jeg endelig var blevet en del af byen.
Jeres anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Frederikke: Lad os være mere spontane! Min erfaring siger mig, at de bedste oplevelser kommer, når vi mindst venter dem.
Victor: Hvis du kan lide fodbold, så tag i Parken. Hvis du kan lide musik, så udforsk diverse spillesteder i København og tag derhen – Pumpehuset, Vega eller Amager Bio er nogle gode bud.
Selvom København er fantastisk, har I nu mulighed for at tilføje den ene ting, som I synes, byen mangler – hvad er det?
Frederikke: Jeg elsker København og er virkelig glad for at bo her! Men lidt i forlængelse af ovenstående, så savner jeg større spontanitet i vores måde at være sociale på. Måske behøver vi ikke planlægge alle sociale aktiviteter? Jeg har en del italienske venner og bekendte, og min kæreste er italiener – og jeg synes, de er virkelig gode til at være spontane og aftale at ses på dagen eller op til. Det kan vi danskere lære noget af.
Derudover kunne det være rart, hvis det var billigere at bo i byen og at gå ud at spise fx. Men det kommer nok ikke til at ske 🙂
Victor: Det har måske ikke så meget med selve byen at gøre, men mennesker generelt. Jo ældre jeg bliver, jo mere lægger jeg mærke til, at vi lever i en egoistisk tid, eller en ‘mig-mig-mig’-kultur, som jeg også kalder det. Så mit svar er måske abstrakt, men jeg synes, at ’byen’ mangler næstekærlighed, og at vi generelt bare er sødere og mere kærlige over for hinanden, i alle størrelser.
Jeres soundtrack til byen?
Frederikke: Jeg lytter ofte til beroligende musik for at finde ro i byens larm. Jeg er meget glad for John Hopkins’ album Immunity eller Brian Enos Apollo.
Victor: Jeg har jo et nyt soundtrack i ørene hver dag, men i øjeblikket er jeg fuldstændig oppe at køre over Blaue Blumes nye dansksprogede album Regnvåde Sale – bandet er virkelig et unikum, der er kommet ud af Danmark!
Tusind tak, fordi I ville dele jeres København med os, Frederikke og Victor.
FÉ’s debutalbum udkommer på fredag d. 28. februar – og du kan følge dem på Instagram her
Derudover kan du lytte til lidt af deres musik på YouTube her.