Genbrug dit juletræ

0
371

Der er noget trist over at smide sit juletræ ud, synes jeg. Nu har det stået der og pyntet og lyst så fint i hele december, og så kommer januar, og så bliver det fine træ smidt på porten. Men hvis man ikke har en bil, hvad gør man så egentlig med sit juletræ? Det så jeg i går, da jeg var ude og gå en lille tur på Vesterbro.

På Vesterbros Torv var der gang i en flismaskine (tror jeg nok, den hedder), som sørgede for at vesterbroernes juletræer får et fint efterliv. Og så sad der en del børn, der snittede på livet løs i juletræerne. Og midt i det hele var der sat et bord op, hvor man kunne få ideer til, hvad man kan lave af sit juletræ, når det har udtjent sin første værnepligt som hyggespreder.

Jeg synes, at det er en rigtig fin måde at komme af med sit juletræ på en fornuftig (og nem) måde. Vesterbro Lokaludvalg stod bag juletræsgenbrugsworkshoppen. God ide! Og så har man – eller i hvert fald jeg – bedre samvittighed over for træet 🙂 Jeg så for øvrigt, at samme begivenhed udspiller sig i Lindevangsparken på Frederiksberg i dag, søndag. Måske I kan nå ned med jeres træ, hvis I ikke allerede har sendt det til de evige granmarker … / Anne

Flismaskine på Vesterbros Torv
Flismaskine på Vesterbros Torv

foto (6)Børn studerer bordet med genbrugsideer og inspiration.

foto (5)Mange er mødt op.

foto (4)Der er hjælp til at komme af med juletræsfødderne inden træet bliver lavet til flis.

foto (3)Juletræerne venter på at blive til flis.

foto (2)Børn og voksne.

foto (1)Et juletræ bliver til flis.