Genbrug på Vesterbrogade

0
498

På hjørnet af Vesterbrogade og Kaalundsgade ligger Genbrug. Det er – som navnet vist mere end antyder – en genbrugsbutik. Jeg er stor fan af genbrugsbutikker, fordi jeg næsten altid finder et lille unikum. Men mange ’gennere’ er blevet dyre og kedelige og ensartede. Men ikke Genbrug.



Butikken er smal, men proppet med tøj – på væggene, foran vinduerne og ned igennem midten. Og her kan du finde alt – pelse og skindjakker, huer og hatte, sko og støvler, tasker og tørklæder, kjoler til hverdag, fest og tyrolerbal, cardigans og sweatre og underkjoler … Og kjolerne er delt ind i årtier. Så hvis du også synes, at 70’erne er knæhøj karse, kan du rimelig nemt finde en superfin 70’er-kjole her! Eller 50’erne, hvis du er fan af Mad Men!


Og som om alt dette ikke er nok, så betaler du efter vægt, hvilket gør, at du kan finde mange fine ting uden at blive ruineret OVERHOVEDET!
Jeg har det altid som om, jeg er på skattejagt, når jeg er i Genbrug – og som regel har jeg også en lille skat med hjem.
Genbrug får nyt tøj flere gange om ugen, så der er masser af grunde til at stikke snuden indenfor tit og ofte! God fornøjelse.
/ Anne