Hvor autentiske er autentiske fiktionsfilm?

Jeg er meget optaget af film i øjeblikket – Oscar-uddelingen er jo lige om hjørnet. Men det bekymrer mig, at mange historiske film bliver kritiseret for at bevæge sig bemærkelsesværdigt langt væk fra de autentiske begivenheder. Har vi et problem?

Vi er midt i Oscar-tiden. Måneder med film af meget høj klasse, med verdens største superstjerner på plakaterne, til millioner og millioner af dollars – og alle kæmper om at få en lille guldmand på 34 cm, der vejer 2,5 kg og kaldes Oscar med hjem.

Siden jeg satte mine ben på Film- og Medievidenskab og dér fandt ud af, at jeg i hvert fald ikke skulle beskæftige mig professionelt med film, har jeg elsket Oscar-uddelingen. Jeg elsker dramaet, det politiske spil, storfilmene, kjolerne, talerne, tårerne, grinene, overraskelserne, alt! Og jeg sidder oftest inde i Imperial midt om natten for at suge det hele til mig.

De seneste år har der været en del historiske film i biograferne, og den trend er kun blevet større. I år er der eksempelvis Dunkirk, Darkest Hour og The Post, som alle bygger på virkelige hændelser. Eller gør de?

Kunstnerisk frihed – eller løgn?

Da Under Sandet havde premiere for nogle år siden var der stor ballade om, hvorvidt instruktøren Martin Zandvliet kunne tillade sig at lave en fiktionsfilm om virkelige hændelser, der afveg så meget fra virkeligheden. Der var blevet skruet godt og grundigt op for dramaet, hvor unge tyske soldater blev sat til at fjerne miner langs hele Jyllands strandkant, mens danske nærmest fascistiske officerer sørgede for, at de gik til makronerne, de små drenge. Problemet var bare, at det ikke var små drenge, og at det ikke var danske officerer, der stod for at få gennemført arbejdet. Og det var kun nogle af kritikpunkterne.

Jeg diskuterede på daværende tidspunkt meget med min omgangskreds, om det var ok, og der var delte meninger. Nogle følte, at det måtte være instruktørens kunstneriske frihed, når nu han laver en fiktionsfilm. Andre mente, at det var farligt, for det kunne ende med, at vi husker historien forkert. Jeg er af sidste holdning.

Jeg skrev dengang en artikel til et dansk magasin, hvor jeg interviewede instruktører fra filmbranchen og en historiker, der kunne hjælpe med at sætte storfilmene op mod virkelige begivenheder. Historikeren gav mig en lille liste over film, der lagde så sig tæt op ad virkeligheden, at dem kan man godt se uden at være bange for at blive manipuleret med – eksempelvis Der Untergang, 9. April og Band of Brothers. Og så var der en lang liste over film, man lige skulle være lidt kritisk overfor – Braveheart, Amadeus, 1864 og JFK.

Mange snakker meget om The Crown i øjeblikket. Den er også blevet voldsomt kritiseret for at digte meget på historien. Ligeledes er Oscarnominerede The Post.

Jeg kan ikke lade være med at blive lidt irriteret – ikke mindst på vegne af de mennesker, som er en del af de historiske begivenheder, som bliver til Hollywood-film og tv-serier. Hvor går grænsen for, hvor meget man må digte, når man kalder sin film Pearl Harbour eller Schindler’s List? Er jeg arrogant, når jeg er bange for, at folk ikke kan skældne mellem, hvad der er film, og hvad der er fiktion? Og hvis virkelighed er den rigtige?

Rigtig god fornøjelse med alle de mange gode film og serier, som får premiere i øjeblikket. Vi ses til Oscar-uddelingen!

/Louise T

PS. Jeg elsker DR’s grafik om Oscar-showet. Det er den slags trivia, vi deler i Imperial på Oscarnatten 🙂