#ISLAYALLDAY BEYONCE THE FORMATION WORLD TOUR

I går var jeg forbi Telia Parken til ét af de mest professionelle shows, jeg nogensinde har oplevet: Beyoncés The Formation World Tour. Jeg har ikke været rigtig fan af superstjernen, før hun udgav sit surprise-album, Lemonade, i april. Nu er jeg til gengæld ivrig tilskuer til hendes måde at markedsføre sig selv og sin musik på.

Telia Parken er fyldt, mest med hippe teenagepiger, der utålmodigt venter på deres Bey, Queen B, Beyoncé, Mrs. Carter, Sasha Fierce, BeBe, Yoncé etc. Kært barn har mange navne, sexy lady har endnu flere. Og da Beyoncé endelig træder ind på scenen til tonerne af den geniale ‘Formation’, bryder alle, inklusiv undertegnede og min ledsager, ud i jubel. Hun er ikke kun vanvittig smuk og velklædt, hun er også pokkers dygtig og vred!

Utroskab og vrede

Hendes nye album handler utvetydigt om utroskab, men da hun ikke har givet nogen interviews om det, er der vitterligt ingen, der ved, hvis utroskab det handler om. Mange peger på Jay Z (og kæder elevator-scenen sammen med dette), mens andre mener, at det var Beyoncés far, der i sin tid var utro. Og så er der dem, der mener, at det hele er staget, også elevatorscenariet, og den konspirationsteori er jeg som PR-menneske helt vild med. Men det er nok lige så sandsynligt, som at Donald Trumps præsidentkampagne skulle være et scam for at se, hvor langt man egentlig kan drive den…. Næppe, desværre.

Ingen ved, hvad det drejer sig om, men rollen som decideret rasende spiller hun godt. Who the fuck do you think I am? Råber hun i ‘Don’t Hurt Yourself’, så man bliver helt bange og får lyst til at tilstå hvad end, hun kan finde på at komme op med. Hendes øjne lyner på storskærmen, mens hun tramper op og ned af catwalken, som er sat op i midten af scenen. Kun få gange i løbet af de første 20 minutter ser vi et lille smil slippe forbi de sammenbidte læber, og vi får indtrykket af, at denne usandsynligt sexede dame ikke er nogen, man skal træde over tæerne. Respekt.

Masser af sex

Senere i showet smider hun noget af vreden og lidt af paraderne og synger et par ballader, så vi forstår, hvor umådelig dygtig en sangerinde hun er. Men straks efter bliver det søde afløst af det uforskammede sexede, røv-vrikkende, stripclub-dans, så vi i publikum enten får røde kinder eller åndenød. Eller begge dele. Det er betagende, det talent Beyoncé har. Og jeg elsker det meste af showet. Hvad jeg godt kan leve foruden, er de forholdsvist lange videosekvenser. Meget af det stammer fra filmen til Lemonade-albummet, mens de visuals, der kører under showet, er vanvittigt smukke – nærmest hypnotiserende. De lange pause, hvor Beyoncé jo også skal have lov til at skifte til en anden bodystocking og nogle andre støvler i lårhøjde, gør, at vi falder lidt fra. Som en helaftensfilm med pause. Det er måske meget rart lige at få vejret mellem de mange indtryk, men pauserne er mange, og familiebillederne i slutningen af showet er en tand for amerikansk for mig.

For netop dét rørende udebliver, og vi danskere er bare ikke til det alt for sentimentale. Vi synes, det bliver påtaget. Beyoncés show er topprofessionelt, alt spiller 100 %, ingen træder ved siden af; det er som en kæmpe maskine, der bare buldrer derudaf og mejer alle ned på sin vej. Og hvem vil ikke gerne mejes ned af Beyoncé. Men det er ikke her, man finder nærværet og den store musikalske oplevelse. Det er nærmere et kæmpe modemagasin, der kommer til live. Alt er så lækkert og flot og indtagende, og jeg føler jeg ret beruset, når det hele er slut. Til gengæld falder jeg også hurtigt ned igen, og oplevelsen bliver til en fascination af, hvor skarpt et show, de egentlig formår at lave. Hvor imponerende perfektionistisk hun arbejder, ingen slinger i valsen – ja, vi kommer endda til at tale om lydmand, lysmand, scenefolk – alle dem, der er med til at få bulldozeren til at køre. Det er det, der er det største ved oplevelsen. Og det er ikke dårligt, tværtimod. Nogle gange har man nemlig behov for at se noget fuldstændig outrageous fabelagtigt, og så er der andre kunstnere, der kan give os de øjenåbnende, intime koncerter.

Er Beyoncé en god rollemodel?

Om Beyoncé er en god rollemodel bliver diskuteret meget i USA, og jeg har personligt svært ved at se, hvor stort et forbillede, hun er eller bør være. Jo: 1) hun er hårdtarbejdende, 2) hun er sort og succesfuld, 3) hun siger fra, når hendes mand behandler hende dårligt, 4) hun er glad for sine kvindelige former, 5) hun er stoffri 6) hun kæmper for sine rettigheder og er selverklæret feminist. Alle disse ting er hun i hvert fald udadtil, men når et popikon kalder sig feminist og stadig ligner det mest stereotype billede af et popidol, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvor meget publicity, der ligger bag, og hvor meget holdning? Ville det ikke være stærkere, hvis hun som kvindelig r’n’b/popstjerne nægtede at være sexet? Sex er jo netop det, som der kræves af hende, når hun er kvindelig popidol på det niveau. På den anden side ved vi efterhånden også godt, at ‘Beyoncé’-fænomenet består af et kæmpe hold af mennesker, der arbejder for at give verdens unge mennesker god popmusik og fede koncertoplevelser. Det er måske ikke så meget kvinden, vi ser på billederne, vi får, men netop et billede af en kvinde. Som måske kunne have været hvem som helst. Måske ikke.

Hvad jeg er helt sikker på er, at det er meget få, der kan gøre det, som Beyoncé gjorde på scenen i går. Med så stor tillid til sig selv, sin stemme og alle sine medarbejdere, gennemføre et 2,5 times meget fysisk show, aften efter aften. Og stadig være professionel nok til at smile, se publikum i øjnene, virke oprigtig, når hun siger, hun elsker os, og vide, at det er i København, hun er i aften. Det kræver sin kvinde. Og sit hold bag sig.

/Louise

Vi var inviteret til koncerten af Telia, som leverer gratis wifi til Telia Parken.