Kenn Husted | Københavnersnuden #226

0
550
Ugens Københavnersnude er en af Københavns helt store restaurantkonger og vinpushere. Han åbnede Props Coffee Shop i Blågårdsgade for 22 år, og siden har han under paraplyen Love of Food and Wine åbnet Bibendum, Falernum, Paté Paté i Kødbyen og i lufthavnen, Vinbodegaen på Frederiksberg og Nørrebro, Glou Glou samt Husted Vin, hvor han importerer vine nok til at forsyne alle sine restauranter og vinbarer. Mød Kenn Husted og hans København her:

 

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
KH: En del ting, den 7. marts åbnede jeg op for GLOU GLOU, som ligger  i den tidligere internet cafe på Rantzausgade 22 (og efter internet caféen var La Fabrica på adressen). Konceptet er meget enkelt, vi kalder det for 60/30/10 – 60% plantebaseret, 30 % Fisk, og 10% kød – så et sted der er båret af det vegetariske. Den 1. april åbner jeg i Tivoli Food Hall, et sted der kommer til at hedde Wakha, og er nordafrikansk inspireret med fladbrød og masser af krydderier.

LC: Hvor bor du?
KH: Christianshavn er lige blevet mit nye hood.

LC: Hvor går du tur?
KH: Refshaleøen. Jeg har lige købt en lille bilfærge, som jeg gerne vil bo på, og jeg ville ønske, at jeg kunne få en kajplads der.

LC: Hvor drikker du kaffe?
KH: I Rantzausgade på Glou Glou, de åbner kl. 08:00 om morgenen, så der er masser af tid til at falde i staver.

LC: Hvor spiser du?
KH: Lige nu er jeg ret glad for BABBO-Ria på Godthåbsvej.

LC: Hvor fester du?
KH: Festerne bliver mest holdt med masser af rødvine og lange snakke på Paté Paté i kødbyen.

LC: Hvor inspireres du?
KH: Jeg rejser 3-5 måneder om året, og finder meget inspiration rundt omkring i verdenen, for de seneste koncepter har det været New York, Barcelona & London.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
KH: Steder der kan både det med, at man kan få et godt måltid mad, rigtig god vin, og samtidig have bar-stemningen, så man har lyst til at blive. Det synes jeg, at Bibendum kan i Nansensgade.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
KH: Props Coffee Shop, sad der sidste søndag og tænkte 22 år tilbage, hvor jeg åbnede stedet. Kiggede rundt på de gæster, der var og kunne se, at selvom jeg er blevet 22 år ældre, er klientellet stadig det samme som dengang, mennesker i start 20erne, der hænger ud og bare hygger sig over en kold øl.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
KH: Da jeg boede en del i udlandet, var det at komme fra lufthavnen i taxa og køre over Rådhuspladsen, når mørket var brudt frem den fedeste følelse, så følte jeg virkelig var kommet hjem til min by.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
KH: Tag vandreskoene på og kom ud i yderområderne, vi har så meget vand omkring os og gamle fabriksområder, der er begyndt at spire med liv.

LC: Dit soundtrack til byen?
KH: Langebro med Kim Larsen

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
KH: Mindre stress på cykelstierne! Synes at folk har al for travlt med at komme frem, jeg er begyndt at undgå rush hour 😉

 

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Kenn.