Nej, det her handler ikke om København, men om én af de mænd, som har givet os talrige københavneroplevelser i form af ord på papir, der blev indtaget i parkerne, på plænerne, under dynerne en kold vinterdag. Klaus Rifbjerg er ikke længere iblandt os – men han lever alligevel videre i os alle.
Hvem kan ikke huske at blive tæsket igennem Den Kroniske Uskyld i gymnasiet? Jeg havde et ambivalent forhold til den bog, for jeg kunne næsten aldrig finde begejstringen frem over bøger, vi blev tvunget til at læse, men denne bog gjorde alligevel indtryk på mig. Modvilligt slugte jeg siderne og irriterede mig over, at nogen skulle diktere, hvad jeg skulle læse – godt som skidt. Og Klaus Rifbjerg – det var godt.
I dag er sproget efter min mening i fare for at miste sin glans, sin skønhed, sin magt og sin mening. Der skal ikke meget til, før man vender sig til at læse dårligt dansk, og nu skal jeg selvfølgelig passe på, for jeg lever selv af at skrive, så nogen vil måske mene, at jeg er med til at devaluere sproget. Men at læse en bog eller en digtsamling af Klaus Rifbjerg – eller en kronik, for den sags skyld, det er som at spise gourmetmad eller drikke et virkelig godt glas vin. Det varmer hele vejen gennem kroppen og gør mit hoved lykkeligt.
ALT SKAL HAVE BETYDNING
Jeg siger tit, at jeg ikke gider at beskæftige mig med ting eller mennesker, som ikke siger mig noget, som ikke har betydning. Det mener jeg virkelig, når jeg tænker på litteratur. Livet er så kort, tiden går så stærkt – hvorfor spilde den med halve tanker, ufærdige idéer, floskler, krampagtige, oppustede plastiklitteratur og pinlige hollywoodproduktioner. Og det gælder hele linjen, hvad angår kunst, musik, film, litteratur, mad, mennesker, rejser og så videre, og så videre, og så videre.
Jeg er heldig, fordi jeg i en tidlig alder blev tvunget til at læse Klaus Rifbjerg. Han satte barren højere og fik mig til at sætte pris på kvalitet. På en måde kan jeg vel takke min dansklærer, Stine, for at videreformidle det, der skulle vise sig at være en del af grundstenen i min tilgang til tilværelsen. Men jeg kan også takke Klaus Rifbjerg, fordi han tog et valg om at leve af ord, det skrevne ord – og give det videre til os.
Tak. Vi ses, Klaus.
/Louise
PS. Filmatiseringen af Den Kroniske Uskyld er også værd at se – men husk kleenex, historien er jo ganske modbydelig!
Og det fantastiske nummer, Ingen Anden Drøm, med Anne Linnet og Thomas Helmig, kan jeg stadig ikke holde ud af høre uden at få tårer i øjnene. Smukt.