Ugens Københavnersnude er madanmelder Lærke Kløvedal, der udover at anmelde mad i Politiken også er radiovært på den nye Radio4. Hun er oprindeligt fra Thy, men har boet i København i over 20 år – og deler her gavmildt ud af sin meget velsmagende storby.
LC: Hvad arbejder du med for tiden?
LK: Jeg er madanmelder på Politiken og laver portrætprogrammet Det Sidste Måltid til Radio4, hvor jeg hver uge byder en gæst på deres sidste måltid. Gæsten vælger selv, hvad vi skal spise – forret, hovedret og dessert – som vores huskok laver til os. Under måltidet læser jeg deres nekrolog op for dem. På den måde får vi tygget deres eftermæle på plads over dejlig mad.
Men nok allervigtigst er jeg efter 20 år med faste ansættelser – først i filmbranchen, hvor jeg oprindeligt er uddannet filmproducer fra Super16, og derefter på DR – blevet freelance-journalist. Det har uden tvivl været det gladeste, der er sket i mit arbejdsliv i mange, mange år og jeg er lykkelig for min nyfundne frihed.
LC: Hvor bor du?
LK: Jeg bor med min kæreste, vores tre sammenbragte drenge og vores to tykke hankatte med udsigt over Peblingesøen og med Nansensgadekvarteret i ryggen. Jeg er vokset op i Thy, men har boet i samtlige bydele (udover SV!) i de 20 år, jeg har boet i København. Og lige nu er vi altså her.
LC: Hvor går du tur?
LK: Min dreng går i skole i Hellerup, og når jeg har afleveret ham om morgenen, står jeg af på Østerport Station og går gennem Østre Anlæg, der for mig er byens bedste åndehul. Intet slår Østre Anlæg, der er mere vild og dyb end byens andre parker. Den har højder, søer, fugleliv og mange store, gamle træer. Og så dufter den rigtigt af skov, hvilket man ikke kan sige om f.eks. Kongens Have eller Fælledparken.
LC: Hvor drikker du kaffe?
LK: Virkelig mange forskellige steder og egentlig oftere for geografien, end for selve kaffen. Jeg arbejder hjemmefra, og af og til er det dejligt at brække dagen op med en gåtur og et sceneskift. Lige nu sidder jeg f.eks. på Kafeteria, der er SMKs café, hvor lyset er godt. I april blomster et gigantisk magnoliatræ lige udenfor Kafeterias vinduer, og det lyserøde lyshav er så overvældende, at det er lige til at tude over.
LC: Hvor spiser du?
LK: Som madanmelder er jeg jo så privilegeret at spise ualmindelig mange forskellige steder og har derudover altid selv brugt en formue på at gå ud og spise. Mine favoritter ændrer sig hele tiden i forhold til humør, årstid og anledning, men jeg har et par steder, som jeg altid kommer tilbage til. Maison på Dronningens Tværgade er mit stamsted, med et snorlige fransk menukort, dejlige vine til fine priser og ualmindelig rar service. Jeg er også glad for at komme på Gaarden og Gaden på Nørrebrogade, der opfylder de fleste behov, på de fleste tidspunkter af døgnet. Iluka serverer frisk fisk og skaldyr på et niveau, jeg ikke har smagt herhjemme før. Og så forsøger jeg at spare op og spise på Geranium en gang om året, hvis der er noget særligt at fejre. Og tænk, det er der jo som regel..
LC: Hvor inspireres du?
LK: Det er lidt op ad bakke at beskrive et træningscenter som direkte inspirerende. Men der sker jo et eller andet fornuftigt i hovedet i forbindelse med hård fysisk træning. Jeg træner fast 2-3 gange om ugen med min træningsmakker, Stine, og det har været en dealbreaker i forhold til både fysisk og mental sundhed.
Derudover sker der oftest produktive ting i mit hoved, når jeg gør ting alene. Jeg går allerhelst i biografen alene og allerhelst om formiddagen. Og jeg tager ofte på Louisiana alene. Jeg tager toget derop, går gennem Krogerup skoven og ned forbi Øresund. Og så spiser jeg frokost og læser en bog i deres café. Ser jeg på kunst? Nogle gange. Drikker jeg en halv flaske champagne? Med sikkerhed.
LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
LK: Jeg vil gå så langt som at skrive, at København ER en af mine allerstørste forelskelser. De første ti år af mit liv i København var jeg svimmel af lykke over byen. Det var her, jeg fandt mine ben, her jeg mødte mennesker, der både viste mig vej, men som også synes, jeg var lige, som jeg skulle være. I København blev alt muligt, og jeg blev modig og tryg og mere og mere sulten – og voksen undervejs.
LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
LK: Spis, for pokker! Klassisk smørrebrød på Palægade, eller den mere moderne på Selma. Grafiske og knivskarpe serveringer på 108, der er lykkedes med sit helt eget gastronomiske univers. Gudegod pasta og ikke så meget snak på Rufino. Cannard a la presse hos Andreas Bagh på D´Angleterre, grundgode og vegetariske småretter på Friheden. Hverdagsforkælelse med wienerschnitzel og kringle på Barr. Jordbærmilkshake på byens mindste cafe, Central på Tullinsgade. Sydamerikanske retter hos Donda på Christianshavn. Vegetarmenuen på Pescatarian. Lette serveringer, naturvin og havnedyp på Banchina.
LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
LK: Jeg er edderspændt rasende over, at København er en by, hvor trafikken er så heftig, at det mange steder er decideret sundhedsfarligt at åbne vinduerne. Nørre Søgade, hvor vi bor, er Københavns mest forurenede gade og overskrider alle sundhedsanbefalinger, når det kommer til os og støj. Det er lige til at blive deprimeret over. Jeg synes i den grad, byen mangler politikerne, der har balls nok til at slå i bordet og få ført den tunge trafik uden om – eller ned under – byen.
LC: Dit soundtrack til byen?
LK: The Minds of 99 på den første sommernat gennem Istedgade, Kashmirs Zitilites over Israels Plads. Bon Iver til de stædige modvindsmorgener over Lange Bro. All Night Long med Lionel Ritchie og Nightshift med Commodores på vej ud i natten. The William Blakes og David Bowie igen og igen rundt om søerne.
LC: Dit bedste juletip til København?
LK: Jeg er meget lidt sentimental omkring julen, og var det ikke for vores børn og min meget juleglade kæreste, sprang jeg egentlig gerne højtiden over. Voldsom trængsel og alarm og alle de gaver, der skal købes og med sikkerhed byttes. Men heldigvis kan jeg godt lide glögg. Og har 20 år forsinket opdaget Hviids Vinstue, hvor stemningen er usædvanligt rar, og glöggen så stærk at resten af julegaveindkøbet bliver tilpas sløret. Det må gerne blive en tradition. Og så kan jeg godt lide at gå igennem København julenat.
Tusind tak, Lærke, fordi du ville dele dit dejlige København med os – vi glæder os til at tage rundt til de mange fine steder, du anbefaler.
GOD SØNDAG!