Lasse Matthiessen | Københavnersnuden #470

0
271
Lasse Matthiessen

Ugens Københavnersnude er Lasse Matthiessen – musiker, komponist og sanger og bor i København og Berlin. Han har turneret i Tyskland, Schweiz, Østrig, Holland, Danmark, og USA under eget navn og er en af de allermest spillede danske kunstnere i Tyskland. Lasse slog igennem, da han spillede flere gange på den nationale tyske kanal ZDF. Hans musik er i rotation på en række af de største tyske radiostationer, men herhjemme han har også markeret sig med nummeret ”Emotional”, der har været i rotation på DR P6 Beat. Lasse har spillet support for kunstnere som Anna Calvi og Suzanne Vega. Mød hans København her.

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Lasse Matthiessen (LM): Al min tid lige nu i disse dage går med min nye single “Dreams Don’t Make Noise” og med at blive parat til vinyl release af min plade i København den 29. august – og – i min anden hjemby Berlin i starten af september. Jeg spiller en stor showcase på Reeperbahn Festival, og alt det praktiske med at øve, lave interview og organisere det, stjæler min tid (på en dejlig måde).

LC: Hvor bor du?
Lasse Matthiessen (LM): Jeg bor to steder. Det meste af min tid bor jeg på Nansensgade i København. Resten af tiden Berlin.

LC: Hvor går du tur?
LM: Jeg går ofte omkring søerne eller Ørstedsparken. Gerne igennem København K sent om aften i hverdagene, hvor der er helt tomt. I weekenden elsker jeg at gå sent igennem en af mine barndomsgader Blågårdsgade og fornemme folks fester. Deres beruselse. 

Når jeg er i Berlin, går ofte jeg omkring det område, der hedder Boxhagener Kiez i Friedrichhain. Der er bare aldrig rigtig stille – og det kan jeg godt lide. Følelsen af, at byen sover lidt. 

LC: Hvor drikker du kaffe?
LM: Jeg drikker den første kande hjemme… ja, jeg ved det godt. Drikker nok lidt ekstra meget kaffe. Derefter ofte kaffe om sommeren på Flindt og Ørsted i Ørstedparken. Eller Båden på Wilders Plads. Eller på La Banchina, fordi der helt stille, når man kommer kl. 9.00.

På det sidste har jeg ofte taget kaffen i Nørrebrohallen, hvor jeg i en periode har siddet ofte og skrevet tekster om morgenen. Jeg kan godt lide, der er mange forskellige mennesker og etniciteter, og det minder lidt om det Nørrebro, jeg voksede op på, hvor der var lidt færre af sådan nogen kunstner-københavner-snuder som mig selv, og folk bare var lidt mere almindelige og forskellige.

LC: Hvor spiser du?
LM: Jeg spiser alt for ofte morgenmaden på La Parterre Overgaden Oven Vandet på Christianshavn. Der er noget mad, som gør, at min cykel pludseligt har kørt mig derhen på vejen ud til mit studie, uden jeg rigtig havde lagt mærke til det. 

Alt for ofte spiser jeg frokost på bageriet Lille på Refshaleøen. Det ligger i bygningen ved siden af mit studie, og den medbragte madpakke har ofte svært ved at konkurrere med tanken om lige at sætte sig ned i solen foran Lille. Også selvom der er lidt mange turister i øjeblikket, og man står lidt lang tid i kø. 

LC: Hvor fester du?
LM: Det lyder måske lidt smart. Men jeg fester, når jeg er i Berlin. Eller på turné, hvor det hele er gratis. Når jeg er i København, er det lidt mindre fest – og ofte lidt mere bar. Bodega. Med gamle venner ender vi stadig ofte på Bobi bar. De spiller musik, som man kan drikke længe til uden at opdage det. Min sangstemme kan ikke helt håndtere røgmængderne – men det glemmer jeg hurtigt. I sidste uge havde jeg besøg af min ven, den amerikanske Ian Fisher fra St. Louis, som jeg skriver musik med. Han insisterer altid på, vi skal på Bobi bar, når vi arbejder i København. 

LC: Hvor inspireres du?
LM: Jeg bliver sjældent inspireret det samme sted særligt længe. Når jeg skriver min musik, har jeg brug for at skifte sted ofte. Ellers begynder jeg at blive utålmodig. Rastløs. Jeg har brug for mennesker omkring mig. Inspiration kan være knyttet til et sted, men jeg tror mere, jeg har brug for at bevæge mig rundt i det. Som mine natlige turer. Eller når jeg er på turné og spiller 14 koncerter på to uger og hele tiden skal videre næste dag. 

Måske er det derfor, jeg går så meget rundt i byen.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
LM: Jeg er vokset op på Nørrebro. Lige i skellet på Nørrebrogade mellem indre og ydre Nørrebro; Nørrebrogade 148. Jeg cirkler ofte tilbage omkring det sted. Måske er det mit yndlingssted. Selv om der, hvor jeg bor nu, på Nansensgade, også kommer tæt på. 

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
LM: Nansensgade!

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
LM: København er vildt fantastisk. Det er en storby og måske en metropol i en eller anden forstand. Men samtidig – og det må jeg godt sige, for jeg er født og opvokset her – så er det også en by, der har en provinsby over sig. Vi ligner faktisk hinanden ret meget. Hvis jeg skulle vælge noget, så var det, at vi var lidt mere forskellige. Flere folk, der så anderledes ud og turde leve forskellige liv. At byen var en smule vildere. 10 % mere Berlin? 

LC: Dit soundtrack til byen?
LM: Lige nu er det min egen sang “Dreams Don’t Make Noise”. Selv om jeg ikke sætter den på og hører den, så kører den hele tiden i mit hoved. Vågner op med den. Går i seng med den. 

Lasse Matthiesen. Foto: Kasper Witte
Lasse Matthiesen. Foto: Kasper Witte

Lasse Matthiessen er aktuel med sin nye single ”Dreams Don’t Make Noise”, et samarbejde med Sitekrin, som udkom den 18. august 2023. Lasse afholder vinylrelease og spiller den nye single live på Rust i morgen den 29. august 2023.