Fredag den 14. marts kl. 16-20 indtager Den Lille Kulturnat København og Frederiksberg med kreative og sjove arrangementer for børn. Det eneste, man behøver, er et Kulturpas, det giver adgang til alle arrangementer for dig samt to børn under 12 år. Bemærk at nogle arrangementer kan kræve tilmelding på forhånd, det fremgår af programmet på hjemmesiden.
Har man lyst til at komme ud i forårsluften og få brugt kroppen på en aktiv Lille Kulturnat, kommer her en guide til fem arrangementer, hvor man ikke kommer til at sidde stille.
Skattejagt på Copenhill
Copenhill inviterer alle børn og forældre til en magisk eftermiddag og aften med skattejagt på Amagerbakken. Tag med og find de ni poster gemt rundt omkring på bakken. Der er endda chance for at vinde to timers gratis ski-tid for to personer! Hele arrangementet er skræddersyet til børnene, og CopenHill holder ekstraordiært åbent, så I kan opleve skibakken i aftentimerne. Mens man udforsker bakken, kan man også nyde både varme og kolde drikke samt mad og snacks i baren.
Adresse: Vindmøllevej 6, 2300 København S
Udforsk universet i Rundetaarns sneglegang
Er man interesserert i universet, stjernerne og planeterne, kan man komme indenfor til sjove opgaver i hele Rundetaarn. I den ikoniske Sneglegang kan du rejse med lyset gennem solsystemet og udforske planeter. Undervejs kan du løse små opgaver og snakke med Rundetaarns astronomistuderende, der gør dig klogere på solsystemets bevægelse, lysets hastighed og stjernebilleder. I Bibliotekssalen kan du opleve Jakob Arthur Andersens betagende astrofotos, og kig på stjernerne i Observatoriet.
Adresse: Købmagergade 52a, 1150 København K
Prøv dine evner af på Krigsmuseet skydebaner
På Krigsmuseet kan man få fyret noget ’krudt’ af på skydebanen og få lov til at holde vaskeægte våben; fra luntemusketten til en Kalashnikov. I Krigsmuseets store Kanonhal, kan du lære at skyde – med Nerf guns. Der er stillet en skydebane klar, og her kommer man til skydetræning med Nerf guns (som skyder med ufarlige skumpatroner). Børnene kan også teste, hvor gode de er til at kaste præcist på museets ”håndgranatbane”.
Adresse: Tøjhusgade 3, 1220 København K
Cirkusartisteri og ethjulet cykel hos BLOX
BLOX inviterer på Den Lille Kulturnat til en åben workshop for store og små. Her er mulighed for alskens jonglering med bolde, djævlestokke, diabloer og tandbørster, balanceøvelser med tallerkner, fjer og stylter, swing med poise, hulahopring og isiswings, klæd ud, mime og klovnekunst. Der er både fri leg, cirkustræning og måske endda lidt optræden for hinanden. Man kan også lære at køre på ethjulet cykel. Instruktører er medlemmer af Danish Freestyle Team, som gentagne gange er kåret til verdensmestre i flere kategorier. Der vil naturligvis også være shows med Danish Freestyle Team.
Adresse: Bryghuspladsen, 1473 København K
Byg mennesketårne hos Xiquets Copenhagen
Har man mod på mere akrobatik, inviterer Xiquets til at bygge mennesketårne på Den Lille Kulturnat. Det er akrobatik på en ny og anderledes måde, hvor man gennem leg og sjov lærer at kravle op og stå på skuldrene af en voksen – måske endda på sin egen far eller mor. Det hele foregår i trygge rammer med dansktalende, erfarne instruktører. Man kan også se filmklip fra de store konkurrencer, hvor familier i flere generationer er med til at bygge høje tårne i mange etager.
Adresse: Hans Egedes Gade 3, 2200 København N