Louise Taarnhøjs guide til juleferien 2024

0
15
Louise Taarnhøj 2023
Louise Taarnhøj 2023
Min guide til juleferien forudsætter, at du har masser af tid for dig selv. Det er i sagens natur ikke alle forundt, når nu julen ikke kun er hjerternes men også familiernes fest. Har du mulighed for at dyrke dig selv lidt, så hiv fat i min Top Fem over afslappende ting, du kan foretage dig i juleferien.
  1. Læs skønlitteratur

    I skønlitteraturen kommer vi ind i hovedet på personer fra andre samfundslag, kulturer og køn end dem, vi umiddelbart kender. Derfor elsker jeg at læse romaner. I juleferien vil jeg anbefale dig at kaste dig over forfattere som Anne Mette Kirk, Niels Krause-Kjær og Stine Askov. Alle tre skriver i et letlæseligt sprog men med så meget spændig, nerve og nærvær, at du ikke vil kunne lægge romanerne fra dig.

2. Lyt til HjerneRO

En af Danmarks mest populære podcasts i år, og jeg forstår det godt. Jeg har kun lyttet til et afsnit af HjerneRO, men jeg glæder mig til at gå en tur med endnu et afsnit i ørene og blive inspireret til et mere sindsroligt liv i 2025.

3. Daglige gåture

Og ja, naturen kalder. Enten skal du tage familien i hånden for at gå en tur i nærområdet, eller også snupper du dine høretelefoner og ovenstående podcast med på en alenetur. Kan du komme til det, så opsøg naturen og prøv at gå i naturens stilhed. Det kan mærkes på sindet.

4. Se Pørni på Netflix

En 45-årig fraskilt norsk kvinde, der arbejder som socialrådgiver med udsatte børn, og hvis søster netop er død i en færdselsulykke. Ikke umiddelbart opskriften på en hyggelig sofaserie? Men det er det. For Pørni, som hovedpersonen hedder, er en vidunderlig, sammensat, likeable, fandenivoldsk, usikker, morsom, kærlig og helt almindelig kvinde, der prøver at få livet til at køre. Og så er hendes datingliv ret sjovt. Og rørende. Jeg har grint og grædt til de første to sæsoner, og jeg glæder mig til at se resten i juleferien.

5. Sov middagslur

Igen; hvis livet tillader dig det – sov middagslur. Det må være mit ultimative råd. Der er ikke noget, en middagslur ikke kan kurere. Ah ok, måske er der nok en del, den ikke kan kurere, men den er i hvert fald det dejligste kram og det, jeg vil kalde balsam for sjælen. Alle bliver bedre mennesker af en lille lur på langs.

Rigtig god juleferie.

Kærlig hilsen

Louise T. 

Læs også Louise Bros og Nathalies guides til juleferien.