Mille Bruun Sjøgren | Københavnersnuden #218

0
494
Er du klar til at blive inspireret til en anden måde at leve på? For er det noget, Mille kan, så er det at gøre tingene på sin egen måde. Hun tog publikum med storm under Mind Your Mind-festivalen i oktober måned i København – og derfor blev vi simpelthen nødt til at høre hende, hvor hun oplever den bedste side af København. Altså, når hun endelig er i København. Hun har nemlig levet som digital nomade sammen med sin mand og to børn i de sidste seks år, hvor alle fire rejste rundt i verden. Nu er hun for en stund i Danmark, og vi har talt med hende om hendes København.

LC: Hvad har du gang i øjeblikket?
MBS: Lige i øjeblikket er jeg ved at løbe to nye forretninger i gang. Jeg har arbejdet som Voiceover Artist de seneste 10 år i millespeak.dk, og jeg har rejst verden rundt de seneste seks år som digital nomade med min mand og mine to børn. Vi har levet i Spanien i en årrække og rejst verden rundt. Vi har haft arbejdet med, og mine unger har både gået i international skole og online skole.

Nu er vi landet i Danmark for en tid, og jeg er ved at etablere mig som foredragsholder, hvor jeg taler om livet som digital nomade, livsmod og freelancelivet. Jeg har stiftet et nyt selskab ‘Digital Nomad Living’, hvor vores bog skal udkomme samt mine fine t-shirts, som bliver travel-t-shirts lige til den seje backpacker med hashtags som #fuckitandtravel og #traveldeeper. Faktisk er de til alle os, der vil noget andet. Det er vildt spændende. Senere kommer der også vin og travel yogamåtter i sortimentet. Vin, fordi du tager de bedste beslutninger over en flaske vin, og travel yogamåtter, fordi yoga holder dig rodfæstet, når du rejser. Jeg elsker den kreative proces og skabelsesprocessen, så jeg er ‘on fire’ lige nu. Men da vi jo er digitale nomader, så smutter vi til Sri Lanka om fem dage og arbejder derfra i en måneds tid.

LC: Hvor bor du?
MBS: Efter et helt år på farten besluttede vi os for at prøve at bo i Danmark igen. Vi var meget i tvivl, om vi skulle flytte tilbage til København, hvor vi kommer fra, eller om vi skulle prøve noget andet. Det gav mening med noget andet, da der er sket så meget, siden vi boede her sidst. Vi fandt et hus online, da vi var i Mexico, som er lige os. Et alt for lille bondehus i Sletten Havn (Humlebæk) med udsigt til vandet. Jeg er inkarneret paddleboard surfer og elsker, at jeg kan tage mit board under armen og gå lige ned til vandet.

LC: Hvor går du tur?
MBS: Når jeg går tur i København, elsker jeg at gå langs Nyboder og nyde de smukke, gamle orange huse, videre ned ad Kronprinsessegade og ned bag Nyhavn til Lille Strandstræde, hvor jeg ofte er, fordi jeg speaker hos Supersonic. Jeg elsker de små gader, der ligger derinde, og lige bagved er vandet, hvor du kan drible ned og tage en kaffe i Skuespilhuset. To ting, jeg elsker, er vand og skuespil.

LC: Hvor drikker du kaffe?
MBS: Den bedste kaffe, jeg nogensinde har drukket, var i Colombia i Cartagena på et lille bitte kaffested, hvor du ventede 15 minutter på, at de lavede din kaffe. Men wow det var det værd. Hvis jeg er i København, drikker jeg gerne min kaffe på Pixie på Østerbro. Mest fordi jeg elsker det sted. Jeg har selv arbejdet på Café Bopa, da det startede for mange år siden, og den plads har et helt særlig plads i mit hjerte. Det var også der, jeg mødte min lækre mand.

LC: Hvor spiser du?
MBS: Jeg er ‘food-lover’, og det seneste år, fordi vi har rejst verden rundt, har jeg spist så meget fantastisk og anderledes mad. Fra street food til michelinmad – fra levende blæksprutter til lokale tacos i Mexico for en flad femmer. Jeg tror, jeg har spist ude over 400 gange det seneste år. Da jeg kom til Danmark igen, præsenterede min veninde mig for Hanzo på Værnedamsvej, og det er blevet mit absolut favorit sted pt. Japansk mad kombineret med et snert af Thailand. Og så har de det sjoveste personale og lækre drinks. På fredag er jeg så heldig, at vi har fået plads på Noma. Det glæder jeg mig vildt til!

LC: Hvor fester du?
MBS: Ha ha, mest af alt hjemme med venner og en god Rom Abuelo 15 anos, men hvis jeg skal være lidt hip, smutter jeg i Kødbyen og danser på Mesteren og Lærlingen, som min far faktisk har drevet. Jeg elsker den internationale vibe, musikken, og at man kan danse tæt.

LC: Hvor inspireres du?
MBS: Ja, det giver nok sig selv, at jeg inspireres af verden og af at møde andre kulturer. Jeg inspireres af mennesker, der tænker anderledes end mig – mennesker, der vokser op i en anden virkelighed end mig, i en anden kultur. Jeg bliver så inspireret af det møde, fordi jeg bliver nødt til at tage stilling til mig selv, hver gang jeg møder nogle, der gør det anderledes end mig. Nogen, jeg blev virkelig inspireret af, var da jeg boede sammen med Embera Indianerne langt inde i den panamanske jungle. De har ikke noget elektricitet, og de lever i pagt med naturen. De lever helt simpelt. Da jeg om aftenen lå i en hængekøje med kun junglen som lydkulisse og en rom i hånden, imens mine unger sov på en yogamåtte med dertilhørende myggenet, kiggede jeg min mand i øjnene og sagde ‘ Vi behøver jo sådan set ikke mere for at være top lykkelige’.

Jeg inspireres i det hele taget af livet og af mennesker.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
MBS: Åhhh, den er svær! Jeg har mange steder. Men indre by omkring Gothersgade giver mig altid en fornemmelse af, at jeg er hjemme.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
MBS: Da jeg landede i sommer efter seks år i udlandet. Wow, der følte jeg mig kampforelsket. Det var så også en helt igennem fantastisk sommer.

Hvad er dit bedste minde om København?
MBS: Da jeg sommeren 2014 var hjemme og besøgte mine venner, og selvom I andre måske ikke husker det, var der fire tropenætter i træk, hvor jeg endte på Lidkoeb på Vesterbrogade fuld af glæde over at være sammen med mine venner i en baggård med kulørte lamper, lækre drinks og sjovt nok en masse spansktalende mennesker. Det står helt klart for mig.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
MBS: Når jeg rejser ud, rejser jeg ikke ud for at se på turistattraktioner. Jeg elsker bare at være et sted og mærke stemningen og viben i den by, hvor jeg er. Sådan har jeg det også med København. For nylig havde vi udenlandske venner på besøg, og der gik vi fra Østerbrogade, som jeg elsker, og ind til Torvehallerne for at spise mad og mærke den københavnske stemning. Jeg er også ret begejstret for teatret, så jeg ville nok lige tjekke Betty Nansen eller Østre Gasværk ud.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
MBS: Jeg synes, det kunne være super fedt at have noget mere street food. Jeg synes, Torvehallerne er for kedeligt, dyrt og Peter Beier Chokolade-agtigt. Jeg vil hellere have, at man omdannede Dronning Louises Bro til food-street, hvor der stod nogle gadesælgere og solgte en lækker ret for en 50-kroneseddel. Og så synes jeg også, det ville være genialt at kunne paddlesurfe på Søerne.

LC: Dit soundtrack til byen?
MBS: Et ældgammelt nummer med Szhirley ‘Gammel Kongevej. Det minder mig bare altid om alt det, København er.

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Mille.

Og du, kære læser, kan følge Mille og hendes spændende arbejde her:  millespeak.dk  – @millemum og @digitalnomadliving