Jeg er så heldig at have udsigt til én af Københavns største – og smukkeste – baggårde. Når jeg kigger ud, kan jeg næsten ikke forestille mig, at her også har været små baghuse, hvor folk har boet helt uden sollys.
Baggårde er fascinerende, fordi de er lidt hemmelige og rummer en masse historie, og så er det sjældent, at man får lov til at se dem. Så når du er på besøg hos en københavner, så spørg om du ikke lige må se gården. Det er ikke så underligt, som det lyder, hvis bare ejeren af lejligheden går med og give en lille rundvisning. Den slags er altid hyggelig.
Selvom baggårde ofte er stille oaser i den travle by, så larmer min baggård faktisk tit, for her er masser af børn. Men det er aldrig generende. Faktisk har jeg kun én gang oplevet, at en mand (sikket med tømmermænd, som mig) lørdag formiddag lettere opgivende råbte ud gennem perciennerne, da et barn (tilsyneladende Oscar, som faren efterfølgende svarede) havde råbt “faaar?” 17 gange: “Så ti da lige lidt stille, for søren!” Endnu et sympatisk træk fra min baggård: Selvom man skælder ud og sætter børn på plads, så foregår det altid på en nogenlunde afdæmpet facon. <3 Vesterbro!
/Louise