Planen var, at vi skulle sidde udenfor på terrassen i aftensol og sippe champagne. Men tiden har jo som bekendt frygtelig fart på, og pludselig var det slut oktober. Derfor blev turen til Ocean Club ved Kalkbrænderihavnen på vej ud til Nordhavn og skråt overfor Paustian til på en kold og mørk aften i efteråret. Jeg kunne mærke, at jeg frygtede det værste, da jeg stillede cyklen ved siden af restauranten og kiggede ind i restaurantens bar, som lå badet i et blåt neonlys. Jeg havde ikke set denne stil, siden jeg i 2007 sad på en strandrestaurant i Barcelona og, ja sippede champagne med bloggens medstifter, Anne. Dengang var det cool, men er det stadig det 6 år senere?
Nej, jeg kommer aldrig til at sætte pris på den slags indretning. Intet ondt om Kalundborg, men det var det første ord, der kom til mig, da vi satte os i loungen. Men her stopper den lettere negative stemning også. For min veninde, Julie, og jeg blev mødt af en meget venlig vært, som serverede champagne for os i den bløde lounge. Ser man bort fra neonlyset, kunne vi ligeså godt pludselig være smidt 6 år tilbage i tiden, til dengang vi var 26 år og knap så fortravlede, og DET ville ikke være galt.
Allerede fem minutter senere blev vi vist hen til vores bord i restauranten, som er et stort lokale med højt til loftet og panoramavinduer ud til havnen og Svanemølleværket. Jeg er sikker på, at udsigten er fremragende på en lys sommeraften, men i aften, hvor det var mørkt, skabte det en rigtig fin stemning indenfor, hvor vi blot kunne ane havnen og værket udenfor.
Vores tjener var hurtigt på pletten og fik taget vores bestilling. Jeg fik til forret 12-timers rødvinsbraiserede oksehaler med grønne ærter, sæsonens urter og sne af trøffelolie. Min veninde fik Ocean Trio, som bestod af tre lækre hapser; kongekrabbe med kokos og agurkesalat, tun med wasabi og inside-out lakeserulle med mynte og æbler. Begge forretter var rigtig gode, omend jeg sendte en del misunderlige blikke mod Julies tallerken – den vil jeg nok vælge en anden gang. Der sker bare noget i mig, når jeg ser ordet ‘trøffel’. Til forretten fik vi hver et glas sydafrikansk hvidvin som en del af en lille vinmenu. Det passede overhovedet ikke til min forret, men det passede fint til Julies.
Hovedretten blev serveret ca. 20 minutter senere – helt perfekt. Her havde vi begge valgt stegt kalvefilet med sæsonens svampe, gulerodspure, gylden kartoffelkage og tamarind sauce. Det er lang tid siden, at jeg har smagt så lækkert og mørt et stykke kød; vi havde næsten svært ved at holde os tilbage af bar begejstring og måtte også starte en lang diskussion om, hvor meget dårligt kød, man får i de danske supermarkeder – selv i nogle af dem med slagter! Nej, så heller spise kød på restaurant, og så bare håbe på, at kødet også er økologisk, og at dyrene har haft det fint inden slagtning. Til hovedretten fik vi et glas italiensk rødvin, og den passede fint til retten.
Julie har det med passionsfrugt, som jeg har det med trøffel, og derfor gik hun helt i stå, efter at havde læst om desserten mousse af passionsfrugt og hvid chokolade med sæsonens bær og basilikum. Jeg gik efter Ocean Clubs Tapas Desserter, som var et udvalg af diverse søde sager; blandt andet mousse og chokoladekage. Her var vi også ganske tilfredse, selvom Julie nok igen vandt med den bedste ret. Kombinationen af passionsfrugt og den søde, hvide chokolade var bare ret fin. Mmmm…
Både Julie og jeg var efter måltidet enige om, at Ocean Club muligvis havde deres storhedstid for fem år siden og kunne måske godt trænge til et brush-up i indretningen (tip! Jeg kender én, der er supergod til at style, just say when!). Den søde betjening var også en lille smule hurtig og mangelfuld (hvis ikke de kunne svare på vores spørgsmål, svarede de blot med et undskyldende smil, at det vidste de ikke), men som jeg altid har sagt; SKAL man vælge mellem viden og venlighed, så ville jeg til hver en tid vælge det sidste, og så håbe, at personalet kan finde viden frem ved at spørge. Og betjeningen var både velkommende og venlig. Maden var god, og stemningen i restauranten var som skrevet også fin. Og som et ekstra plus lagde vi også mærke til, at vi var lige præcis så mætte, som man skal være efter tre retter, da vi forlod restauranten; hverken for lidt eller for meget.
Jeg kan derfor sagtens anbefale Ocean Club, dog vil jeg nok næste gang svinge forbi på en varm sommeraften, så man kan sidde udenfor og kigge på havnen. Det må klart være til en fordel for restaurantens udseende. Men det er jo også en smagssag.
/Louise
____________________
ENGLISH
The plan was to sit outside on the terrace in the evening sun sipping champagne. But suddenly the calendar said October and the summer was over. Therefore, the trip to Ocean Club at Kalkbrænderihavnen was set on a dark and cold night in the fall. I kind of feared the worst for the night when I placed my bike next to the restaurant and looked into the restaurant’s bar, which was bathed in blue neon lights. I had not seen this style, since I back in 2007 sat on a beach restaurant in Barcelona and sipped champagne with the blog’s co-founder , Anne. Back then it was a cool style, but is it still cool six years later?
No, I will never come to appreciate this kind of decor. But that is the only negative thing about the visit. My friend Julie and I was greeted by a very friendly host who served us champagne in the lounge. Already five minutes later we were shown to our table in the restaurant, which is a large room with high ceilings and panoramic windows to the harbor and Svanemølleværket.
Our waiter was quickly on the spot and took our order. I ordered the starter 12-hour oxtail with green peas, seasonal herbs and truffle oil. My friend got Ocean Trio, which consisted of three delicious small bites; king crab with coconut and cucumber salad, tuna with wasabi and inside-out salmon roll with mint and apples. Both starters were really good, although I sent several envy glances at Julie’s plate. For the starters we each got a glass of South African white wine as part of a small wine menu. It was not at all suited for my starter, but it was good with Julie’s starter.
The main course was served approx. 20 minutes later – absolutely perfect. We had both opted for beef fillet with seasonal mushrooms, carrot puree, golden potato cake and tamarind sauce. It’s a long time since I ‘ve tasted so delicious and tender a piece of meat, we almost had a hard time holding back our excitement, and it also got us into a long discussion about how much bad meat you get in the Danish supermarkets. For the main course we had a glass of Italian red wine, and it fitted well with the plate.
Julie loves passion fruit, and decided to order the dessert mousse of passion fruit and white chocolate with seasonal berries and basil. I went for Ocean Club Tapas Desserts, which was a selection of assorted sweets, including mousse and chocolate cake. Here we were also quite satisfied, but Julie’s dessert might be a little bit better. The combination of passion fruit and the sweet, white chocolate was just right. Mmmm…
Both Julie and I agreed that the Ocean Club may have had their best days five years ago and could probably do with a brush-up of the decor. The sweet service was also a little bit fast and flawed (if they could not answer our questions, they simply replied with an apologetic smile that they did not know), but as I’ve always said, if you MUST choose between knowledge and friendliness, I would at any time choose the latter. And the service was both welcoming and friendly. The food was good and the atmosphere in the restaurant was good as well. And as an added plus, we put also noticed that we were exactly as full and satisfied, as you have to be after three dishes when we left the restaurant, neither too little nor too much.
/Louise