Medierne har diskuteret voldtægt og samtykke i flere måneder. Netflix rydder forsider med deres virkelighedstro drama, Unbelievable, og selv en københavnsk borgmester er indblandet i en sag om voldtægt. Men under det hele ligger der en uhyggelig undertone af, at det først og fremmest er mænds rettigheder, vi skal værne om. Jeg har selv min egen historie, og nu fortæller jeg den.
Af Louise Taarnhøj
Jeg lyttede til en podcast i går, som fik tårerne frem i mine øjne. Jeg kunne nemlig genkende mig selv. Podcasten hedder Oprah’s SuperSoul Conversations, og afsnittet var et interview med voldtægtsoffer Chanel Miller, som har skrevet en bog om sit overgreb, Know My Name. Hun fortæller ærligt og rørende, men de detaljer, hun også giver om, hvad overgrebet gjorde ved hende, er både uhyggelige og skræmmende tæt på.
Jeg skrev faktisk allerede om min oplevelse for to år siden, da #metoo startede. Min historie var med i Meta Films mosaik med forskellige oplevelser fra danskerne, som blev læst op af skuespillere.
Men jeg skal kort fortælle den igen – eller rettere, hvad oplevelsen medførte.
For jeg har ikke tænkt mig at beskrive, hvad der skete – det har jeg allerede beskrevet her. Men jeg kan fortælle dig, at jeg var 14 år, og at jeg ikke havde haft sex før. Jeg kom heller ikke til det, før jeg blev 21 år. Min krop var simpelthen ikke i stand til det – jeg gik i krampe, hvis jeg prøvede. Ingen af de to kærester, jeg havde før, jeg blev 21 år, kunne jeg have sex med. Én af dem forlod mig, og jeg forstår ham godt, når man er teenager og har masser af hormoner i kroppen.
Men det værste var, at jeg ikke kunne sige det højt. Jeg anmeldte det ikke. Jeg fortalte det ikke til mine forældre. Jeg fortalte det ikke til min søster. Og jeg fortalte det ikke til mine veninder. Jeg tror faktisk, at jeg blev 20 år, før jeg turde at fortælle det. Jeg skammede mig så meget, at jeg slet ikke kan beskrive det.
For det første følte jeg mig uværdig som menneske og som pige, fordi jeg åbenbart ikke havde nogen som helst ret til at sige nej. Min underbevidsthed opfattede det som, at jeg intet var værd. For det andet, så følte jeg mig udenfor, fordi jeg jo ikke havde sex – og er der noget, man taler om som teenager – og får point for (også pigerne), så er det at have sex. Men jeg kunne ikke.
Tre kærester senere og et udlandsophold, og jeg flyttede til København, hvor jeg fik en kæreste, der boede i London. Vores forhold indebar derfor lange perioder, hvor vi ikke sås men i stedet skrev emails til hinanden (dette var før de sociale medier). Han fik det hele at vide og blev ham, der tog min mødom. Fordi han ventede og gjorde mig tryg. Fordi jeg var så skamfuld, at jeg ikke kunne slappe af og lade en mand komme tæt på mig, psykisk eller fysisk, før jeg følte mig 100% tryg.
I dag har jeg ingen andre men fra overgrebet end, at jeg skal føle mig tryg, inden jeg åbner op for en mand. Mit selvværd er også blevet bedre, for det er klart, at hvis en person overskrider dine grænser i den sådan grad, selvom du har sagt fra, bliver det en del af din underbevidsthed, at dine ord ikke har nogen vægt. Din mening er ligegyldig.
Når jeg så følger debatten i medierne – hvordan der bliver talt om voldtæger, anmeldelser og domme – så slår det mig, hvor ofte mændenes rettigheder bliver påpeget. Vi skal som det vigtigste hele tiden have for øje, at mænd ikke må risikere at blive dømt for en voldtægt, de ikke har begået.
Det er ikke fordi, jeg ikke er enig – men lige nu, som tingene er NU, så har voldtægtsramte kvinder ikke særligt høje odds for at opnå retfærdighed. Vi har simpelthen en kultur, der først og fremmest stiller sig kritisk overfor kvinder, der har oplevet en voldtægt. Lige som under #metoo, hvor mange mennesker pludselig ikke kunne forestille sig, at alle de kvinder, der ‘råbte så højt om overgreb’ virkelig havde oplevet et overgreb. Det udsagt kom ofte fra både mænd og kvinder, der ikke selv havde oplevet overgreb og derfor ikke havde den fjerneste idé om, hvordan det er.
Når kvinder, der anmelder voldtægt bliver spurgt om, hvad de havde på af tøj, hvor mange genstande de havde drukket, hvor mange sexpartnere de har haft i løbet af deres liv – så tyder det på en udskammende kultur. Der i sidste ende får kvinder til ikke at anmelde voldtægter.
Når så få voldtæger ender i en dom mod gerningsmanden, så tyder det på, at der er noget galt med lovgivningen.
Når så mange kvinder får at vide af politiet, at de skal være helt sikre på, at de gerne vil anmelde voldtægten, fordi det er en lang, sej kamp at kæmpe at få ham dømt, så tyder det på, at selv politiet er magtesløse.
Men først og fremmest så skal debatten ændres. Vi skal stoppe med at kalde voldtægt sex. Vi skal stoppe med at fokusere primært på mænds rettigheder. Vi skal begynde at kigge nærmere på, hvorfor så mange kvinder voldtages, og hvorfor så mange står alene med overgrebet, skammen, usikkerheden, sorgen, frygten.
Det er så uhyggeligt først at blive brudt helt ned, for dernæst at opleve en afsporet og syg debat, der ikke tager kulturen alvorligt. Hvem vil lade deres døtre og sønner vokse op i sådan en kultur?
/Louise T