Kulturnatten 2024 giver som sædvanligt adgang til nogle af de steder i byen, som vi normtalt ikke har adgang til. Denne guide er til dig, der er nysgerrig på, hvordan København eksempelvis ser ud fra en 40 meter høj kran, bag murene på et fængsel eller inde hos Københavns Stadsarkiv – og meget andet.
Se byen fra 40 meters højde i Mastekranen
Besøg den 40 meter høje enestående tømmerkonstruktion designet af Philip de Lange i 1749, som er blevet lidt af et vartegn for Københavns havn. Kranen blev brugt til at løfte de op til 20 tons tunge master ved håndkraft. På toppen kan man opleve en helt enestående udsigt over København. På grund af de mange trappetrin er Mastekranen en udfordring for gangbesværede.
Adresse: Elefanten, 1439 København K
Tid: 18.00 – 23.00
Nyd byen i bevægelse til lands eller vands
På Kulturnatten kan du med dit Kulturpas opleve byen og flere af Kulturnattens arrangementer på smukkeste vis – i bevægelse. Ud over bus, tog og metro giver Kulturpasset nemlig også fri adgang til de fine veteranbusser fra Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm, som kører hvert 7. minut fra Rådhuspladsen. Desuden giver Kulturpasset mulighed for at hoppe på Kulturnattens kanalrundfart, som sejler i ring hele aftenen. Så hop om bord og oplev Kulturnatten til søs og kig nærmere på disse arrangører fra vandsiden: Holmens Kirke, DAC, Nyhavns Skipperlaug, Maskinmestrenes Forening, Operaen, Den sorte diamant
Kanalrundfartens stoppesteder: Ved Stranden, Nyhavn (ved Inderhavnsbroen), Operaen, Elefanten, Christianshavns Torv og Den Sorte Diamant
Tid: 18.00 – 00.00
Kunst og musik under jorden
Det kunstnerdrevne udstillingssted platform BUNKER inviterer til et særarrangement på Kulturnatten 2024: En videoinstallation af kunstner Magnus Pind skabt specifikt til bunkerens særegne kuppelformede arkitektur, samt to intimkoncerter med komponist og kunstner Alexander Tillegreen i bunkerens tilstødende lokaler på Rolfsvej. Begge kunstnere arbejder med lydlige og optiske illusioner, aktivering af publikum og rummet, og performance i bred forstand.
Adresse: Rolfsvej 10, kld. th., 2000 Frederiksberg
Tid: 18.00 – 00.00
Oplev København bag tremmer
Hvad foregår der bag de høje fængselsmure? Tag til Nytorv Fængsel midt i København og få et helt unikt indblik i fængslet. Mød de mange forskellige mennesker, som hver dag udfører deres arbejde bag låste døre. Du kan opleve narkohunde i aktion, prøve en fodlænke, og opleve hvordan det føles at sidde i de særlige cellebiler. Du kan også tage på rejse gennem fængselshistorien, se flugtredskaber, indsmuglede genstande og – hvis du tør – i kælderen under fængslet se Danmarkshistoriens største seriemorder, Dagmar Overbys, celle. Du kan prøve VR-briller og få oplevelsen af at være i fængsel, og se produkter og smage mad, som de indsatte i fængslerne laver som en del af deres beskæftigelse.
Adresse: Nytorv 21, 1450 København K
Tid: 18.00 – 23.00
Tag en lysende rute rundt på Refshaleøen
På Refshaleøen kan du bevæge dig rundt på en lysende rute og opleve flere af øens særlige kulturelle steder i mørket. Den store B&W hal slår denne nat portene op og inviterer til en spektakulær lys- og lydoplevelse. På vejen rundt kan du blandt andet opleve fotokunst, smagsoplevelser og kunsthåndværk i de gamle skibshaller, loftsatelierer, og sorte containere. Besøg Skandinaviens største bylandbrug og byens største klatrevægge, eller balancer med udsigten til byens tage på en slackline. Det og mere til kan du opleve på en magisk aften på Refshaleøen.
Adresse: Refshalevej 153, 1432 København K
Tid: 18.00 – 00.00
Københavns bagside
Leg, lokummer og lirekassemænd – Vær med, når Københavns Stadsarkiv slår dørene op og viser fotos, film og arkivalier, der fortæller om livet i baggårdene i starten af 1900-tallet. Der zoomes ind på baggårdens interiør, som var rammen om mange københavneres udeliv. Baggården skulle rumme alt det, der ikke var plads til i de ofte overfyldte lejligheder. Her var lokummer, kokskældre og skraldespande, men også vasketøj, værksteder og sovende børn i barnevogne. Det var i baggården børnene legede og sloges, opleverede gårdsangere og gøglere og her man både kunne møde en rotte og den store kærlighed.
Adresse: Københavns Rådhus, Rådhuspladsen 1, 1550 København V
Tid: 18.00 – 00.00
Alle arrangementer kan tilgås med et Kulturpas. Bemærk, at nogle arrangementer kræver tilmelding, det fremgår af programmet.
Praktisk info:
Kulturnattens mere end 230 særarrangementer kan opleves den 11. oktober fra kl. 18.00-00.00 (enkelte steder kun til 23.00). Enkelte arrangementer kræver tilmelding på forhånd, det fremgår af programmet.
Det eneste, du behøver for at deltage i Kulturnatten, er et Kulturpas. Kulturpasset koster 125 kroner. To børn under 12 år har gratis entré, når de følges med en voksen med Kulturpas.
Et Kulturpas giver adgang til alle Kulturnattens arrangementer og fri transport med bus, tog og Metro i Hovedstadsområdet (zone 1-99) fra kl. 16.00 til kl. 04.00. Du kan også benytte Kulturnattens bådfart og veteranbusser frem til midnat.
Du kan fra den 1. september købe dit Kulturpas på Kulturnattens hjemmeside og hente det, så du har det digitalt på din telefon. Vil du hellere have et fysisk Kulturpas, kan du fra den 30. september købe det i alle 7-Eleven butikker i Hovedstadsområdet.
Med det store udbud af oplevelser kan det være en god idé at planlægge sin Kulturnat, og det er der god mulighed for på Kulturnattens hjemmeside, hvor man både kan sortere tematisk og efter område i arrangementerne og oprette en profil under ’Min kulturnat’, hvor du kan gemme de arrangementer, du er interesseret i.
Læs mere her
Om Kulturnatten
Kulturnatten så dagens lys i 1993 og har nu været Danmarks største éndagsbegivenhed i mere end 30 år. Foreningen Kulturnatten i København tilrettelægger og gennemfører Kulturnatten, og målet for foreningen har siden begyndelsen været at skabe byens største kulturbegivenhed, hvor alle kan deltage. Medlemmerne betaler ikke kontingent, og alle arbejder ulønnet på nær Kulturnattens sekretariat. Kulturnatten modtager hverken støtte fra stat eller kommune, og den eneste sponsor er DOT, der sponsorerer transport på selve Kulturnatten. Alle indtægter kommer fra salg af Kulturpas, og et eventuelt overskud anvendes udelukkende til gennemførelsen af kulturelle arrangementer under næste års Kulturnat i København. Kulturnatten har i år givet 3,8 millioner kr. i støtte til afholdelse af arrangementer på Kulturnatten