Påskesne på Flyvergrillen – og om hvorfor, jeg tilgiver Københavns dårlige opførsel

Jeg havde jo lovet endnu flere forårsfotos fra min researchtur i fredags. Men.. altså, det var sgu en noget deprimerende cykeltur ud til Dragør – faktisk var den ikke rigtig værd at skrive om, men det gør jeg nu alligevel. Først: hvorfor overhovedet lægge sin researchtur på en grå dag, når researchen handler om at finde de bedste udkigspunkter i København? Fordi jeg havde planlagt, at det skulle være i dag. Ja, det irriterer mig, at jeg rent faktisk ikke er i stand til at vige fra mine planer. At jeg bliver stædig, når vejret prøver at forhindre dem. Fandme nej, jeg skal stadig ud at tage billeder af København, det skal jeg da nok selv bestemme. Og min cykeltur fra Vesterbro til Flyvergrillen startede faktisk helt OK. Jeg havde vinterstøvlerne skruet godt på fødderne, luffer på hænderne, to halstørklæder om halsen og en varm og varmset strikhue trukket godt ned over ørerne; Jeg var klar til den lange forårscykeltur!

Men Amagerbrogade er lang. Rigtig lang. Endnu længere i sne/gråvejr. End ikke den mest optimistiske og lalleglade spilleliste fra Spotify i ørerne kunne helt løfte, at her er en gade, hvor kommunen burde skride ind. Helt ærligt, her er faktisk alle muligheder for at vise, at man er visionær og kan tænke ud af boksen – kom nu og red Amagerbrogade! I kan stadig nå det!

Jeg cyklede på et tidspunkt bag ved en far, som havde sin 5-årige datter bag på cyklen og sin teenagedreng i hælene. Faren var den friske type, som helt sikkert havde startet dagen med at proklamere, at en lille smule sne da ikke skulle stå i vejen for familiens hyggelige påskeudflugt! Og jeg kunne se for mig, hvordan sønnen himlede af sin far og tænkte noget i stil med: ‘slap nu af, mand, du er så pinlig, far!’ Sønnens kropssprog fortalte mig i hvert fald, at det ikke var med sin egen gode vilje, at han nu stampede i pedallerne her på Amagerbrogade – Københavns r**hul. Øv.

Da jeg endelig nåede frem til Flyvergrillen, havde kulden fået ordentlig fat i mine tær – og heldigvis kan man så passende hygge sig indendørs på grillen, hvor stemningen faktisk var overraskende god, omend den også bar præg af, at over halvdelen af gæsterne øjensynligt var kommet her for at flygte fra deres tømmermænd – eller måske tværtimod svælge i dem?

Desværre var det jo virkelig gråt, nærmest mørkt, i vejret. Jeg ved ikke, om det var en medvirkende faktor til den manglende action og fly, der landede herude ved Flyvergrillen – men der var ikke meget at se her på denne fredag eftermiddag. Lidt slukøret vendte jeg cyklen mod Vesterbro, og i samme sekund satte Den Store Snestorm ind med al sin kraft. Jeg nåede i et kort øjeblik at tage det virkelig personligt, at det nu skulle sne. På mig. På Amagerbrogade. Og jeg lovede mig selv, at jeg ville skælde ud, når jeg kom hjem. På en eller anden. Eller et eller andet.

I stedet dejsede jeg bare om på sofaen på Vesterbro, aflyste alle aftaler den dag og begravede mig indenfor, under dynen, med Six Feet Under på HBO og masser af the i kanden. Nogle gange giver København måske ikke så smukke oplevelser, men mere udfordringer. Lidt ligesom et parforhold, hvor der er gået hverdag i den. Jeg synes jo godt, at København kunne have opført sig lidt pænere i fredags, men på den anden side skal den jo også have lov til at slappe lidt af, lade facaden falde og slække på de gode manerer. Jeg tilgiver dig, København, for det er heldigvis ikke hver dag, at du er så nederen. Og jeg er stadig sindssygt forelsket i dig!

/Louise