Peter Smith | Københavnersnuden #253

0
545
Ugens Københavnersnude er den aktuelle sanger, guitarist, komponist og tekstforfatter, Peter Smith. Han har siden sin debut “Kærlighedens Disciplin” (1990) udgivet 7 soloalbums og medvirket som musiker og komponist/tekstforfatter på et utal af indspilninger i ind- og udland. Dertil er han også sanger og guitarist i den dansk/svenske duo, Leander & Smith, Beatlestribut-orkesteret Repeatles og kaberet-trioen Én Over Én Under. En travl herre, der her deler ud af sit København.

LC: har du gang i i øjeblikket?
PS: Min dansk/svenske duo Leander & Smith har netop udgivet vores debutalbum “Du Eller Aldrig”. Svenske Caroline Leander og jeg mødtes på Bornholm for 2 år siden under en nordisk sangskrivercamp, og da vi kom hjem, fortsatte vi med at skrive sange i København og Malmø. Vi er nu blevet til en duo, og vi glæder os til at præsentere albummet med koncerter på begge sider af sundet.

LC: Hvor bor du?
PS: Jeg bor på Østerbro. YDRE! Da jeg boede på indre Østerbro, var det tilsyneladende vigtigt at nævne, hvilken del af Østerbro man opholdt sig i. Det føles ikke så vigtigt nu 😉. Det er trods alt den samme Fælledpark, vi benytter.

LC: Hvor går du tur?
PS: Kildevældsparken er en hyggelig lille park med sø og ænder og hele pivtøjet. Den kan man gå et par gange rundt om i løbet af no time. Er det regnvejr, er der vidunderligt melankolsk, og skinner solen er det bare dejligt.

LC: Hvor drikker du kaffe?
PS: Må man lige sige, at kaffen i København er rystende dyr! Når jeg har besøgende fra udlandet, bliver det altid et samtaleemne. Når det er sagt, er jeg desværre meget kaffeglad, og jeg nyder i vid udstrækning at drikke den på de mange dejlige caféer i byen. Helst sidder jeg udenfor eller, hvis caféen har musik på programmet, går til koncerter. Salonen på Østerbrogade er et fint lille sted.

LC: Hvor spiser du?
PS: Helst i godt selskab. Hvis jeg skal have god og vellavet traditionel dansk mad, spiser jeg hos mor. På Østerbro står den jo som bekendt på bæredygtige, vegetariske urtedunser.. Til frokost har Caroline og jeg levet af bagels fra Royal Bagel på Nygårdsvej, mens vi skrev på sangene til vores album.

LC: Hvor fester du?
PS: Jeg foretrækker at gå ud på steder med livemusik. Jeg spiller selv ofte ude og får nok på den måde dækket den værste gå-i-byen trang. Altid hyggeligt med private fester.

LC: Hvor inspireres du?
PS: Jeg læser bøger, og det foregår oftest hjemme eller på rejser. Når jeg arbejder i mit studie, kan en lille gåtur med kaffedrik på et af Københavns dejlige torve eller ved kanalerne hjælpe inspirationen på vej. Ganske traditionelt tænker jeg, men effektivt.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
PS: Årh, ÈT sted? Det er svært, for København har mange fine oaser og åndehuller. Men der er f.eks. et sted i Fælledparken ved Pavillonen, hvor der er en strækning på et par hundrede meter med flotte, store bøgetræer, som er et dejligt sted at motionere i forårssolen. Der løber jeg så frem og tilbage et par gange. Det må se temmelig fjollet ud!

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
PS: På mine mange ture over Øresundsbroen, mens vi indspillede Leander & Smith albummet, så jeg København fra vandsiden på mange forskellige tidspunkter af døgnet og i alt slags vejr . Som solen går ned over byen, præsenterer den københavnske skyline sig fra sin smukkeste side.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
PS: Som dreng tog familien hver sommer toget ind til Hovedbanegården fra Karlslunde, hvor jeg er opvokset, på den årlige Tivoli-tur. Lille Peter glædede sig naturligvis hver gang, og de varme fliser på Hovedbanegården, som er de samme i dag, blev synonym med glæden og spændingen. En varm solskinsdag på Hovedbanegården kan stadigvæk frembringe mindet om famile, glæde og højt humør.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
PS: Her findes mange inspirerende og interessante museer. Jeg kan godt anbefale Davids Samling på Kronprinsessegade eller Kastrupgårdsamlingen på Amager, som begge har fri entré.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
PS: Jeg ved godt, det er politisk ukorrekt, men giv os nogle flere steder at sætte bilerne! Muligvis er der tænkt fra politisk hold, at fjernelsen af parkeringspladser ville få folk til at tænke sig om to gange, inden de anskaffede sig en bil. Men sådan er det altså ikke gået. I stedet ligger bilisterne og kører rundt i gaderne i halve timer i deres jagt på en parkeringsplads – med øget forurening til følge. Kunne man forestille sig at få bygget nogle underjordiske parkeringshuse? Lad gerne bilisterne selv betale for opførelsen – men hvor ville de fastboende altså blive glade for et sted at parkere.

LC: Dit soundtrack til byen?
PS: Én Over Én Under: “Hey Luk Op” – en sang om at bevæge sig i København.

Tusind tak, Peter, fordi du ville dele dit København med os!

GOD SØNDAG! 

Definition af en københavnersnude; interessant, sød, sjov og/eller venlig person, der er bosat i eller har tilknytning til København.