Peter Smith | Københavnersnuden #509

0
24
Fotocredit: Niels Rinder

Denne uges Københavnersnude er sanger, guitarist, komponist og tekstforfatter, Peter Smith. Han skriver både musik til sig selv og til artister som Basim, Rosél, Helene Bak, Peter Busborg og Miles Zuniga. Han er forsanger og guitarist i Beatles-orkesteret Repeatles, Creedence Clearwater Revival-orkesteret Creedence Special, kabaret-trioen Èn Over Én Under og den svensk/danske duo Leander & Smith. Peter Smith har udgivet 7 studioalbums i eget navn og den 4. oktober er han aktuel med albummet Leave it All Behind.

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Peter Smith: Jeg udgiver mit 7. album “Leave It All Behind” d. 4. oktober. Albummet er indspillet i London, og tog sin begyndelse før Corona-lockdown. Alt blev lukket ned, og da vi igen fik lov til at rejse, var jeg et andet sted. Vi startede derfor forfra med at skrive og indspille nye sange. Man kan sige albummet faktisk er indspillet to gange Det føles derfor som et ekstra vigtigt album. Særligt fordi det har vist mig, at musikken i mit liv ikke kan undværes.

Fotocredit: Niels Rinder

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Peter Smith: Østerbro

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Peter Smith: Jeg holder meget af Fælledparken, Kastellet og Kildevældsparken

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Peter Smith: Om morgenen hjemme vågner jeg bedst med en stille kaffe med nyheder foran flimmeren

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Peter Smith: I byen spiser københavneren ofte take-away. Det gør jeg også. Men faktisk er de bedste spise-minder de måltider, som jeg eller mine elskede ubehjælpsomt har kastet os ud i at tilberede selv.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
PS: Hvor mine venner er og ganske ofte, når jeg er ude at spille.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
PS: Alle steder! Inspiration er noget med at være nysgerrig og opsøge nye ting. Når jeg går gennem byen, er det f.eks. situationer og brudstykker af samtaler, som inspirerer.

Min egen reaktion og følelser til disse ting er en konstant kilde til undren og inspiration.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
PS: Uha, svært! Der er mange dejlige steder i vores skønne by at vælge fra.

Jeg kan godt lide at cykle gennem byen. Det er ikke længere muligt at køre bil, og måske er det sådan det skal være. Cyklen giver i øvrigt også mulighed for at standse ved pludselige opdagelser. Min eneste udfordring med min cykel er, at den er tonse-gammel, og kæmpetung at træde. Måske jeg bare skal følge trenden og købe mig en 50 km/t el-cykel?

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
PS: Når det er sommer, løber jeg rundt om søerne, og nede ved Planetariet ved den sydlige ende af Skt. Jørgens Sø er jeg er halvvejs på min løberute. Når så solen stråler varmt i ansigtet og turister og københavnere drikker kaffe og hygger – så bliver jeg rigtig glad for min by.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
PS: Da jeg var ganske lille, og voksede op i Karlslunde (syd for København) tog min mor og far mig én gang om året på den årlige Tivoli-tur.

Vi tog toget ind til Københavns Hovedbanegård (så mine forældre kunne få sig en fadøl), og vi standsede altid ved model tog-udstillingen på banegården. 2 kr./5. min. tror jeg, og hvert minut blev slugt af den glade dreng, før en endnu større oplevelse ventede i Tivoli. We are talking ´bout a PERFECT day!!

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
PS: På det helt lavpraktisk niveau bør du opleve Glyptotekets ægyptologiske samling eller måske Davids Samling, som er centralt placeret i det historiske København, tæt på Kongens Have. Museet er gratis og indeholder en perle af en privatsamling af fantastisk islamisk kunst, ældre europæisk og nyere dansk kunst.

Men vigtigst af alt er, at denne vidunderlige by giver os mulighed for at være os selv. Alle har deres egen vej, og København kalder og tillader dette.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
PS: Enkelt svar er: parkering

Jeg bruger timevis af brændstof på at finde en parkeringsplads, når jeg kommer hjem fra spillejobs om natten (sammen med i hvert fald 3-4 andre køretøjer). Det er vel ikke, hvad du havde tænkt dig, kære Line Barfod?

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
PS: En sommernat cyklede jeg over Langebro og hørte The Clash: “London Calling” i min Walk-Man! (ja, vi cyklede også i 80´erne). Det var temmeligt sejt, og jeg var sikker på, at The Clash forklarede mig, hvordan verdenen hørte sammen.

Senere fandt jeg ud af, at jeg var bedrede stillet, hvis jeg fandt min egen vej..

 

Peter Smith er aktuel med sit 7. album “Leave it All Behind” den 4. oktober. Du kan se mere og holde dig opdateret omkring liveoptrædener på Peters Facebook side.

Tak fordi du ville dele dit København med os, Peter!