December står som oftest i julens tegn, men her er fem nye(re) restauranter, jeg drømmer om at frekventere her i juleræset.
Af Sara Schlüter
Fuld fest og farver hos ny asiatisk på Halmtorvet
Der er en ren overflod af asiatiske restauranter – særligt thailandske steder – i området omkring Halmtorvet på Vesterbro. De fleste er dog meget klassiske i deres udtryk (og her sværger jeg pt. til Kin Arai på hjørnet af Gasværksvej og Istedgade). Men nu er der en ny Pad Thai i klassen med Cofocos Superbon, der har indtaget Bistro Boschs tidligere lokaler, som har stået tom alt, alt for længe.
Udefra ser det lækkert ud med masser af pastel og fin loungestemning, så det tegner godt for kommende middage, der får perfekte grobunde til at udvikle sig til særdeles festlige lejligheder.
@superbon.cph, Halmtorvet 19, Superbon | Cofoco
Upscale mellemøstligt på Værnedamsvej
Jeg stoppede ret brat op, da jeg for noget tid siden gik forbi en byggeplads på Værnedamsvej i de lokaler, der i sin tid husede en klassisk, italiensk restaurant, siden en Nærvær og sidst… tja, det kan jeg faktisk ikke erindre. Et sted med fabelagtig lokation, men uden nogensinde helt at slå igennem. Årsagen til min bratte opvågnen på en søvndyssende gåtur var beskeden om, at Levantin snart ville åbne. Med fokus på det mellemøstlige køkken. Jeg har siden instagram-stalket stedet og drømmer mig tilbage til en middag i Beirut for år tilbage, der var en åbenbaring af smagsindtryk. Dem har jeg savnet siden, og glæder mig til at se, om Levantin kan bringe mig tilbage dertil. Ud fra billederne ser det meget muligt ud.
@levantincph, Værnedamsvej 2, www.levantin.dk
På støt kurs og i høj hast mod Michelin-land
Texture er endnu et sted, jeg har instagram-stalket fra den dag, de slog dørene op. Jeg har nemlig en forkærlighed for smuk mad, kaviar, alt fra krabbe-familien og trøffel. Noget i den grad er at finde på menuen hos Texture. Bag de spiselige kunstværker står Karim Khouani, som tidligere har stået i køkkenet på michelin-restauranter flere steder rundt i verden og selv har drevet flere i Malmø. Nu er turen kommet til vores by, og fra venner og bekendte lyder alle en samlet dom om, at jeg skal skynde mig at reservere bord. Modtaget, jeg skynder mig.
@restaurant_texture_, Sølvgade 86, www.texturerestaurant.com
Blandt rigets mest eftertragtede bagværk
Hvis man ikke er fast gæst i den del af sommerlandet, har man nok kun hørt sagnomspundne fortællinger om Tir, der ligger i Sjællands Odde. Men nu er de kommet til byen og vil hen over vinteren lange deres eftertragtede brød og kager over bagerdisken på Vodroffsvej. Og man kan spørge sig selv, om København virkelig har brug for endnu en brød- og kagepusher, men det virker jo som et mere eller mindre uudtømmeligt marked. Særligt i disse sweater-tider, hvor kulhydrater og gluten for mange af os er den eneste kur mod vinter-tristesse. Har du det på samme måde, så er det med at komme afsted mod Tir, mens tid er.
@tir_bakery, Vodroffsvej 28.
Fransk islæt på Østerbro
Indrømmet, jeg bevæger mig alt for sjældent til Østerbro. Bydelen på tværs af staden virker nogle gange meget længere væk end godt er. Men nu skal der snart laves en ekspedition mod Willemoesgade, hvor Arnfeldt åbnede tilbage i september. Jeg fik dog først øjnene op for stedet efter en Berlingske-anmeldelse af Søren Frank, der smed den direkte i top af min restaurant-liste.
I køkkenet står franske Ariel Calabrese, der sammen med Manja Mikkelsen også driver Arnfeldt Hotel på Ærø (endnu et sted, der er røget fluks ind på min radar). Mange af ingredienserne kommer fra netop Ærø og serveres med en fransk sjæl og – ser det ud til – universel velsmag.
@arnfeldtcph, Willemoesgade 31, www.arnfeldthote.dk/en/copenhagen
Følg Sara Schlüter på Instagram for flere mad-opdateringer i København og andre steder i verden.