Roskilde Festival havde i år inviteret en række af mine største helte helt tilbage fra folkeskolen. Og der var gigantiske forskelle på kvaliteten fra de forskellige koncerter. Hermed fik jeg jordens største skuffelse og verdens største euforiske oplevelse, da jeg stod foran Orange Scene på årets festival.
Artister med et anseeligt bagkatalog, der gæster en festival, skal tænke på, at de netop spiller på en festival og ikke en koncert, som folk direkte har købt billet til. Derfor er det tarveligt at undlade at spille de største hits, som store dele af publikum naturligvis at kommet for at høre. Det har nogen forstået – og andre fuldstændig overset.
Tag Massive Attack, blot til eksempel. De kommer for sent, virker uinteresserede, spiller kun hvad de selv har lyst til, dropper ekstra numre og skrider uden at sige farvel. Fuldstændig som et super dårligt engangsknald. Det er lang tid siden, at jeg har været så skuffet over en koncert. Og jo, mine forventninger var skyhøje, men det kan man ikke bruge mod mig, for Massive Attack plejer at være dygtige. Og så var der talrige stavefejl i deres visuals, hvilket en flueknepper som mig bare bliver irriteret over.
Og nå ja. De spiller ikke Teardrop. Buhu, ja, kom over dig selv, Taarnhøj, men ærlig talt. Hvor fedt kunne det ikke have lydt ud over Orange Scene og med det spritnye lydsystem? Den glæde fik vi ikke, for Massive Attack var trætte efter en lille time. Og så var den nat slut. Igen, skuffende som et dårligt knald.
Slim Shady sejrede
Til gengæld blev jeg smaskforelsket onsdag aften. Ikke fordi jeg spottede den flotte TV 2 News-vært vandre gennem Mediebyen, men fordi mit ungdoms-crush, Eminem, endelig spillede på dansk jord for første gang nogensinde. Flere gange har han aflyst, og tarvelige venner jokede med, at han nok heller ikke kom denne gang. Men det gjorde han! Og bortset fra, at han lavede en lille medley af en række af sine allerstørste hits, så vi ikke kom til at høre dem i fuld længde, så sejrede han fuldstændig og gik derfra med 100.000 bankende hjerter i brand.
Ingen kunstner har nogensinde kunne trække så mange publikummer foran Orange Scene. Måske er det fordi, at lige netop ham her, den hvide white trash-rapper fra Detroit aldrig tidligere har spillet her, og derfor skulle alle se papegøjen.
Eller også er det bare på grund af det faktum, at Eminem ændrede hiphoppen i 90’erne og 00’erne, førte den op til toppen af hitlisterne og sørgede for, at en almindelig, ranglet, hvid dreng også kan blive en af verdens allerstørste superrappere, hvis talentet følger med.
Hans tekster er vanvittige, og hans teknik er uovertruffen. Når man elsker sprog og ord, er Eminem bare meget, meget svær ikke at holde af. Jeg simpelthen knuselskede at lytte til hans sange på The Marshall Mathers LP og The Eminem Show og gør det stadig. Lærte en række af hans numre udenad og kan dem stadig. Hans stil er som fløde og fløjl.
Når man er så stor fan, kan man næste kun blive skuffet – men det blev jeg ikke. For Eminem er professionel, lige som man skal være, når man er stjerne af hans størrelse. Og at han, som vi lærte i den semi-selvbiografiske film 8 Mile, startede sin karriere som freestylerapper hjemme i Detroits trailerpark-kvarter på den forkerte side af hovedvejen, kan man nu over 20 år senere så stadig nyde godt af, når han optræder. For han træder bare ikke forkert.
Lyt ekstra opmærksomt til dette nummer, som var mit yndlingsnummer, da jeg var lille – en knytnæve til den amerikanske regering og ikke mindst hykleriet omkring Irakkrigen:
Roskilde Festival har en stor plads i mit hjerte, og Orange Feeling og Roskilde Blues er noget, jeg mærker dybt i brystet hvert eneste år. Første den orange, så den blå. Stadig glæder jeg mig helt ustyrligt meget til de mange store oplevelser, der er i vente på Roskilde Festival.
Tak for i år.
/Louise T