Toprestauratører åbner restaurant i Hvidovres nye kulturhus

0
340

Den 23. februar åbner restaurant GAARDEN i Hvidovres nye Kulturhus Risbjerggaard. De erfarne kræfter bag projektet er LOCA Gruppen, som også driver den netop genåbnede toprestaurant STUDIO, Almanak i Operaen og RADIO. Ambitionen er at skabe et gastronomisk forsamlingshus, der kan styrke fællesskaber og sammenhold.

 Pressemeddelelse

I september åbnede Hvidovres nye Kulturhus Risbjerggaard med ambitionen om at blive byens kulturelle fyrtårn. Nu bliver der føjet gastronomi til kulturhusets tilbud, når restaurant GAARDEN den 22. februar slår dørene op og sætter smag på Hvidovres nye kulturcentrum.

Bag GAARDEN står LOCA Gruppen, som i forvejen driver bl.a. den genåbnede toprestaurant STUDIO, Almanak i Operaen og RADIO. Ambitionen med GAARDEN er at skabe et bredt anvendeligt gastronomisk ’forsamlingshus’, som både kan bruges til en kop kaffe og kage eller en hyggelig middag, og som samtidig kan fungere som drivkraft bag nye fællesskaber – for eksempel ved afholdelse af langbordsmiddage, madforedrag og gastronomiske aftener med smagsindtryk fra andre madkulturer, fortæller Merete Holst, CEO i LOCA Gruppen:

”Vi har i et stykke tid set os om efter en restaurant, hvor vi i endnu højere grad kan udleve vores ambitioner om at bruge gastronomien til at skabe større diversitet og inklusion. Med GAARDEN kan vi nå ud til mange med vores tanker og visioner for, hvor godt bæredygtig gastronomi kan smage, og ikke mindst hvor meget fællesskab, der kan opdyrkes omkring det gode måltid. GAARDEN skal være et sted, som husets brugere føler ejerskab over.”

Prismæssigt tilgængelig gastronomi med globale indspark – til særlig åbningspris
GAARDENs gastronomiske linje bliver levendegjort af Thomas Parry, som er LOCA Gruppens gastronomiske udvikler. I 2018 vandt han TV2’s ’Sukkertoppen’, og derudover har den prisvindende dessertkok ansættelser på bl.a The Fat Duck og andre af verdens absolutte toprestauranter med i bagagen. På GAARDEN bliver udtrykket dog mere jordnært, lover han.

”GAARDEN kommer til at stå for mad, som er let at afkode, og som samtidig er prismæssigt tilgængelig for de fleste. Vi kommer til at skabe stor velsmag af sæsonens råvarer, men lige så vigtigt er det, at maden på GAARDEN rummer den samme diversitet som husets brugere. Vi er lige så glade for tyrkisk falafel med tahin og mynte, som vi er for dansk kylling med kartofler og mormordressing eller for en klassisk fransk ’Gateau Marcel’,” siger Thomas Parry.

Fra den 22. og to uger frem vil GAARDENs gæster kunne afprøve GAARDENs ’Social Dining’-menu med 8 serveringer til særprisen 295,- (normalt 395,-). GAARDEN vil være åben tirsdag til lørdag til aften, men allerede fra kl. 12 åbner restauranten for servering af delikate snacks, god kaffe, skønne kager og andre søde sager.

Et inkluderende hus  
LOCA Gruppens overordnede målsætning er at skabe restauranter og koncepter, hvor store oplevelser på tallerkenen går hånd i hånd med en bæredygtig tilgang – ikke bare til råvarer, men også til de ansatte. Social bæredygtighed, inklusion og ordnede forhold har i årevis været en mangelvare i restaurationsbranchen, og det forsøger LOCA Gruppen at gøre op med.

De målsætninger passer som hånd i handske til Hvidovre Kommunes visioner for Kulturhus Risbjerggaard, som netop skal være et inkluderende hus med oplevelser og plads til alle, siger Anders Wolf Andresen, borgmester i Hvidovre Kommune.

”Det er en superspændende forpagter, vi har fået til restaurant GAARDEN. Det er lykkedes at finde nogle erfarne folk, der har bæredygtighed i fokus, og som tror på, at mad og samvær kan skabe livsglæde og styrke sammenholdet. Deres vision om at være stedet, hvor lokale fællesskaber kan skabes og plejes, taler derfor lige ind i den ambition, vi har for Kulturhus Risbjerggaard som hele Hvidovres samlingspunkt. Så det er det perfekte match.”

Se mere her: restaurantgaarden.dk
Adresse: Hvidovrevej 243, 2650 Hvidovre