Ugens Københavnersnude er sanger, Henriette Tybjerg, som har kunstnernavnet VIVA VIVA. Hun er vært på den feministiske videnspodcast ”Arven efter Eva” og har arbejdet som kommunikationsrådgiver i det offentlige og på reklamebureauer de sidste 10 år. Derudover er hun mor til to børn under 7 år, i start trediverne og øver sig hele tiden i at prioritere sin tid og skære de ting fra, der mere nærer egoet end sjælen. Mød hendes København her.
LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
VIVA VIVA (VV): Jeg forbereder lige nu musikvideooptagelser til mit julenummer ”Tømmermænd til jul” og klipper et afsnit af min podcast, der handler om hekse. Jeg kan afsløre, at når man lader de historiske kilder og datidens kunst tale for sig selv, og ikke skåner eksempelvis vores statsreligion, så er det en noget anden historie, end den de fleste af os fik fortalt i folkeskolen. Det er grimt, det er pissespændende og desværre slet ikke så lang tid siden, som vi ville ønske os.
LoveCopenhagen: Hvor bor du?
VIVA VIVA (VV): Jeg er for en stund rykket et par kilometer udenfor bymidten og bor i strandområdet i Ishøj, mens jeg har små børn, men min daglige gang har jeg stadig på Nørrebro, hvor mit arbejde ligger.
LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
VV: Kastellet er helt klart en af mine favoritter, men hvis det skal være mere city-gazing, så er gåturen ad Rahbeks Allé ned igennem bydelen bag det gamle Carlsberg virkelig hyggelig. Ind lidt efter toppen af Valbybakke og så bare ned, ned, ned mod Vesterbro. Blandt andet kommer man forbi det lille museum, Bakkehuset, der gemmer sig blandt de smukke gamle huse. Jeg kan godt lide at gå alene der med min kaffe og bare kigge på de gamle majestætiske byhuse og suge den nostalgiske stemning til mig, det føles som en tidslomme, man har for sig selv.
LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
VV: Lige nu sker det oftest på min vej mellem Nørrebro Station og mit arbejde, hvor jeg ofte svinger indenom La Miette, en lækker lille jazzy kaffe café i skyggen af stationen med hjemmebag og dejlig stemning. Det er damen bag stedet, der selv serverer. Kaffen er italiensk, indretningen er fransk, og bagværket er færøsk. Så det er min to-go pick-me up morgenkaffe, når jeg har brug for et lille treat på en regnfuld dag.
LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
VV: Pastabaren Masseria på Flæsketorvet i Kødbyen! Wauw. Jeg har næsten lige opdaget den, og jeg kommer til at besøge den mange gange i fremtiden. Mørkt træ, slow music, højt til loftet, skønt personale og virkelig vidunderlig mad. Det er kvalitet fremfor kvantitet, og alligevel er retterne perfekt store selv til en pasta-ELSKER som mig. Det er folkene bag Brace, der har åbnet den her nye lidt mere uhøjtidelige lillesøster til deres grønne michelin-stjerne restaurant i i Teglgårdstræde, og den er virkelig et besøg værd.
LoveCopenhagen: Hvor fester du?
VV: Jeg er virkelig en cocktail-dame, så på steder som Lidkoeb eller Curfew stikker det lidt af for mig, haha. Ellers Dandys i Dronningens Tværgade, hvor man også kan danse lidt, det elsker jeg virkelig også. Alternativt holder jeg meget af gåturen ned af Ravnsborggade lige efter Dronning Louises bro. Den del af gaden summer altid af gode early night vibes, og man kan se stederne lidt an udefra, mens musikken og de glade stemmer strømmer ud til én, inden man beslutter, hvilken af de hyggelige barer, man vil starte aftenen på.
LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
VV: Den her sommer har jeg tilbragt meget tid ude på Refshaleøen, hvor min producer har studiet. Vi har blandt andet produceret min seneste single ”Du sagde, jeg sagde” og der havde jeg ofte brug for lige at trække mig, lade øjnene vandre og blive inspireret til mine tekster. At gå en tur i naturen derude er virkelig effektivt til det – dét, og så måske også lige at slå vejen forbi HART bageriet derude for en kaffe og dyr, men fabelagtig, kage til blodsukkeret, det kan varmt anbefales.
LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
VV: Et sted, jeg altid vender tilbage til, er The Union Kitchen bag ved Nyhavn. Desværre har mange andre også opdaget det sted med årene, så det er snart for crowdet og lydt derinde til min smag. Men jeg ELSKER deres eggs benedict og deres falafel salad, hvor man lige kan tilføje noget stegt halloumi. Føj, det er godt. Så jeg bliver ved med at komme tilbage.
LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
VV: Vesterbro. Ja, det er måske en gammel traver, men den første date med min nuværende kæreste startede som en formiddagskaffe på Vesterbro Torv, forsatte med en frokost på Istedgade, dernæst en kaffe to-go op og ned af gaderne og aftensmad i Kødbyen. Der var Vesterbro helt klart en perfekt ramme omkring ny-forelskelse.
LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
VV: For tiden er nogle af de bedste minder at vinter-havnebade om morgenen i en af de københavnske havnebade en tidlig lørdag morgen og derefter vandre sig varm hen til en brunch med god kaffe. Yes, I have become one of those crazy vinterbadere.
LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
VV: At støtte kulturlivet og tage sig tid til at gå ud og se nogle af de mange koncerter eller teaterforestillinger og kombinere det med pre-dinner eller after-hour-drinks et sted, når byen summer af liv i sommerhalvåret, det synes jeg ikke kan slåes af nogen andre storbyer i verden. Faktisk.
LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
VV: Flere bi- og insektvenlige blomsterbede. Det ser jeg forstadskommuner være VILDT gode til at indføre i alle deres vejrabatter. Der synes jeg faktisk, at København er ret meget bagefter. Der skal lige strammes op på biodiversitets-fronten!
LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
VV: Lige nu er det min egen seneste udgivelse ”Du sagde, jeg sagde”, der er en empowering break-up sang, foregår på Vesterbro og er en perfekt sang at tage i ørerne, når du skal gå lidt mere confident og højt med hovedet på vej i byen.
Tusind tak, VIVA VIVA, fordi du ville dele dit København med os!
Følg hende her på Instagram
Lyt til hendes podcast, Arven efter Eva podcasten her.
Lyt til musikken her.
Følg hende på YouTube her.