Amerika på Nørrebro Teater

1
539
I fredags var der premiere på det nye stykke på Nørrebro Teater, Amerika – en kafkask komedie om at være fremmed i et nyt land. Stykket, der er iscenesat af Nikolaj Cederholm, er baseret på Franz Kafkas absurde og tankevækkende roman af samme navn.

Af Nathalie Lind Meinhardt og Louise Taarnhøj

Det er altid med spænding, at vi sætter os i sæderne til en premiere på Nørrebro Teater. Mest fordi vi oftest ikke bliver skuffet, men også fordi, vi altid overraskes. Det gjorde vi også denne aften.

Franz Kafkas første roman, Amerika, er blevet iscenesat af instruktør Nikolaj Cederholm, der tilmed kan holde et imponerende 40 års jubilæum med dette stykke. En højaktuel og grotesk komedie om længslen efter at skabe sig et nyt liv i et fremmed land. Stykket tager udgangspunkt den unge europæer Karl Rossmann, som skal begynde et nyt liv i Amerika: Mulighedernes land, hvor alle drømme kan blive til virkelighed. Men Amerika byder ham langt fra velkommen med åbne arme. I stedet møder Karl en verden befolket af mærkværdige, uberegnelige skabninger og en skæbne, der med hvirvelvindens forvirrende kraft udsætter ham for den ene bizarre hændelse efter den anden.

I hovedrollen som Karl Rossmann ses Nicolai Jørgensen, og ham sidder vi stadig er klapper af her en uge efter premieren. Sikke et talent! Jeg er fuldstændig benovet over hans præstation; den kejtede Karl bliver en selv-tvivlende, ængstelig og meget godhjertet antihelt, som man ikke kan lade være at holde af og med. Når han står overfor Molly Egelind, der spiller Klara – en ung, farligt flirtende kvinde, der ihærdigt prøver at forføre Karl – slår det gnister, for Molly Egelind spiller så smukt, vanvittigt og morsomt, at hele salen glemmer tid og sted.

Scenografien er simpel og roterende – måske lige som Karls sind og tankegang. Der leges elegant med vægge, døre og vinduer, som man som tilskuer kigger nysgerrigt med. Det er en både underholdende og smuk måde at lave teater på.

Blandt de medvirkende er også Rikke Bilde, Martin Greis-Rosenthal, Kristian Holm Joensen, Trine Pallesen, Rasmus Hammerich, Torben Zeller, Patrick A. Hansen og Thomas Hamilton, og det er et enormt veludført stykke, hvor hver person har flere roller, som de spiller til UG.

Det er dybt imponerende, for der er faktisk omkring 80 karakterer i historien om Kafka’s Amerika, og her på Nørrebro Teater kaster de 10 skuespiller sig ind i denne historie med liv og sjæl, hvor de med lethed og elegance får fortalt historien ved hjælp af næsten ingenting.

Historien om Karl der kommer til Amerika, og alt hvad han udsættes for i dette fremmede land er fuld af udfordringer, hvor han det ene tidspunkt er ved at klatre op af samfundsstigen, og det næste tidspunkt befinder han sig på bunden. Det er en tragisk fortælling, og Nikolaj Cederholm er gået til opgaven ofte med humoren i fokus, hvilket gør hele historien tragikomisk og ganske underholdende.

Vi er dybt imponerede over alle facetter af denne forestilling, og den får vores varmeste anbefalinger. Bestil din billet til forestillingen her.

God weekend.
/Nathalie og Louise

1 COMMENT

Comments are closed.