“Det er først EFTER, jeg har været til koncert med ham, at jeg er blevet RIGTIG vild med ham,” sagde min gode ven Lasse til mig, dagen inden Christian Hjelms turneafslutning på Jazzhouse den 4. april. Jeg kan godt lide Christian Hjelms musik – men blev jeg RIGTIG vild med ham efter koncerten?
Først og fremmest: Hvor er Jazzhouse dog blevet flot! Ja, jeg er så gammel, at jeg i nullerne ganske ofte frekventerede disse lokaler, på udkig efter fadøl, dansegulv og lækre mænd. Det var altid en fest med lidt for mange mennesker, men lokalerne manglede lidt kærlighed – indretningen mindede mig om det lokale ‘diskotek’ i Hørsholm, som ingen gad at besøge, fordi det mindede om – et diskotek i provinsen. Eller et gammelt tørloft. Men Jazzhouse – wow, det er jo blevet til et rigtigt spillested! Hvornår er det sket?
Denne lørdag bliver jeg mødt af en god ven bag baren, Mads, som smilende hælder op af de våde varer inden aftenens stjerne går på scenen. Påsken har gjort mig ualmindeligt venligt indstillet overfor alkohol, så jeg smiler stort tilbage og går nedenunder, først til garderoben, og dernæst mod scenen, fyldt med forventning. Jeg har nemlig aldrig oplevet Christian Hjelm live før. Jeg har hørt masser af hans musik, særligt efter han gik solo, og jeg må sige, at jeg allerede er på Christians hold, inden han går i gang. Han skal gøre meget for at få en afvisning herfra. Anmelder-wise. Bevares.
Familien er samlet
Jeremy Sparrow opvarmer publikum med sin fængende indierock, og publikum lader til at være veloplagte til et festligt afdansningsbal for Hjelm og bands turné. Publikum, som i øvrigt indeholder en del flere børn, end man plejer at se til denne slags koncerter, men mon ikke det er familie? De små ligner i hvert fald nogen, der kæmper lidt for at holde gejsten oppe, her lidt over kl. 22.
Men så sker der noget, Christian trasker ind på scenen, siger hej og smiler. Meget afslappet, og det passer perfekt til stemningen. Han lægger ud med ‘Som aldrig før’, med et yderst veloplagt band, der udsendesmæssigt stikker i alle retninger, som min søster bemærker. Men sådan er det at være musiker i dag – du gider bare ikke at ligne ham, der står ved siden af.
Redningensmanden, Bo
Christian fortæller en lille historie om dengang, han svømmede ud over første revle, længere ud end han måtte, hvilket naturligvis resulterede i, at han var tæt på at drukne. Heldigvis kom en nær ven af familien, Bo, til undsætning, hvilket vi, ligesom Christian, er meget glade for i dag. ‘Revlerne’ er det næste nummer, og da det er slut, løber en mand op til scenen og giver Christian hånden. “Det var Bo – manden, der reddede mit liv,” siger Christian overrasket. Vi klapper af Bo!
Et nummer, som gik rent ind hos mig, var ‘Tiden’. Selvom jeg normalt går meget op i sangtekster, har jeg ikke nærlyttet til Christians – men det vil jeg nu. Til gengæld kan jeg alle ordene til nummeret, Alibi, som var det første, der gav mig lyst til at lytte mere til Christians musik, dengang det udkom. Alibi er lyden af 80’erne – det 80’erne, som jeg hørte komme ud gennem væggen mellem mit og min søsters værelse, da vi boede hjemme i Bygvænget i Kokkedal. Ren nostalgi, og også grunden til, at hun er min date i aften – hun sætter nærmest endnu mere pris på den lyd, der kommer fra scenen, end jeg gør.
Køn, men spøjs
Christian Hjelm og hans band er underholdende at se på, for de går ind i musikken med alt, hvad den kan trække. Som når guitaristen spiller så hurtigt, at man ikke kan se hans hånd – eller trommeslageren, der tæsker løs på trommerne, så han til sidst hopper op og kaster stikkerne fra sig, mens han hiver efter vejret. Eller Christian, der ser en anelse spøjs ud, når han glemmer alt omkring sig og giver sig hen til musikken. Køn, men spøjs. Og når han siger, at vi skal synge med, så meget at ens engagement og entusiasme vil virke forbavsende på sidemanden, så gør vi det. Som aldrig før. Synger vi med.
Lyst til mere
Koncerten er ved at være slut efter et par ekstranumre, og jeg er egentlig godt tilfreds. Jeg manglede måske bare et eller andet ekstra. Der er dog intet at sætte en finger på, ingen slinger i valsen – og det bedste ved koncerten var helt klart Christians og bandets nærvær på scenen. Min søster er, igen, endnu mere begejstret, end jeg er. Begge plader må erhverves og lyttes til i bilen hele vejen hjem til Virum efter koncerten. Jeg har også pladerne i ørerne, dog på Spotify, da turen går hjem til mit feriehjem på Christianshavn. For er der én ting, de fleste af os i publikum, kan være enige om, så er det, at man kun får lyst til mere efter en koncert med Christian Hjelm. Og det siger trods alt ikke så lidt.
/Louise
LoveCopenhagen var inviteret til koncerten af Bobkat Agency.