Guide til Copenhagen Pride Week 2018

1
365
Så er regnbueflagene endnu engang kommet op på københavnske bygninger, facader og tage i anledning af Copenhagen Pride Week, der fra den 14.-18. august fylder byen med LGBTQ-fest for alle. Programmet er i år større end nogensinde med debatter, events, gratis koncerter og fester, der alle hylder mangfoldighed og kærlighed – her er din guide til Copenhagen Pride Week 2018.

 

TIRSDAG
Under hele Copenhagen Pride Week bliver Rådhuspladsen omdannet til Pride Square, hvor du udover diverse koncerter, debatter og arrangementer også kan finde mad og barer, der kan holde festen kørende hele dagen og aftenen. Der foregår i det hele taget utrolig mange ting på netop Pride Square, så sørg for at tjekke hele programmet ud, så du ikke misser noget. Start tirsdag med at tjekke debatteltet ud, da deres program for hele ugen er enormt interessant. Her kan du bl.a. overvære debatten ”Har vi swipet intimiteten til døde” kl. 17., om hvordan datingapps som Tinder, Grindr osv. har påvirket vores forhold til sex, dating og intimitet. Efter debatten kan du kl. 19.30 være med til en workshop om netop intimitet og nærvær hos Aids-Fondet, der i løbet af ugen desuden har workshops med fokus på bl.a. analsex, bondage og festish.

Kl. 18.15 er der officiel åbningstale på Pride Square, som bliver holdt af Copenhagen Prides formand, Lars Henriksen – som i øvrigt tidligere i år var LoveCopenhagens Københavnersnude. Efter åbningstalen starter det store åbningsshow og fylder scenen med swing, jazz og disco fra bl.a. Big Dipper Big Band og Silas Holst & The Flamingo Orchestra.


Fotocredit: Copenhagen Pride 2018 

ONSDAG
Hvis du alligevel regner med at deltage i en del af arrangementerne under Copenhagen Pride Week så husk at købe et støttearmbånd, som støtter Copenhagen Pride og deres arbejde med menneskerettigheder og ligestilling for LGBTQ-personer. Ja, køb støttearmbåndet uanset hvad, og støt op om den gode sag! Udover at støtte en virkelig god sag, så får du også med støttearmbåndet fordelagtige priser i baren på Pride Square og i udvalgte butikker. Armbåndet koster 50 kr. og kan købes hos bl.a. 7-Elevens butikker, Starbucks, Joe & Juice og i barerne på Pride Square.

Det er så skønt at se alle regnbueflagene sprede sig rundt omkring i byen i Copenhagen Pride Week. Hvad der før var en lidt skjult begivenhed, som man stort set kun lagde mærke til under Pride Parade, er det heldigvis blevet mere og mere udbredt at vise sin støtte, og der findes stort set ikke den virksomhed, facade osv., der ikke bliver udsmykket med et stort og ofte ret kreativt bud på et regnbueflag. Sidste år opdagede jeg, at Bodenhoff Bageriet på Enghavevej i anledning af Copenhagen Pride Week, solgte en Pride Rolade. Jeg nåede desværre ikke at købe den, men i år skal jeg altså prøve den farvestrålende roulade med hindbærfyld.

Når rouladen skal danses af onsdag, er det igen tilbage til Pride Square, hvor scenen fra kl. 19-23 bliver indtaget af Hamburg Pride, som er klar med et stort show med live-optræden, DJ’s og masser af glitter.


Fotocredit: Bodenhoffs Bageri 

TORSDAG
Hvis du også har lidt svært ved at forstå hvad Pride efterhånden står for, så kan du få et lille brush-up i debatteltet på Pride Square kl. 16.45, hvor du bl.a. kan høre mere om køn og normer, seksualitet og seksuel orientering – og hvad forkortelsen LGBTQIA dækker over.   

Torsdag er der lagt op til den helt store dansefest, med et væld af gratis koncerter på den store scene på Pride Square. Årets hovednavn er inden ringere end Anne Linnet, og inden hun med sit band indtager scenen kl. 21 – kan du også se Sigmund (fra X-Factor), Feel Freeze, Theo X, Jeanett Albeck, Ramona Macho & Rosa Lux.


Fotocredit: cAnal Tours

FREDAG
Et af de helt store højdepunkter ved Copenhagen Pride Week er, at glade par kan blive viet – og i år foregår de smukke vielser ved Batteri Sixtus eller Peder Skram på Nyholm med udsigt til Københavns havn. Danmark var jo det første land i verden til at tillade registreret partnerskab mellem to personer af samme køn tilbage i 1989, og i 2012 blev vielse mellem homoseksuelle også tilladt. Sidste år kunne forelskede par under Copenhagen Pride Week blive viet af Rufus Gifford, Leonora Chritina Skov og Hans Pilgaard. I år er det den iranskfødte satiriker, rapper og skuespillerinde Ellie Jokar, Copenhagen Prides formand Lars Henriksen, Bent Fabricius-Bjerre og kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld, der står klar til at holde vielsestalerne på Nyholm fredag fra kl. 12-18.

Igen i år kan du tage på havnerundfart med cAnal Tours (ja stavemåden er helt bevidst), hvor guider/drags står klar til at give en underholdende oplevelse som kickstart af Pride-festerne. cAnal Tours fejrer i år 5 års jubilæum og pga. den store popularitet, er der endnu flere afgange i år – fredag kl. 16.30, 18 og 19.15. Billetterne koster 100 kr., men de ryger hurtigt, så skynd dig at booke, hvis du vil sikre dig en plads på turen.

Fredag aften er der Drag Night på scenen på Pride Square. Aftenen er dedikeret til Madonna, og derfor vil en hel hær af drag queens fremføre deres bedste Madonna-acts i hele 4 timer fra kl. 19.45 til 23.45. Det kan næste ikke blive andet end en kæmpe fest, når drag queens som Megan Moore, Tinus, Harley Queen, We Do Madonna, Roxy Thyrune, Miss Bonnie Honey og Betty Bitschlap indtager scenen ledsaget af Madonnas største hits.


Fotocredit: Copenhagen Pride 2018 

LØRDAG
Lørdag kulminerer Copenhagen Pride Week med den fantastisk festlige parade, som omdanner Københavns gader til et farvestrålende festfyrværkeri af glade mennesker. Som altid starter paraden ved Frederiksberg Rådhus kl. 13, og fortsætter langs Allégade, Frederiksberg Allé, Vesterbrogade, Hammerichsgade, Jarmers Plads, og Vester Voldgade, inden den ender på Rådhuspladsen aka Pride Square. Her står Abdel Aziz Mahmoud klar som årets vært ved det store Pride Show 2018 – der udover taler, koncerter, drag shows og fest også byder på prisuddelingen Årets Laks kl. 15. Festen fortsætter hele aftenen, og traditionen tro er der også gadefest i Studiestræde, som i dagens anledning bliver afspærret, så du frit kan danse rundt blandt glimmer og konfetti. Den officielle Pride Party bliver holdt i Pumpehuset, hvor de to DJ’s Cihan Akar og Mark Hartmann fyrer op under den helt store kærlighedsfest i alle regnbuens farver.


Fotocredit: Copenhagen Pride 2018 

 

Rigtig god fornøjelse! ♥

/Louise Bro

 

1 COMMENT

Comments are closed.