Blogs

Jeppe Nissen | Københavnersnuden #285

Jeppe Nissen | Københavnersnuden #285

by 21/06/2020

Ugens Københavnersnude er promoter ved Live Nation, og festivaldirektør for COPENHELL, Jeppe Nissen. Festivalen kunne sidste år fejre 10-års fødselsdag, men pga. corona må alle os COPENHELL fans desværre vente med at headbange indtil 2021, hvor festivalen vender stærkt tilbage. Som et lille plaster på såret, er vi derfor meget glade for, at manden bag COPENHELL her vil dele sit København med os.

 

LC: Hvad har du gang i for tiden?
Jeppe: Ja i stedet for at være på Refshaleøen i tordenvejr med 30.000+ glade metalfans, seje frivillige, topbands fra hele verden, samarbejdspartnere, ild og hele det stærke COPENHELL hold sidder jeg på et halvtomt kontor og risikominimerer, spritter hænder og aflyser alt muligt. Ikke helt det samme…

LC: Hvor bor du?
Jeppe: Jeg bor i Valby. Og Valby er fedt. Det er en blanding af en gammel bodega og noget lidt mere friskt, men generelt er der ro på og ikke så hektisk som f.eks. Vesterbro, hvor jeg arbejder. Så det kan noget at cykle hjem til Valby over bakken og sidde i haven efter at have været i den mere gang i den del af byen hele dagen. Valby er stadig lidt en landsby i storbyen.

LC: Hvor går du tur?
Jeppe: Synes det er lidt kedeligt at gå tur ­– men rundt i mit kvarter i Valby eller Søndermarken, hvis det er.

LC: Hvor drikker du kaffe?
Jeppe: Mest hjemme eller på kontoret. Rist på Værnedamsvej har nu en rigtig god cappuccino, jeg napper i ny og næ. Og så er der vist en kaffebar på Enghaveplads, der har en kaffemaskine, der hedder SLAYER. Den skal jeg nok prøve på et tidspunkt. Lyder stærk på alle måder.

LC: Hvor spiser du?
Jeppe: Min absolut favorit-restaurant de sidste par år er Jah Izakaya på Gasværksvej. Top stemning, søde mennesker og forrygende mad. Jeg er en sucker for fried chicken, og deres er mums og kombineret med deres Jah Beer i et iskold glas, så er lykken gjort. Resten på kortet er nu også virkeligt godt. Ellers er Kebabistan noget af det bedste, jeg ved. I tyrkisk brød med hvidløgsdressing naturligvis. Når jeg ikke har været der et stykke tid, kan jeg drømme om det. I det højere luftlag er Kiin Kiin på Nørrebro helt vild.

LC: Hvor fester du?
Jeppe: Fester og fester – jeg drikker mig nok bare mere fuld. WarPigs er for fedt, kanon øl og heavy på anlægget.

LC: Hvor inspireres du?
Jeppe: Jeg inspireres mest, når jeg kobler af, og det gør jeg f.eks. ved at fiske. Og tænk vi bor i en by, hvor man kan tage sin cykel til Kalvebod Brygge og fange en havørred eller 3! Det er da helt fantastisk. Ellers bruger jeg meget søerne omkring København. Sønder Sø, Sjælsø og Farum og fisker gedder. Det er i øvrigt en meget heavy fisk.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
Jeppe: Jeg har et specielt forhold til Pumpehuset. Mine første koncerter i KBH så jeg derinde – Danzig, Soundgarden, Helmet etc. Genialt! Og jeg skulle i øvrigt også have været militærnægter derinde, men måtte droppe det, da togene tilbage til Helsingør ikke gik så sent som vagterne sluttede. Og så arrangerede jeg min første udenlandske koncert i Pumpen med Saxon, og har siden da lavet utallige koncerter derinde. Og ikke mindst blev jeg gift i gårdhaven med et efterfølgende drøn af et kalas i salen. Så det gamle Pumpehus har spillet en central rolle i min københavnerhistorie.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Jeppe: I søndags var jeg på tur på Refshaleøen. Da COPENHELL startede i 2010 derude var det noget af en ødemark. Og pænt skummelt til tider… Men den udvikling der er sket i området, er sgu vild. Jeg syntes, der er så hyggeligt derude nu (og ikke kun når der er COPENHELL). Med god mad, gode steder og bare generel fed stemning. Og i godt vejr er det fænomenalt. Og når man ser, hvor fedt havnen og vandet er udnyttet der, så gør det endnu mere ondt at se, hvor ødelagt strækningen fra Fisketorvet til Langebro er.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
Jeppe: Uha, der er utroligt mange og af vidt forskellig karakter. De flestes har dog nok reference til sommeren. Vinteren i byer, selv København, er ikke specielt fede. Men utallige fantastiske koncerter, middage, tidlige morgener, en del minder med alkohol, 10 x COPENHELL´s eller Danmark, der spiller mod Brasilien i en baggård en sommeraften på Vesterbro. Bestemt mindeværdigt.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Jeppe: COPENHELL!

LC: Dit soundtrack til byen?
Jeppe: Jeg har virkeligt vendt og drejet denne her, men Langebro er utrolig svær at komme uden om! Det nummer indkapsler en stemning i byen, som jeg stadig syntes, er relevant.

 

Ellers fungerer det også perfekt at cykle gennem byen en sommeraften med Power Trip i ørene. Prøv det!

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Jeppe: København vokser jo voldsomt i disse år. Og ikke noget skidt i det, men lige nu er Refshaleøen, hvor COPENHELL holder til et af de eneste steder, man rigtigt kan drøne den af. COPENHELL er en af Danmarks allerstørste festivaler og i Champions League for metalfestivaler i Europa, samt vi har publikum fra hele verden. Og at der er plads til os midt i København er fuldstændigt unikt og fantastisk, og det håber jeg virkeligt meget, at der kan blive ved med at være plads til. Så et stor “fredet” område til kultur. Og så flere steder man kan få god fried chicken.

 

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Jeppe! Og tak for COPENHELL! Vi glæder os helt sindssygt meget til at fyre den af på Refshaleøen i 2021!

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.

Your data will be safe!Your e-mail address will not be published. Also other data will not be shared with third person.