Blogs

Jung | Københavnersnuden #273

Jung | Københavnersnuden #273

by 29/03/2020

Det danske band, Jung, udgav deres længe ventede debutalbum, Blitz, i fredags – og høstede særdeles flotte anmeldelser. Eletropop-trioen, der består af frontmand Jonas Jung, Michael Hovmand på keyboard og Sigurd Boesen på guitar, drager til efteråret på Danmarksturné, men inden da skal vi lære deres København et kende lige her.


LC: Hvad har I gang i for tiden?

JUNG: Vi er i den herlige situation, at vi satte vores debutalbum ‘Blitz’ på gaden i fredags. Så det nyder vi. På behørig afstand naturligvis.

LC: Hvor bor I?
JUNG: Vi er lidt spredt ud over byen. Sigurd bor på Indre Nørrebro, Michael på Reffen, Jonas i Valby, men vores øver ligger på Rantzausgade, som er den del af byen, vi er mest omkring.

LC: Hvor går I tur?
JUNG: Når vi skal have en pause eller strække benene, så tager vi en gåtur i og omkring Hans Tavsens Park. Måske en tur på Assistens Kirkegård, hvis vi virkelig er gå-sultne.

LC: Hvor drikker I kaffe?
JUNG: Vores dejlige venner på Tjili Pop har leveret morgen-, midt- og eftermiddagskaffen alle de dage, Jung har eksisteret. Brandvarm og røvbillig!

LC: Hvor spiser I?
JUNG: Til hverdag kan der nemt gå shawarma i den, og vores nabo i Rantzausgade på Steak House leverer et fornemt hjemmebagt pitabrød til 30 kroner. Skal det være lidt finere, går vi turen til Falafel Kælderen. Deres kyllingpita med hjemmelavet grønne-chili er i toppen af Københavns kebab-game.

JUNG FOTO: PETRA KLEIS

Foto: Petra Kleis

LC: Hvor fester I?
JUNG: Vi holder os mest til værtshuse. Klovnens Bodega er hyggelig til en fyraftensøl, men vores mest legendariske band-branderter er ofte startet på Eiffelbar på Christianshavn.

LC: Hvor inspireres I?
JUNG: Vores held er, at vi er et band, og når dagene starter, er der altid en, der har set, hørt eller læst noget, som også vil interessere de andre. Så inspirationen kommer fra en bred kam, men rigtig tit hinanden.

LC: Hvad er jeres yndlingssted i København?
JUNG: Ude er godt, men hjemme er bedst, og sådan føles Nørrebro efterhånden for os alle tre. Der er ikke noget skønnere end at dase rundt omkring parkerne, Stefansgade og den røde plads, når solen er på.

LC: Hvor har I sidst følt jer forelsket i København?
JUNG: Vi producerede og indspillede meget af vores plade på Islands Brygge. Før vi nåede frem til pladeselskaberne, havde vores producer Ole Brodersen allerede tilkendegivet, at han gerne ville arbejde med os. Den dag, vi fik den besked, fik vi mange eftermiddagsøl på Artilleri Caféen, og der føltes København egentlig rigtig rar.

LC: Hvad er jeres bedste minde om København?
JUNG: Da vi havde skrevet under med vores pladeselskab, fulgte en god druktur. Michael var før midnat meget tæt på at bukke under, men rigelige mængder danskvand fik ham heldigvis på andre tanker. Han fik sin første tatovering senere den nat.

LC: Jeres anbefaling til den bedste oplevelse i København?
JUNG: En gåtur fra kvarteret omkring Bredgade, forbi Amalienborg, Skuespilhuset hele vejen forbi Christiania, til Operaen og så slutte på spidsen af Reffen, går man aldrig galt i byen med.

LC: Selvom København er fantastisk, har I nu mulighed for at tilføje den ene ting, som I synes, byen mangler – hvad er det?
JUNG: Vi savner et seriøst bud på traditionel barbecue. Den hylde er stadig helt åben, og vi håber, at nogle vil tage kampen op.

LC: Jeres soundtrack til byen?
JUNG: Det sværeste spørgsmål. Men en sen aften, hvor Jon Hopkins seneste album banker ud af høretelefonerne, kan noget. Det kan en tidlig morgen med The Nationals’ ‘Trouble Will Find Me’ satme også. Og ellers kører Tame Impalas seneste også rigtig fint på alle tider af dagen i øjeblikket.

Tak fordi I ville delle jeres København med os!

Følg Jung på facebook og Instagram.

GOD SØNDAG!

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.

Your data will be safe!Your e-mail address will not be published. Also other data will not be shared with third person.