Dette kan du gøre for at støtte kunsten

0
563
Mange kreative og kulturelle brancher er hårdt pressede i disse dage, herunder kunstverdenen. Vi kan ikke komme på museer, og vi kan ikke komme på gallerier. Hvad kan vi egentlig gøre for at holde hånden under kunsten og kunstnerne i disse dage? Vi har spurgt Magnus Kaslov, som er museumsinspektør og kurator hos Museum for Samtidskunst i Roskilde. Læs her, hvad han mener, at vi kan gøre for at give vores støtte.


Af Louise Taarnhøj

Jeg taler i telefon med Magnus fredag eftermiddag, hvor hele landet er ved at gå på weekend efter to ugers karantæne og hjemmearbejde. Så vidt vi ved lige nu, er vi halvvejs og kan se frem til to ekstra uger, før samfundet langsomt åbner op igen. Men vi kan ikke være sikre, og det sætter naturligt sit præg på alle, også kunstbranchen.

“Det virker som om, mange dele af kunstverdenen er helt lamslået – og slået tilbage. Vi har sindssygt travlt med at prøve at redde nogle kommende udstillinger, kigge på forsikringer og kontrakter, og se, hvad vi kan gøre for at få kunsten ud til folket alligevel, trods sitationen vi står i,” fortæller Magnus.

Magnus Kaslov
Magnus Kaslov

Også han arbejder hjemme og må samtidig med arbejdet agere hjemmeunderviser og far, selvom arbejdet i den grad kalder. For selvom der ikke er nogen åbner museer at se til, knokles der stadig på at omstille sig tiden, og hvad der skal ske, når det hele er overstået.

“Det er interessant, når der er sådan en stilstand af lamslåethed – ud af det skal der jo vokse noget frem. Og hvad det bliver, ved vi ikke endnu, men allerede nu kan vi se bud på, hvordan kunsten omstiller sig. Eksempelvis ser vi performance-aktiviteter, der rykker over på de sociale medier og bliver livetransmitteret.”

Køb kunst på Instagram

Derudover er der et kunstnerkollektiv på Tagensvej, Years, som bruger deres Instagramkanal til at genopfinde sig selv om Insta-galleri. Her kan man se en del kunstværker, der er til salg, og så fungerer profilen som en salgskanal. Du kan finde super fede værker helt ned til omkring 3.000 kr.,” fortæller Magnus.

At købe kunst er måske ikke lige det, man tænker allermest på i disse usikre tider, hvor hver tredje dansker er bekymret for deres økonomi. Men det er ikke desto mindre en af de bedste måder at støtte kunsten på.

“Det er en reel god måde at støtte kunstnere på – ved at købe deres kunst. Måske er det endnu nemmere nu at få taget sig sammen til at skrive til kunstnerne – hør dem, om de har nogle værker, der er billigere. Det er meget muligt, at man kan købe et fedt værk til at hænge op på væggen, som ikke behøver at koste en million, også fra etablerede kunstnere. Man kan på den måde også se det som en investering, hvor så samtidig støtter kunstneren.”

Podcast for Samtidskunst

For et par år siden startede Magnus en podcast-kanal, Podcast for Samtidskunst, hvor Magnus taler med forskellige kunstnere om deres værker. Senest har han lanceret et lydkunstværk, Isolationskunst, på tre dele, som svarer på situationen lige nu. I lyset af corona-pandemien inviterede han tre kunstnere fra forskellige steder i verden til at skabe nye kunstværker i lyd, der adresserer situationen, hvor virussen spreder sig rundt om kloden og isolerer folk i deres hjem. De tre kunstværker ligger tilgængeligt og kan gratis lyttes til.

“Det er en ny måde at fungere på som museum. En måde at gøre sig gældende på. Samtidskunst har jo den fordel, at den kan sige noget om den verden, vi lever i,” fortæller Magnus, som også påpeger, at rigtig mange museer har online udstillinger, som man kvit og frit kan besøg på deres respektive hjemmesider.

Og til sidst tilføjer han:
“Den er tid kan man måske også bruge til at starte en debat om, hvad kunst og kultur egentlig betyder for os i hverdagen? Og værdsætter og prissætter vi den rigtigt? Det er altid en interessant diskussion, som måske nu mere end nogensinde er aktuel.”

Disse museer kan du gå på opdagelse i online:

1. Louisiana

2. Statens Museum for Kunst

3. The British Museum

4. The Metropolitan Museum of Art

5. Vatikan museerne

6. NASA

7. Louvre

8. The National Museum of Modern and Contemporary Art, Sydkorea

9. Anne Franks hus, Amsterdam

10. London National Gallery

11. Guggenheim 

12. Rijksmuseum, Amsterdam

13. MASP – Museu de Arte de Sao Paulo Asis Chateuabriand

14. Van Gogh Museum, Amsterdam

15. Musée d’Orsay, Paris