Ny uge – ny musik: Peter Wangel

0
390

Fredag 13. november udgav den danske singer-songwriter Peter Wangel sit dansksprogede album Omfartsvej, som er produceret af Nikolaj Nørlund. Albummet handler om samfundets triste skæbner og et udfordrende familieliv, men også om dét at finde en ny musikalsk retning.

 

Med albummet Omfartsvej starter Peter Wangel et nyt kapitel i sit musikalske virke. Han har før komponeret og skrevet sine sange på engelsk, nu er de på dansk. Og så har han lagt sit elektroniske pop-projekt ‘Wangel’ helt og holdent på hylden til fordel for et nyt og mere autentisk, singersongwriter projekt.

Det er stort genreskift fra overjordisk melankolsk elektronisk popmusik til en rå og virkelighedsfuld lyd, der emmer af nærvær og stærke fortællinger. Sangene har han skrevet på guitar, og det er Nikolaj Nørlund, som har arrangeret, akkompagneret og produceret.

Omfartsvej

Peter Wangel er en historiefortæller. Hans karakteristisk dybe vokal indfanger lytteren og skærper teksternes betydning. Han blander den personlige beretning med alt fra social- til surrealisme, og så er han ikke bange for at kigge ind i det svære spørgsmål i livet.

Sangene er helt nye og kigger på livet med et både humoristisk, men også melankolsk blik. Et meget personligt rum for Peter Wangel, hvor det er muligt og nemmere at udtrykke den mere barske side af virkeligheden.

“Med Omfartsvej har jeg gået efter at finde en ærlig lyd. Både i tekst og musik. Sangene er ikke svøbt ind i et hav af synthesizere, effekter og rumklang, som tager det væk fra det, det handler om. De er formuleret og komponeret med en stor umiddelbarhed, som jeg håber, kan give, alle dem der lytter til det, en følelse af nærvær.”

Om Omfartsvej udtaler producer Nikolaj Nørlund:

“Det er efterhånden noget tid siden, Peter kom til mig og spurgte, om jeg ville hjælpe ham med det her album. Siden fulgte en række skrivesessions, indspilningssessions, træning og meget kaffe, hvor vi forsøgte at udvikle ideen om “Peter Wangel”. Jeg er virkelig stolt af det resultat, det hele endte med. Jeg synes, “Peter Wangel” er et virkelig godt bud på en moderne dansk artist med en skarp personlighed og lyd samt en samling sange, der kan mange forskellige ting. Jeg håber, at alle vil tage åbent i mod ham, for der er virkelig meget at hente på det her album.”

Info

Omfartsvej er indspillet og mixet analogt i Saunastudiet på Frederiksberg og i Nørlunds hjemmestudie. På bas spiller Jens Hein (The Ravonettes, The Sandmen, Carl Emil Petersen), på trommer Silas Tinglef (Kira Skov, The Asteroids Galaxy Tour), på rytmeguitar Peter Wangel, kor EvaLouise Rønnevig og på keyboard Nikolaj Nørlund. Strygere er indspillet af aarhusianske Who Killed Bambi. Omfartsvej udgives ved pladeselskabet Glorious Records både digitalt og på vinyl.

Den 19. og 20. november spiller Peter Wangel med fuldt band på Urban 13 i København. Koncerten den 20. november er udsolgt.

Følg Peter Wangel på Facebook her.

Og lyt til hans musik på Spotify her.