Ara Noir | Københavnersnuden #305

0
429
Den danske sangerinde Ara Noir udgav tidligere på måneden sin nye single og musikvideo, SLIK, der havde premiere i et udsolgt Empire Bio. Hun har tidligere været en del af DR’s KarriereKanonen, og lyden af hendes musik beskrives som ‘en svømmetur gennem candyfloss’. Hun går meget op i at arbejde med dygtige kvinder, der alle sammen er med til at skabe det univers, som Ara Noir er. Mød den cool sangerindes København lige her.

 

LC: Hvad har du gang i for tiden?
AN: Jeg har lige udgivet en ny single og en musikvideo. Et mega fedt projekt, som jeg er rigtig stolt af! Både single og video er produceret nærmest udelukkende af kvinder og det har været så fed en process og noget jeg gerne vil gøre igen!

LC: Hvor bor du?
AN: Jeg bor på dejlige Nørrebro – yndlingsområde i København.

LC: Hvor går du tur?
AN: Jeg går næsten altid tur gennem Kilen, Den røde plads og ned mod Assistensen – en skøn tur, især hvis man lige går igennem Jægersborggade.

LC: Hvor drikker du kaffe?
AN: På min yndlingscafe The Sixteen Twelve eller Coffee Collective. Emmery’s har også virkelig god kaffe (og kanelsnurre – mmm!)

LC: Hvor spiser du?
AN: Alt muligt! Senest har jeg haft den vildeste oplevelse på Keyser Social – det kan virkelig anbefales, især hvis man er til asiatisk fusionkøkken.

LC: Hvor fester du?
AN: Mest hjemme for tiden, desværre. Ellers synes jeg Vinoria Lilo i Pilestræde eller Søernes Ølbar er skønne steder!

LC: Hvor inspireres du?
AN: Jeg elsker alle steder i København tæt på vandet – både Langelinie, kanalerne og strandene. Jeg bor tæt på Svanemøllen strand, så der er jeg ofte. Der er noget helt særligt ved vand, som beroliger mig og får mine tanker til at flyve.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
AN: Uh, det er svært at vælge bare ét – men er vild med de grønne områder såsom Assistensen og Kastellet.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
AN: Det gør jeg faktisk næsten på ugentlig basis! Jeg synes, vores by er så skøn, og jeg synes virkelig, at det er vidunderligt at se, hvordan den har foldet sig ud, efter vi endelig fik Metro-byggepladserne væk.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
AN: Der er mange – især i sommer på Green Island of Copenhagen, hvor jeg er en del af det faste band, som spiller live hver søndag. Det var helt magisk i år, da vi for første gang fik lov at spille igen efter karantænen.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
AN: Gå rundt! Byen er lille og kompakt, og der er så meget at se og opleve. Jeg ved godt, det er lidt old school, men jeg synes virkelig, at Kanalbådene er skønne – man får lidt at vide om byen, og man får lov at være på vandet.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
AN: Flere morgenmadscafeer – der er alt for fyldt alle steder efter, at folk fandt ud af, hvor nice det er at gå ud at spise morgenmad og brunch.

LC: Dit soundtrack til byen?
AN: Meget blandet – – for tiden hører jeg meget Kiana Ledés seneste album – det er urban, blødt og cool… Lidt ligesom København!

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Ara Noir.

Hvis du vil lytte og se mere til Ara Noir, så kan du findes hende her: 

Youtube

Spotify

Facebook

Instagram