Restaurant Ofelia forlænger populær corona-sikker drivhusrestaurant

0
364
Meyers
For 1,5 måned siden landede ’Glashusene’ i København som en markant corona-kommentar inspireret af et lignende projekt i Amsterdam. Succesen har været markant, og derfor forlænger Meyers nu drivhusene i samarbejde med Fiskerikajen. ’Skaldyrskajen’ har premiere 23. juli.

 

Pressemeddelelse

Stor interesse for nye måder at spise på:

Siden slutningen af maj har man som restaurantgæst i København kunnet booke en madoplevelse i særligt indrettede mini-drivhuse på kanten af havneløbet ved Det Kongelige teaters Skuespilhus, samt ved Meyers Deli på Frederiksberg.

Inspireret af projektet Sérres Separées hos kulturcentret Mediamatic i Amsterdam, skabte også den danske pendant hurtigt overskrifter i mange af landets medier.

”Vi har været meget overvældede over den store interesse for at spise i Glashusene,” fortæller forretningschef for Meyers Venues, Marie Egede, og uddyber:

”Vi fornemmer ikke, at gæsterne har valgt os grundet en nervøsitet over smittefare i forbindelse med Corona, men nærmere grundet en enorm appetit på måltidsoplevelser og minder fra den særlige tid, vi alle lever i, samt en nysgerrighed omkring, hvordan pandemien sætter sit aftryk på samfundet – også i måderne vi nu kan spise sammen på hver for sig.”


Fra Fasangården til Skaldyrskajen:

Ved Skuespilhuset har de otte drivhuse siden maj dannet rammen om en pop-up-menu signeret af den kommende køkkenchef fra Fasangården i Frederiksberg Have, Anika Madsen. Nu er tiden kommet til, at hun skal sætte blus under åbningen af netop det nye Meyers-spisested i nabokommunen, og dermed har man været på udkig efter et nyt koncept til Glashusene.

Resultatet er ”Skaldyrskajen” – et samarbejde mellem grossisterne fra Fiskerikajen og Restaurant Ofelia i Skuespilhuset.

Fra den 23. juli til den 29. august fyldes de otte drivhuse således med bugnende fade af østers, jomfruhummer, taskekrabbeklør, flodkrebs og pil-selv rejer. Derudover byder konceptet også på en drop-in-østersbar på molen på åbnings- og lukkedagen komplet med bobler og Bloody Marys.

”Hos Fiskerikajen har vi med nysgerrighed fulgt med i projektet omkring drivhusrestauranterne, og bed også mærke i anmeldernes opfordring til, at man da burde kunne spise pivfrisk sea food ved kajkanten,” siger partner og medgrundlægger af Fiskerikajen, Jesper Redecker Hansen, og slutter:

“Det er denne åbenlyse, men alligevel uimodståelige kombination, vi nu i fællesskab får mulighed for at udforske sommeren over med Skaldyrskajen.”
Fakta: 

  • Glashusene ved Restaurant Ofelia i Skuespilhuset og Meyers Deli på Frederiksberg er skabt af Meyers med støtte fra Juliana Drivhuse.
  • Skaldyrskajen er et samarbejde mellem Fiskerikajen og Restaurant Ofelia.
  • Skaldyrskajen popper op ved Restaurant Ofelia i Skuespilhuset fra den 23. juli til den 29. august.
  • Foruden servering af store skaldyrsfade i de otte drivehuse ved kajkanten i hele perioden, arrangeres også pop-up-østersbar på molen på to udvalgte datoer: Den 23. juli og 29. august.
  • Glashusene skal reserveres på forhånd, mens man blot kan dukke op i østersbaren.
  • Der kan sidde op til fire personer i drivhusene. Prisen for skaldyrsfadet er 425 kr. pr. person.
  • Der er åbnet for bookinger kl. 14:30, 17:30 og 20:00 via www.meyers.dk/ofelia