Blogs

ROSKILDE FESTIVAL: BILLEDREPORTAGE

ROSKILDE FESTIVAL: BILLEDREPORTAGE

by 04/07/2016

Selvom festivalen er slut, kan vi godt dvæle ved den lidt endnu. Som altid hænger ugen efter Roskilde Festival sammen med træthed og nostalgi og et stort ønske om at komme tilbage. Jeg vil gerne være den, der tager dig tilbage. I hvert fald til min festival – for der sker så meget i løbet af den uge, at alle 130.000 gæster har haft hver deres unikke oplevelse. Det her er min.

TIRSDAG

Jeg skrev allerede i går om de første dage, hvor jeg faktisk brugte det meste af min tid på at arbejde og tog derefter en afslappet aften, hvor de ting, der skete inden festivalen, kunne få lov til at forplante sig. Tirsdagen stod i Snowdens tegn og bød også på en koncert med Saveus, som jeg gik glip af på Spot Festival, og som alle andre flippede ud over. Nu har jeg også set dem, og de klarede den fint, selvom lyden var underlig lav: vi kunne stå forholdsvist tæt på og stadig tale sammen?!?

Saveus

Saveus

ONSDAG

Jeg gik glip af så mange ting onsdag, fordi jeg valgte at prioritere en artikel og så bare gå rundt og opleve festivalstemningen. Det er vigtigt at gøre, når nu Roskilde Festival byder på så speciel en atmosfære, og jeg føler mig altid hjemme blandt folk, der nyder musik og fællesskab.

Vi nåede dog at se nogle forskellige ret gode koncerter: The Orchestra of Syrian Musicians + Damon Albarn + Guests åbende Orange Scene og spillede en (lidt for lang) anderledes rolig åbningskoncert end, hvad vi er vant til.

Amerikanske Mr. Wonderful, Action Bronson, var vi et kort smut forbi, og det lod til, at manden havde gang i en stor fest – vi kunne desværre bare ikke være med til den, der var simpelthen ikke plads.

I don’t give a fuck

Herefter ét af mine festivalhøjdepunkt, Vince Staples. Den amerikanske rapper sendte rå rytmer og tung bas ud over scenekanten, og vi blev enige om, at publikum beviste, hvad vi alle sammen havde tænkt: hiphopfans er de nye rebeller, for hvem verden er et sort sted, der kalder på en revolution – man kan se det på dem og deres Idontgiveafuck-attitude og -tøjstil!
Jeg har allerede lyttet til Vince Staples seneste plade et par gange, siden jeg vente tilbage til civilisationen, og det holder.

Red Hot Chili Peppers skulle jeg oprindeligt have hørt i 1996, men min veninde dejsede om af druk lige inden, og derfor sad jeg i et samarittertelt og holdt hendes hånd i stedet. Nu fik jeg muligheden igen, og selvom anmelderne høvlede koncerten ned (igen), synes jeg, de gjorde det fint. Der var ikke meget direkte kontakt med publikum, men de virkede da lidt som om, de gerne ville være her, og der var ikke noget uplanlagt gøgl og jam over det. Men ja, de leverede ikke en vanvittig fed koncert. Nu har jeg set dem live, tjek. That’s it.

Wiz Khalifa havde trukket resten af de gæster, der ikke gad være foran Orange Scene under Red Hot, så det ud til. Alt for mange mennesker omkring Arena, og presset blev for stort. Faktisk hørte jeg om nogle, som følte sig meget udsat over al den tumult, der var omkring Arena den aften – det kunne måske have gået galt, men det gjorde det heldigvis ikke.

Jeg satte mig i stedet ind i den udskældte og charmeforladte medieby og drak rosé og spiste kanelkiks med en god ven.

TORSDAG

Lettere tømmermændsramt startede jeg dagen, hvor den jeg sluttede festen i går: I mediebyen, hvor jeg skulle med på en Foodwalk. Her blev vi præsenteret for noget af al den lækre mad, der var at finde på årets festival.

Bæredygtighed

Siden 2014 har Roskilde Festival arbejdet målrettet med en ambitiøs strategi for et bæredygtigt madudbud. År efter år vokser cirka 120 mad- og drikkevareboder frem ved Dyrskuepladsen i Roskilde, og hvert år indskærpes kravene til kvalitet og økologiprocent, og der arbejdes intensivt med et holistisk bæredygtighedsbegreb. Samarbejde med lokale producenter, opmærksomhed på madproduktionens CO2-aftryk, madspild, affaldshåndtering og en prismæssig bæredygtighed for festivalgæsterne er alt sammen en del af festivalens madstrategi.

Strategien kulminerer i 2017 med et 90 % økologisk udbud i alle madboder.

Blandt mine favoritter var hestetoast fra Eat Horse of Course (Roskilde Dyreskue), tatarsandwich fra Tatar, flæskestegsandwich fra Meyers Deli og steak & bearnaise-sandwich fra Madklubben – og alle sammen blev vi præsenteret for på foodwalken, hvor vi også hilste på nogle af dem, der arbejder med mad på festivalen.

HESTETOAST

Hestetoast fra Eat Horse of Course

Meyers

Milkshake lavet på kefir, fra Meyers

Hansens flødeis

Rød solstang fra Hansens flødeis

 

vegetarfalafler fra Meyers

vegetarfalafler fra Meyers

Juice Organic

Verdens første økologiske slushice. Fra Juice Organic

IMG_8506 IMG_8507

Efter endt foodwalk med ufatteligt meget mad i maven var det tilbage til redaktionen og arbejdet, så der kunne blive tid til musik om aftenen.

Jeg nåede først ned på pladsen i tid til at høre det sidste nummer klassisk hiphop fra House of Pain, som selvfølgelig var Jump Around – og derefter canadiske Grimes, som gav en fantastisk koncert i Falkoner Salen tidligere på året. Jeg elskede hendes punkede pop i Falkoner, og det gjorde jeg også på Arena.

Herefter skulle to seje kvinder stjæle mit hjerte, først den australske singer-songwriter Courtney Barnett, der forførte sit publikum med en rå stemme og seje guitarrifs, og herefter PJ Harvey, som gav en af festivalens allerbedste optrædende – fin og stærk, som hun stod der med en klar vokal og et forrygende band. Hun er 46 år. Og stadig én af de mest inspirerende kunstnere, selvom hun har smidt noget af sit punkede image.

IMG_8516

Efterfølgende var jeg forbi Kvelertak, på anbefaling af en af mine venner. Jeg er vild med den energi, der findes til hård rockkoncerter, og den var til stede her.

Et par numre med Tenacious D blev det også til, selvom jeg egentlig havde besluttet mig for at gå tidligt i seng. Det arr fint, og jeg er lidt hemmeligt forelsket i Jack Black, men jeg blev ikke væltet bagover og gik derefter tidligt hjem kl. 3.30.

Sødt par til Blood Orange

FREDAG

Sivas spillede fredag, men jeg skulle ikke have valgt hans koncert frem for Anderson .Paak, kan jeg forstå, da sidstnævnte, som jeg er ret begejstret for, spillede en fabelagtigt koncert på Apollo. På Arena kæmpede Sivas med at få festen i gang, og det skete først, da energibomben fra Ukendt Kunstner, Hans Philip, kom springende ind. Og selvom jeg elsker alt ved ‘Kun Hinanden’, især hvis mændene i publikum danser med, så blev det aldrig den eftermiddagsfest, som jeg havde brug for.

Heller ikke Young Thug kunne starte en fest – jeg er slet ikke til den irriterende måde at optræde på, hvor man hele tiden stopper musikken, så publikum kan synge eller råbe noget tilbage til scenen. Stop nu dig selv, og gør dit arbejde. Jeg forlod koncerten før tid.

Lettere irriteret over både Young Thug og regnen, som pludselig faldt tungt over festivalen, søgte jeg ly i Pavilion, hvor Graveola spillede – at brasiliansk band, der sørgede for, at regnen stoppede. Jeg elsker det der med at falde ind i en koncert, som du ikke havde regnet med at se, men som viser sig at være lidt af en fest. Tak til Brasilien.

Herefter blev tiden brugt på at spise, drikke øl og diskutere Snowden-eventet med alle, der gad det. Et smut forbi Schoolboy Q, som nogle af de andre (blandt andet en tidligere hiphop-anmelder fra Soundvenue) gerne ville tjekke ud. Jeg tjekker altid gerne hiphop, og Schoolboy Q viste sig ikke at være endnu en skuffelse (selvom han var 15 minutter forsinket – det er man bare ikke på Roskilde Festival, gangsta-type..!).

Og så var det Neil Youngs tur til at kede mig. Hold da op. Han spillede fantastisk og sang endnu bedre, men altså. Jeg havde det på samme måde, som da jeg som teenager blev slæbt rundt til diverse kunstudstillinger i Europa. Ja, det er flot og imponerende, men i tre timer?? Jeg er glad for, at jeg oplevede ham, for koncerten var fin, og man er jo efterhånden blevet helt paranoid med alle de ikoner, der bliver taget fra os i øjeblikket. Neil må meget gerne blive her i mange år endnu, tak.

Hurtigt videre til Tame Impala, hvor jeg sendte en kærlig tanke til min nye ekskæreste, som er vild med ham. Og det er jeg heldigvis også – denne koncert blev mit tredje festivalhøjdepunkt. Alting gik op i en højere enhed, musikken, aftenvarmen, publikum – og min søde ven, der pludselig havde fødselsdag dér kl. midnat. Dejlig fest!

Nattens sidste fest stod James Blake for (ja, jeg gik glip af Peaches, wtf!) Min ven havde virkelig glædet sig, så vi stod godt under hele koncerten (bortset fra, da to poloshirts stillede sig foran os og begyndte at tale demonstrativt højt, mens de drak ‘champagne’ (cava). Nogle mennesker er bare så charmerende.

James Blake spillede præcis, hvad vi ville have – minimalistisk elektronisk pop, både nyt og gammelt, og med sig havde han to gymnasievenner, så det ud til, der var lige så dygtige som deres berømte ven. På et tidspunkt prøvede han at starte en housefest, men ingen forstod den del af musikken, og hurtigt returnerede han til de tunge, slæbende beats, og så var publikum med igen.

LØRDAG

Sidste dag, og jeg var træt. Hvordan man formår at drikke øl og feste i en hel uge og samtidig kunne sætte to sætninger sammen, fatter jeg ikke. Jeg vendte emnet med en ven, som klogt sagde noget i stil med: “I visse sammenhænge, som eksempelvis med nyfødte babyer og sjove festivaler, får man et ekstra skud energi, så man kan levere det, der kræves”. Så rigtigt.

Vi trissede hen for at få et spark bagi af Dizzy Mizz Lizzy, og det fik vi. Ja, vi har efterhånden vænnet os til, at de er tilbage, men jeg kan ikke komme udenom den genhørsglæde, der stadig opstår, når jeg hører de gamle numre. Og nu er deres nye numre også begyndte at gro på mig. Min ven råbte på et tidspunkt gennem musikken, at hvis han skulle være helt ærlig, kunne han godt have et lille man-crush på bassisten, der er så kæmpestor og virker som den vildeste klippe med en vild dontfuckwithme-attitude. Jeg kunne godt se, hvad han mente.

Videre til en hestetoast, fulgt op af de herrer fra Last Shadow Puppets, Alex Turner og Miles Kane. Fuck, en attitude! Det er de eneste mænd, der kan bære damebukser og satinskjorter og stadig være frække. De træk ikke mange mennesker, hvilket er en skam, for deres musik egner sig fint til Orange Scene – og det gør deres egoer også.

IMG_8545

The Last Shadow Puppets

Herefter til fest med New Order. Jeg var blevet væk fra de andre, så jeg kom til at feste med en gruppe 45-årige homoseksuelle mænd, der virkelig havde set frem til denne koncert. Og det forstår jeg, for selvom jeg er lidt for ung til rigtig at sætte pris på New Order, blev jeg særdeles begejstret for deres post-punkede elektro-pop, især da de spillede Love will tear us apart. Og her må jeg indrømme, at jeg ikke vidste, at dele af New Order rent faktisk er Joy Division…

Efter New Order blev det Møs tur, og hun gjorde det fantastisk. Jeg må indrømme, at jeg ikke har skamlyttet til hendes plader og kender ikke navnene på hendes hit, hvilket jeg blev lidt shamet for af en kollega, men det er faktisk ikke så meget hendes musik som det er hende, jeg kan lide. Jeg er begejstret for hendes musik, bevares, men jeg er vild med hendes personlighed, at hun er så ligeglad og knokler hårdt på scenen, så hendes grimasse og dans måske ikke altid er lige sexet. Netop dét gør hendes til den mest sexede kvinde på den danske musikscene lige nu. Skål til alle kvinder, der tør, især til Mø.

Skærmbillede 2016-07-03 kl. 19.38.14

Et kort smut forbi Roskilde-klassikeren Dixie Burger efter natmad, og herefter et par numre fra Immortal Technique. Politisk hiphop fra New York fra en mand, der har haft det hårdt, kunne jeg forstå. Men han var charmerende og taknemmelig for at stå dér på Avalon og bad os alle sammen om at lyse med vores mobiler. Jeg var for langt væk, for fuld og for træt til helt at forstå, om det bare var for at skabe stemning, eller om han var i gang med at være politisk. Så jeg listede af sted, inden nogen fandt ud af, at han havde tabt mig.

lørdag_natmad

IMG_8563

Immortal Technique

Forbi LCD Soundsystem, hvor jeg forgæves prøvede at finde de andre foran Orange Scene. Et par numre inde i koncerten smuttede jeg ind i baren i mediebyen for at drikke den sidste øl med et par venner. Jeg var færdig og brugt og ville egentlig bare sove.

Så nej, jeg så ikke The Mind of 99, selvom de er ét af mine yndlingsbands. Men for at være helt ærlig, så tror jeg, at jeg var brudt sammen af følelsesmæssig overload med alle de indtryk, festivalen havde givet mig den sidste uge. Og jeg magtede ikke tårer på Arena. Men jeg hører, at andre festivalgæster magtede netop det, for koncerten var smuk. Jeg må græde til deres koncert en anden gang.

Søndag stod jeg tidligt op og drog mod København. Den søndag er én af de værste på hele året, for godt nok er det dejligt at komme hjem i ens egen seng. Men det hele er også bare lidt for stille, og jeg savnede nærmest alle, jeg havde mødt på den festival. Længe leve nostalgi og melankoli. Og tak, Roskilde Festival, for endnu en vanvittig uge.

/Louise

SØNDAG_1

Mit yndlingshus på vejen fra stationen til festivalen


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273