Søndagsvenner #2

1
278

Processed with VSCOcam with t1 preset

I søndags havde jeg en meget aktiv dag, taget i betragtning, at adskillige ting havde negativ indvirkning på mit energiniveau – blandt andet heden, som man jo ikke må klage over, men sh… jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har brugt en jakke, og det selvom jeg har været ude hele natten!

Nu kan jeg faktisk godt lide varmen, og hvis du befinder dig i København, kan jeg fortælle, at den fortsætter – bare på en lidt mere storbysvenlig måde, fra på onsdag, hvor vi ‘kun’ får 24 grader (=den perfekte storbyssommertemperatur!).

Picnic ved Toldboden og rundvisning i Grundtvigs Kirke
Jeg startede dagen på Toldboden med min søster, svoger og niece – og cyklede derefter til Grundvigs Kirken, hvor min veninde havde inviteret til rundvisning. Ja, altså, det var ikke hende, der viste rundt, men en yderst kompetent herre, kirketjener Thomas B. Jensen, som fortalte om kirkens historie og arkitektur – virkelig spændende. Mere om det i næste uge.

Processed with VSCOcam with t1 preset

Dejlig sløv chill på Refshaleøen
Efter rundvisningen tog vi ud til Søndagsvenner på Refshalevej. For dem, der ikke kender Søndagsvenner, er det “en forening, der afholder ikke-kommercielle arrangementer med fokus på interaktivitet mellem publikum og kunstnere. Arrangementerne er gratis og afholdes forskellige steder henover sommeren 2014. Søndagsvenner er socialt grundlag for et kreativt-udviklende miljø – en platform for arrangementer af international klasse indenfor elektronisk musik; hovedsagligt house og techno. Foreningen lægger stor vægt på, at publikum er deltagere i højere grad end iagttagere. Gennem kollektivitet og fællesskab danner interaktionen mellem dig og andre deltagere rammerne for et uafhængigt, kreativt miljø. Med andre ord, et socialt rum, hvor musikken er det vi alle kommer for at samles omkring.

Processed with VSCOcam with t1 preset

Sådan skriver foreningen på deres facebookside. Og det har de faktisk ramt meget godt. Bortset fra, at arrangementet ikke var videre inkluderende, men mere for store flokke af venner, der hver især holdt sig fra hinanden.

Vi ankom kl. 16 for at spise frokost, og det kunne sagtens lade sig gøre, det var endda også overraskende lækkert (jeg tænker bare – in the middle of nowhere i 35 graders varme, så er det altså svært at opretholde et højt gastronomisk niveau, men de slap rigtig godt fra det, fladbrødsmestrene). Der var tilpas mange mennesker, som næsten alle ledte efter et sted i skyggen, hvor de kunne pleje deres tømmermænd og langsomt opbygge en ny sommerbrandert.

Disse billeder snyder lidt, for det ser ud som om, der ikke er mange mennesker, men det var der. Og der kom kun flere, som aftenen skred frem – hvilket var det tidspunkt, hvor jeg tog hjem. Jeg snakkede med en veninde dagen efter, som også havde været derude, og hendes besøg hos Søndagsvenner havde givet hende det sidste spark til at komme i gang med det liv, som hun gerne ville, hvilket resulterede i en lang to-do-liste over ting, der kan føre hende videre, som nu skal krydses af én efter én i løbet af den næste tid. Det er da meget flot, at et chillout-arrangement kan sætte gang i den slags tanker..

Processed with VSCOcam with t1 preset

Det var nu mest den afslappede stemning, to dygtige dj’s og en del ret hyggelige opholdssteder, som gjorde eftermiddagen fin. Kun to små minusser; der var ikke nok mad, og området kunne godt have været større… Og så ville jeg nok være lidt mere oppe at køre over det, hvis jeg var kommet kl. 20 og ikke kl. 16 (og egentlig også, hvis jeg var ankommet som 23 årig og ikke 33-årig). Men det er jo kun fordi, jeg bedst kan lide fest-stemning. Jeg bliver lidt rastløs af chillout-stemningerne, hvilket også er grunden til, at jeg aldrig er til Stella Polaris mere end en times tid ad gangen.

Jeg kan nu stadig anbefale Søndagsvenner – de lader til at være nogle helt loyale nogle af slagsen.

Kærlig hilsen

Louise

Processed with VSCOcam with t1 preset

1 COMMENT

Comments are closed.