Blogs

Stress af med floating i Grøndal Multicenter

Stress af med floating i Grøndal Multicenter

by 21/04/2015 0 comments

I søndags var jeg på udflugt til nordvest for at prøve floating i Grøndal centret. Det var en gave, jeg havde givet min kæreste til jul. Det hele startede med en frisk og halvlang cykeltur fra Amager til Nordvest, men det gjorde ikke spor, da det var et helt fantastisk solskinsvejr. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde forestillet mig, at hele floating-arrangementet foregik i en svømmehal? Ja, jeg har aldrig været i Grøndal Multicenter, og blev da også overrasket, da jeg blev mødt af en kæmpe kommunebygning, der straks gav mig associationer til Randers Regnskov. Hvad laver de træer indenfor?

Vi blev mødt af en sød fyr i receptionen, der viste os ned i kælderen til Floating-rummet. Med sig havde han to kurve med et håndklæde, en iskold kildevand, ørepropper, shampoo, Shower gel og en bodylotion til hver. Vi kom ind i rummet, og jeg fik straks en fornemmelse af wellness og afslapning. Der var en lummer og tung luft, men det gjorde ikke spor. Inde i rummet stod to kabiner, der var de såkaldte floating-kabiner – en til hver. Fyren fortalte, at vandet er meget saltholdigt, så det var en god ide med ørepropper og ikke at få vandet i øjnene. Inde i kabinen var der tre knapper; tænd lys, sluk lys og alarm. Jeg ville ønske, jeg aldrig fik introduceret alarm-knappen, da jeg efterfølgende konstant var ræd for at sætte den hylende alarm i gang. Men bare rolig, den er svær at ramme.

floating i grøndal multicenter

floating i grøndal multicenter

Mindsker stressrelaterede smerter
Vandet er 36 grader varmt og fyldt med salt, der gør, at man flyder ovenpå vandet, hvilket er en skør og fantastisk følelse af vægtløshed. Jeg skulle lige vænne mig til følelesen af at flyde i en lukket kabine med Enya spillende i højtalerne – at give sig fuldstændig hen er faktisk svært, men vigtigt. Forskning viser, at floating mindsker stressrelaterede smerter, giver bedre søvn, lindrer depressioner og i nogle tilfælde mindsker angst. Så det må da være godt for noget?

Man flyder nøgen (ja, nøgen) i 45 minutter til dæmpet musik – og bare rolig man har hele afdelingen for sig selv, rummet er aflåst, og der er endda to brusere, så man kan sagtens være blufærdig og tage til floating. Jeg må indrømme, at jeg havde det fantastisk bagefter floating-oplevelsen og især badet bagefter. En skøn oplevelse jeg gerne vil opleve igen.

Hvis du skal have noget ud af floating skal du kunne koble fuldstændig af og købe konceptet om en lukket kabine med lunkent vand, der gør dig vægtløs – og ikke være bange for at være i små rum, saltvand og være nøgen. Prøv det – jeg følte mig fuldstændig afslappet bagefter.

TIP: de forskellige dealsites har ofte tilbud på floating – det kan godt betale sig, da normalprisen er lidt pebret. Det koster 250 kr. pr. person, hvilket jeg synes er for meget, så hold øje med tilbudssiderne. Du kan læse mere om floating hos Grøndal Multicenter.

/Maria

Related Nordvest Articles

Similar Posts From Nordvest Category

Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273