Blogs

TØRST PÅ TEATER FÅR302

TØRST PÅ TEATER FÅR302

by 11/03/2016 0 comments
Ditte spår en prestigefyldt prisnominering til stykket “Tørst”, som netop nu spiller på Teater Får302. For udover en stilsikker pragtpræstation af skuespilleren Benedikte Hansen viste stykket på fineste vis de mangesindede stadier i en sorgproces, som alle vil kunne relatere til. For hvem har ikke prøvet at savne og miste? Ditte har. Både tidligere og lige nu. Heldigvis venter der altid mere liv forude. Selv efter døden.

I øjeblikket prøver jeg at håndtere et savn, der stikker helt ind i hjertet. Ham, jeg savner, er et sted på den anden side af jorden, og jeg ved ikke, hvornår han kommer hjem igen. Bare tanken om, at jeg aldrig skal se ham mere, er ubærlig. Ikke desto mindre er det en ting, som vi gennem livet må finde ud af at håndtere: Afsavnet. Et savn efter dem, der aldrig kommer igen. Som vi har mistet helt eller delvist. Som er gået bort, eller som er gået for ikke at komme tilbage. Da jeg satte mig ind på forreste række på Teater Får302 var savnet og den sorg, som følger med, temaet for aftenens forestilling, der ikke kun gik ind under huden på mig, men som også fandt vej ind til mit stikkende hjerte.

FÅR302 - TØRST 3/2016

Stadier i en sorgproces

“Tørst” af dramatikeren Abelone Koppel og instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesen er et stykke, som jeg allerede her i starten af 2016 godt tør spå, bliver et af de stykker, som får smidt en prestigefyldt prisnominering efter sig. Med undertitlen “Et klaustrofobisk kammerspil for tre” handler det kort og godt om en familie, hvor faren Tom er død, og moren Nat og datteren Lille gennemgår sorgens mange reverserende faser i deres både ensomme og fælles kamp mod at finde ind til hinanden igen og tilbage til livet. Det hele forgår i deres hjem. Blandt flyttekasser med farens ting. I en time er vi i deres hjem. Og hvilken time! Jeg var fra første minut inde i hovederne på både Nat og Lille. Jeg forstod deres tab: Af en far, af den eneste ene, af sig selv. Jeg forstod, hvorfor Lille prøvede at dække over sine egne behov, om at italesætte sin far, for i stedet at trøste sin mor, der i sin egen sorgproces ønsker at slette alle minder omkring ham. Lille bliver den voksne, der tager ansvar for sin mor. Lille prøver at lægge låg på sine følelser, mens moren først prøver at kæmpe imod dem for derefter at give efter. Men begge gennemgår de sorgens forskelligeartede faser: Fra chok, fornægtelse, vrede og desperation til afsavn, fortvivelse, håb og åbenbaring. Det er klaustrofobisk at være i en sorgproces, der i sin natur ikke vil lade sig sætte på formel. Du ved ikke, hvilken følelse, der kommer. Du ved ikke, om du kommer til at gå to skridt frem eller fem tilbage. Og netop dette bliver tydeligt i “Tørst”, hvor skuespillerne lægger krop og ansigt til alle disse følelser, der vælter ud og ind ad kroppen, når man mister og sørger. Det er stærkt, skæmmende ærligt og utroligt smukt, og jeg genkendte hver og én af dem.

FÅR302 - TØRST 3/2016

At miste og miste sig selv

Størst indtryk gjorde skuespillerinden Benedikte Hansen i rollen som Nat. For selvom jeg kun har roser tilovers for både Nanna Skaarup Voss i rollen som Lille og Benjamin Boe i rollen som faren, så veg mine øjne ikke et sekund fra Benedikte Hansen. Hendes præstation kunne have båret stykket som en monolog. Nats savn og sorg over at miste sit livs kærlighed, sit livsfundament og dermed en stor del af sig selv, blev fremført så fint og stilsikkert, at jeg aldrig har set noget ligende. Jeg følte med hende. Jeg var med hende. Også når hun ikke kunne overskue livet med sin datter, fordi hun så det, hun havde mistet, i hende. At miste en, som man havde forestillet sig resten af livet sammen med, er ubærligt. Alligevel findes der for de fleste vedkommende en vej ud af sorgens lange og krogede proces. Og den vej finder både Nat og Lille tilsidst, da de finder hinanden og livet igen – et liv, som stadig vil rumme smerten af tabet, men som også vil bringe en større forståelse for det med sig.

“Tørst” vil unægteligt skabe forståelse hos sit publikum, da alle kan reflektere til det at savne og miste. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at have været vidne til noget stort, ægte og vigtigt, som jeg kan tage med mig. Et minde om, at sorgen har mange ansigter. At ingen af dem er rigtige eller forkerte. At sorgen kan være ubarmhjertig men også kan bringe andet med sig, som kan berige livet. Og det er vigtigt at huske, når man står midt i dens klaustrofobiske proces: At der forude venter et liv, som igen skal leves med kærlighed. For størst af alt er kærligheden.

“Tørst” spiller på Teater Får302 frem til den 26. marts 2016.

/Ditte

Herunder kan du se min og min veninde Saras umiddelbare reaktion efter stykket. Bemærk, at Abelone Koppel er dramatikeren bag stykket og ikke instruktøren, som jeg forkert får sagt.

Vi var inviteret til premieren på “Tørst” af Teater Får302

Review Summary

Details about this item
TØRST
6out of 5
6out of 5
Overall

"Tørst" viser på smukkeste vis sorgprocessens mangesindede stadier. Det er stærkt, skræmmende, smukt og ikke mindst utroligt relaterbart: 6;

6

Excellent
6 out of 5

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.

Your data will be safe!Your e-mail address will not be published. Also other data will not be shared with third person.