Vikinge-brunch på Nationalmuseet

0
344

Sidste lørdag var jeg så heldig at blive inviteret til VIP-brunch af min søde ven, Christoffer, på Restaurant Julian på Nationalmuseet. Brunchbuffeten her er en lille smule anderledes end den ‘almindelige’ brunch i København – den er nemlig bygget op omkring, hvad vikingerne spiste. Man er dog (gudskelov) ikke helt konsekvent med udbuddet, fornemmer jeg. Jeg forestiller mig i hvert fald ikke, at vikingerne var lige så gode til at lave brownie, som de er på Nationalmuseet, men det er jo ikke til at vide med sikkerhed…

Udover virkelig god røræg, fantastisk røget helleflynde og ja, den bedste brownie jeg nogensinde har smagt, gik perlebyg-salaten og de forskellige danske ost også rent ind hos mig og min ledsager. Mit eneste lille kritikpunkt var den tynde kaffe. Men den slags kan jo være en smutter, og kaffen blev også stærkere senere på formiddagen. Og så skulle jeg nok have holdt mig fra den blå ost, som jeg stadig kan smage.. Men rigtige oste-aficionados vil elske den!

Normalt er jeg ikke så meget til buffet’er af den simple årsag, at jeg ikke kan styre mig. Jeg foræder mig og burde være kørt direkte på skadestuen, ligesom de mange danskere, der overvurderer mavesækkens størrelse hvert år til julemiddagen. Måske tror min krop, at det er sidste gang, at den får noget at spise? Eller også er jeg bare grådig? Ja, det er nok bare det sidste. Besøget her endte også i en mindre svedetur og en lang cykeltur fyldt med beklagelser og ‘åh’ ‘ih’ ‘av’ ‘jeg skal aldrig have noget at spise igen’ ‘hvorfor stoppede du mig ikke ved buffeten?’ Men hvis du spurgte mig nu, ville jeg allerede være klar igen, for det er (næstefter brunchen på Toldboden) den bedste brunch i byen.

Og må vi komplimentere for indretningen! Tom Dixon-lamper? JA TAK. Jeg er forelsket i Tom Dixon og nu også i Restaurant Julian.

/Louise

PS. Buffeten består helt præcis af disse lækre sager:

Brunch for en Viking serveret for 225 kr. til voksne og 125 kr. u/12 år. (seat kl. 10 & 12)
Marineret sild med havtorn og enebær
Røget hellefisk – rapsgul mayo – gulerod creme  – skov syre
Okse – marineret i hyldebær og gran
Svin – revelsben stegt i 12 timer med honning & enebær

Tilbehør:
Kål terrin med æg og brændenælder
Perlebyg med pastinak, urter og valnødder
Kål vendt med skyr og æbler
Farvede gulerødder med persille og flagesalt
Løg syltede i skovbær saft
Fladbrød af friskkværnet spelt

Brød
Fladbrød og rugbrød
Æg
Ost

Det søde
Vafler lavet på spelt
Hybenkompot med honning
Æblekompot sødet med birkekompot
Skovbær kogt med hyldeblomstsaft

Drikke
Kaffe og æblejuice

PPS. Når du er på Nationalmuseet, så se endelig den fantastiske udstilling, Viking. Læs mere om restaurant julians ny nordiske vikinge-koncept her:

Vikingetiden er måske den epoke i Danmarkshistorien, hvor vort lands anseelse og formåen var på sit højeste. Denne tid tages under kyndige kokkes behandling i Nationalmuseets netop ombyggede restaurant.

At rugbrødet, vort lands nationalspise, har sin oprindelse i Vikingetiden, kommer nok bag på de fleste. Men ‘rugbrødet’ er om noget symbolet på kraft, overskud, udholdenhed, råhed – og på den ene side enkelt men samtidigt komplekst sammensat.  Sådan kan Vikingetiden beskrives – som en epoke i Danmarkshistorien, hvor vores virile landsmænd drog på togt – drevet af overskud, udlængsel og nysgerrighed. Sagn, myter og store fortællinger gør, at vores viden om Vikingetiden ikke bare er “sort hvid” men mere sammensat og indviklet af fortid, fremtid og ikke mindst andre folkeslags “samtid”.

Vores opfattelse af datidens spisevaner er tanken om det simple, kedelige køkken. Men sandheden er en anden. Naturen, det lokale, det som var til at få fat i sæsonen og selvklart fra friland, var omdrejningspunktet. Men nysgerrigheden og udlængslen hjembragte ny inspiration til udvikling af det velkendte, nye tilgange til madlavning, og andre sædvaner, hvilket alt sammen har været med til at skabe fremdrift. Vikingetiden har uden tvivl været “det store fremskridt” –  ikke bare økonomisk og socialt men også fødevaremæssigt.

Nationalmuseet forventer et ryk ind af mere end 300.000 gæster i perioden fra 21. juni og frem til nytår. For at kunne tilbyde og betjene dette store antal gæster har restaurant Julian, i samarbejde med Nationalmuseet, valgt at foretage en større ombygning der tilbyder øgede betjeningsmuligheder på Museet. Der etableres en ny cafe i forhallens atrium og museets egen kantine tages nu i brug – også i weekenderne. Ved særlige lejligheder kommer ‘Palægården’ også i brug. Restauranten på 1. sal fortsætter men også med det ny nordiske vikingetema.

Det nye koncept kommer til at have fokus på hastighed og betjeningsvenlighed og prisen på de enkelte retter og drikke vil være væsentlig mere ‘folkelige’. Der bliver tale om selvbetjening, håndmadder, ToGo og buffeter som omdrejningspunkt. Vores populære brunchbuffet undergår en forvandling til en rigtig ‘Vikinge Buffet’ med samme smag og kvalitetsniveau og så ovenikøbet til den meget fordelagtige pris af 225 kr. for voksne og 125 kr. for børn (under 12 år) inkl. diverse drikkevarer.

Restauranten ved Nationalmuseet har ‘taget hjelmen på hovedet’ og sat sig for at fortolke museets vikinge viden om råvarer og sædvaner for måltidet. Der venter dig en helt særlig oplevelse om du er alene, med familien eller i et større kollegialt fællesskab.

 

foto 1-1 foto 1-2 foto 1-3 foto 1-4 foto 1 foto 2-1 foto 2-2 foto 2-3 foto 2-4 foto 2 foto 3-1 foto 3-2 foto 3-3 foto 3-4 foto 3 foto 4-1 foto 4-2 foto 4-3 foto 4-4 foto 4 foto 5