I august 2022 åbnede Meyers Bageri på Gammel Kongevej 107 blødt op med bagværk, konditorkager og velsmagende morgen- og frokostretter med udgangspunkt i kornet. Efter de indledende tre måneder er bageriet nu klar til at invitere aftengæster indenfor til sæsonnære surdejspizzaer, snacks og velvalgte vine fra naboen. Dørene slås op med en stor åbningsfest med gratis pizzaslices og 50 % på pizzakortet torsdag 3. november.
Alle er inviteret, når det fjerde og seneste Meyers Bageri på Gammel Kongevej 3. november udvider sortimentet af bagværk, wienerbrød, kager og frokostretter med en aftenmenu. Det markeres med gratis pizzaslices fra kl. 17-18, musik i gaden, kornværksted for børn, æbletoddy til de voksne og 50 % på pizzakortet hele aftenen. Åbningen markerer samtidig Meyers Bageri på Gammel Kongevej som det nye moderskib for de samlede bageaktiviteter, hvor der vil blive eksperimenteret med alternative kornsorter og udviklet helt nye typer brød og kager, som senere vil kunne sættes i værk i de andre bagerier, på bagekurser og i bagebøge.
Siden den stille åbning i august er sensommeren gået med at sætte holdet, komme helt på plads i de nyrenoverede rammer og finpudse pizzakortet. Når bageriet for alvor folder vingerne ud fra 3. november bliver det således med et fagligt stærkt hold bestående af både danske og internationale profiler, der vil løfte ambitionerne for det nye bageri. Aftenmenuen vil bestå af pizzaer, hvoraf der både vil være velkendte klassikere og flere grønne varianter, som kan tages med hjem eller nydes i bageriet suppleret med snacks i form af charcuteri, grønt og oste og desserter fra konditoriet i kælderen på matriklen.
Surdejspizzaerne vender tilbage til Gammel Kongevej
Som med det øvrige bagværk på stedet, er surdejen en central del af bagemetoden sammen med de lange hævetider og en god portion fuldkorn. Pizzadejen fremstilles af økologisk type 0 hvedemel og af dansk, stenformalet sigtet Mariagertobahvede. Fyldet vil variere i takt med sæsonen, det vil overvejende være vegetarisk med danske oste og lokale grøntsager.
Chef for Meyers Bageri, Vibeke Kjærgaard, ser frem til at byde aftengæster indenfor:
”Jeg glæder mig til at vise vores gæster, at bageriet nu også er et sted, hvor man kan spise til aften. Pizzaerne bliver lette, grønne og nordiske. Vi kommer til at gå efter simple smagskombinationer, der supplerer hinanden godt. Det bliver ukompliceret mad, hvor råvarerne står rent frem med lige dele genkendelige smage og nye påfund”, forklarer Vibeke og fortsætter:
”Vi har sat et superstærkt hold i køkkenet, som har skabt en levende, simpel menu, hvor de lokale, råvarer er omdrejningspunkt. Dansk mel og danske oste som vesterhavsost, mozzarella fra Øllingegård og Blå Kornblomst, som vi lige nu kombinerer med syltede danske pærer, græskarkerner og østershatte. Smagen af dansk efterår på en sprød surdejsbund. Ambitionen er, at vores gæster altid vil kunne finde noget nyt på vores menukort afhængig af sæsonen”, slutter Vibeke.
Nye naboer sikrer vinøse oplevelser
Mens Bageriet på Gammel Kongevej har holdt åbent de sidste måneder, har nabolokalet også fået nye beboere. Her er vinbaren Botti flyttet ind med et bredt udvalg af både ufiltereret naturvin og mere klassiske druer fra det meste af verden, anført af vennerne Bo Bratlann, Stefan Jensen og Nicolaj Køster.
Det har givet anledning til et helt nyt samarbejde om mad og vin, hvor Botti og Meyers Bageri som et lokalt kollektiv vil dele køkken og vinflasker. Vinbaren Botti vil drives som en selvstændig forretning, men gæsterne vil kunne supplere et godt glas i vinbaren hos Botti med barsnacks og simple serveringer fra køkkenet hos Meyers Bageri, ligesom pizzaerne i bageriet kan nydes med et godt glas vin fra Botti.
På længere sigt vil lokalerne også kunne huse fælles vinsmagninger og andre events, hvor maden, brødet og de gode vine vil være omdrejningspunkt.
Vær med til åbningen
Den første surdejspizza bliver serveret torsdag 03. november, hvor bageriet lancerer pizzakortet med en hyggelig åbningsfest for både små og store pizzamunde. Fra kl. 17-18 vil der være gratis pizzaslices til alle. Pizzaerne sælges med 50% fra klokken 17, ligesom børnene kan kværne korn til mel på terrassen, mens de voksne kan få varmen på et glas æbletoddy. Til åbningsfesten vil gæsterne kunne smage alle de spændende sager fra det nye menukort, ligesom der vil være salg af særlige pizzaklippekort.
På åbningsdagen vil Botti og co. skænke op af spændende naturvine, som kan smages eller købes med hjem til gode priser.
Åbningstiderne vil være fra klokken 7 til 22 alle ugens dage.
Info om Meyers Bageri:
– Meyers Bageri på Gammel Kongevej er det fjerde bageri i rækken og fungerer som en slags moderskib for de samlede bageaktiviteter. De øvrige bagerier findes på Classensgade, Jægersborggade og Amagerbrogade.
– På Gammel Kongevej tilbydes et morgen- og frokostkort med både lette anretninger og nærende måltider. Aftenkortet byder på surdejspizzaer fra stenovnen suppleret af snacks, småretter og desserter fra eget konditori. Udover at sidde indenfor i lyse og lækkert indrettede lokaler, kan menuen, brød, kaffe og vin også købes med på farten.
– Lokale frederiksbergborgere vil måske huske surdejspizzaerne fra dengang Meyers Bageri lå i nummer 103, og nu er de tilbage på Gammel Kongevej.
– Maden er simpel og enkel og er centreret omkring brød, korn, bælgfrugter og grøntsager. Råvarerne kommer i vid udstrækning fra lokale producenter, heriblandt Nordhavns Eddikebryggeri, Birkemosegaard, Søtoftegaard, Svanholm m.fl.
– Ligesom i de øvrige bagerier, er alt brød og bagværk 100% økologisk.
– Vinbaren Botti vil drives som en selvstændig forretning af de tre venner Bo Bratlann, Stefan Jensen og Nicolaj Køster, som har tung erfaring fra den københavnske vin- og madscene. Kun en væg skiller Meyers Bageri og vinbaren Botti, og der er direkte adgang mellem de to forretninger indenfor.