99 NYE RESTAURANTER OPTAGET I ÅRETS WHITE GUIDE

0
385

I eftermiddag smutter Ditte og jeg til lancering af dette års White Guide – din guide til, hvor du skal tage hen at spise i landet, hvis du vil have en formidable oplevelse. Udover at bogen bliver afsløret, er der også en lille prisuddeling, som vi rapporterer fra på Facebook – så følg med!

Mandag 23. maj 2016 udkommer den 3. udgave af White Guide i Danmark – den hidtil mest omfattende redaktionelle bearbejdelse, præsentation og kritiske vurdering af Danmarks bedste restauranter.

331 anbefalelsesværdige spisesteder fandt vej til årets guide, heraf ikke færre end 99 for første gang. Den markante udskiftning er et resultat af en intensiveret research på kvaliteten af restauranter fra Nuuk til Nexø og af en opgradering af guidens pointsystem, der nu understøtter det redaktionelle fokus på overskriftens fire centrale paroler: originalitet, fornyelse, personlighed og stemning.

Flyttet nogle grænser

”Der er absolut ingenting i vejen med en god bøf eller et traditionelt dansk måltid eller en klassisk dansk/franskinspireret middag, og vi har snesevis af anbefalinger af netop den slags glimrende oplevelser med i White Guide, ” fortæller redaktør Rasmus Holmgård. ”Men i dag skal der mere til for eventyrlystne madelskere. Vi vil udfordres, prøve noget nyt, have flyttet nogle grænser og gjort nogle fordomme til skamme. Vi vil nyde med krop og sjæl, men også stimuleres intellektuelt og kunstnerisk. Vi vil have professionel service, men også en afslappet, hyggelig og nogle gange sågar festlig ramme om vores måltid.”

White Guide 2016/17 hylder de restauranter, som har modet til at gå forrest i den fortsatte positive udvikling af gastronomien i glas og på stentøj og af restaurantkulturen i form af originale koncepter, lækker stemning og et varmt og personligt udtryk i den samlede præstation. Mange gør det godt, men nogle gør det bedst. Det er dem, White Guide præsenterer i sin nye guide.

/Louise