Vi har rundet snude nummer 100! Og denne søndag får du som en af de første lov til at stifte bekendtskab med debutforfatteren, Pia Konstantin Berg, der er vokset op i Taulov, München og København og har en forkærlighed for jysk galgenhumor, tyske Lederhosen og hovedstadens mange brune beværtninger. Til daglig arbejder Pia som journalist og videoproducer og lige om lidt udkommer hendes første bog, “Vi var engang”. Hun er desuden medstifter af ‘Foreningen for børn med angst‘, som arbejder for at udbrede viden og nedbryde tabuer om angst hos børn.
LC: Hvad pusler du med for tiden?
PKB: I de her dage forsøger jeg at akklimatisere efter mit livs første all inclusive-charter på Mallorca. En uges sangria på fad tager tid at fordøje. Derudover arbejder jeg på et børnebogsprojekt, og så pusler jeg nok mest med nervøsiteten omkring udgivelsen af min debutroman, “Vi var engang”.
LC: Hvor bor du?
PKB: Jeg bor på Peter Bangs Vej i den ende, hvor Frederiksberg bliver til Valby. Jeg er eksiljyde, og de første 10 år i København boede jeg på Amager og elskede lorteøens undervurderede charme. Men jeg er faktisk blevet endnu gladere for mit nye kvarter, fordi jeg kan bo i storbylejlighed og samtidig have udsigt til hyggelige villahaver fra altanen. Det er det bedste af to verdener.
LC: Hvor går du tur?
PKB: Alle steder. Jeg er afhængig af at gå – helst 10-15 kilometer om dagen. Jeg bor tæt på Damhussøen og har heller ikke langt til Frederiksberg Have, så der tulrer jeg dagligt rundt. Jeg er lidt trafikforskrækket og kører hverken bil eller cykler, så derfor går jeg også til de fleste møder og aftaler for at lade hovedet op.
LC: Hvor drikker du kaffe?
PKB: Det er næsten en dødssynd at indrømme som journalist, men jeg drikker faktisk slet ikke kaffe. Hvis jeg gjorde, ville jeg drikke den i mit gamle kvarter hos Riccos på Holmbladsgade.
LC: Hvor spiser du?
PKB: Jeg er sushiholiker, og et af mine yndlingssteder er Karma Sushi i Peder Skrams Gade. Derudover bor der en 63-årig mand indeni mig, som elsker byens gode, gamle spisesteder som Rio Bravo, Chicky Grill, Grøften og Cap Horn, der alle dufter af fortidens allerbedste anekdoter.
LC: Hvor fester du?
PKB: Jeg fester allerhelst over en håndbajer på en brun beværtning. Her er det igen den 63-årige mand indeni mig, som får lov til at bestemme. Listen af yndlingssteder er lang, men blandt favoritterne er Kanal Bodega og Eiffel Bar på Christianshavn, Palæ Bar og Jeppes Badehotel i København K, Jernbanecaféen og Pinden på Vesterbro og min nye lokalfavorit, Domdal på Frederiksberg.
LC: Hvor inspireres du?
PKB: Jeg får tit nye idéer, når jeg går rundt i byen, og jeg er afhængig af at have min telefon med mig, så jeg kan skrive noter ned undervejs. Derfor har jeg lignet en overentusiastisk Pokémon GO-spiller, lige siden jeg fik min første iPhone.
LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
PKB: Det er jo næsten umuligt kun at nævne et sted, for jeg elsker København allermest for byens alsidighed. Men et af mine yndlingssteder er spottet i Frederiksberg Have, hvor man kan kigge over hegnet til elefanterne. Der står jeg tit og hænger – også selvom elefanterne ikke er ude.
LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
PKB: Det var for nogle uger siden, hvor min kæreste og jeg egentlig burde være fornuftige med noget lejlighedsrenovering, men i stedet blev lokket til fredagsvin, som udviklede sig til middag på The Union Kitchen, øl og drinks på Kayak Bar og kulminerede med en ristet hotdog i svøb klokken kvart over kvalme på Højbro Plads. Det var en Københavneraften, når den er bedst.
LC: Hvad er dit bedste minde om København?
PKB: Da jeg skulle på første date med min kæreste, havde jeg fortalt, at jeg var afhængig af Amager Strandpark. Det tog han som en opfordring til at invitere på picnic, så han fyldte posen med snacks og vin og købte den fineste madkasse med Disney-motiv til mig, som gik lige i mit barnehjerte. Alt var perfekt, hvis altså ikke det var fordi, han havde glemt at tage højde for, at det var vinter og rockerkoldt at sidde på en blæsende strand, som i øvrigt blev buldermørk efter et kvarter. Alligevel er det den bedste, sjoveste og fineste oplevelse, jeg nogensinde har haft på min yndlingsstrand.
LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
PKB: Det er jo snart Pride-tid, og det er altid en fest, som man ikke vil hjem fra. Sådan en paradelørdag i sensommersolen med efterfølgende abefest hjælper altid på min post-sommerferie-blues.
LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
PKB: Solskinstimer. Jeg er glad for at bo et sted, hvor årstiderne skifter, men jeg får næsten stress, så snart solen skinner, fordi jeg skal nå at nyde det, inden den er væk igen. Jeg har boet i München, hvor sommervejret er forlænget med en måned i hver ende sammenlignet med København. Hvem skal man stemme på for at få det det indført her?
LC: Dit bedste litteratur-tip til byen?
PKB: Det må være et besøg hos Byens Bogcafé på Istedgade. Det er et super hyggeligt sted, hvor man kan sidde for sig selv med en bog og en Fritz-Kola eller snuppe en fortovsstol med en ven på en af de gode solskinsdag. Der er tit oplæsninger eller andre hyggelige arrangementer, og hvis du får lyst til at tage læsestof med hjem, har jeg et bud på, hvilken bog du kan købe i caféen fra d. 18. august.
Tusind tak fordi du ville dele dit København med os Pia – og tillykke med den nye, kommende bog! Du, kære læser, kan forudbestille “Vi var engang” lige her med 100 kr. rabat. God læselyst og god søndag.
Definition af en københavnersnude; interessant, sød, sjov og/eller venlig person, der er bosat i eller har tilknytning til København.