Claus Høxbroe | Københavnersnuden #133

1
431
Til maj udkommer ugens snude med digtsamlingen ‘Kongens København’, hvori han konstant udforsker og dykker ned i vores elskede hovedstad. Forfatteren Claus Høxbroe kender om nogen København. I et halvt år boede han for eksempel udelukkende på byens hoteller, hvilket gav ham friske øjne på den. Læs her, hvilket hotel han fandt kærligheden på, hvor han får lavet sine håndsyede hatte og hvor han drikker en sidste øl på de sene nattetimer. 

Foto: Morten Lundrup

LC: Hvad pusler du med for tiden?
CH: Jeg pusler med min nye digtsamling ‘Kongens København’ og en række helt unikke oplæsningsarrangementer på en række super lækre københavner-steder, blandt andet Observatoriet i Rundetaarn, og i kælderen dybt under Københavns Rådhus. Intimt og fuld af københavnerhistorie.

LC: Hvor bor du?
CH: Jeg holder til lige ved Kongens Have, Kronprinsessegade.

LC: Hvor går du tur?
CH: Jeg holder meget af Kongens Have, da den er lige ved siden af, men generelt holder jeg af at gå gennem Indre By. Jeg er vild med arkitekturen og tempoet. Lige fra Christiansborg Tårn med udsigt over byen og Nyhavns forjagede turister til freden i Det Kgl. Biblioteks Have.

LC: Hvor drikker du kaffe?
CH: Jeg gør mig ikke det store i kaffe, med mindre den serveres med underkop, men tager gerne en frokost-cigar og øl på Bobi Bar.

LC: Hvor spiser du?
CH: Før i tiden spiste jeg alle mine måltider ude, men nu er jeg også begyndt at lave mad, hvilket gør, at jeg nyder mere, når jeg er ude og spise. Jeg tager meget gerne en frokost på Gitte Kik, det er både virkelig god mad, og helt fantastisk københavner-stemning. Og så måske runde af ved at nappe aftensmaden på Toldbod Bodega.

LC: Hvor fester du?
CH: Det er meget forskelligt, mange gange hænger det sammen med hvor, jeg har læst op, eller om jeg kender nogen, der spiller koncert eller har fernisering på en udstilling. Men jeg holder meget af at starte tidligt, tjekke ind på de små snedige værthuse inden, de bliver for fyldte. Det kan være Bobi Bar eller Cafe Nick, der er også noget virkelig hyggeligt ved at rende på Jeppe’s Badehotel ude på de sene timer, eller høre jazz på Library Bar. Jeg nyder også at drikke cocktails på Nimb og  Brønnum, eller at dykke ned i kælderen på Cafe Malmø.

LC: Hvor inspireres du?
CH: Det gør jeg meget på farten ved at komme ud og opleve, se, høre og føle. Mærke byen. Nogen mennesker finder ro i at søge ud i naturen, jeg finder den i byens rytme, så man finder mig tit stående på et gadehjørne og vippe med foden til byens beat.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
CH: Det skifter, lige for tiden er jeg meget facineret af Københavns Rådhus, alle de fantastiske arkitektoniske detaljer, håndværket, historien. Jeg ser super meget frem til at præsentere min ny digtsamling derinde, og jeg har hooket op med en rådhusbetjent, der har nøglerne til alle de hemmelige steder. Det bliver fantastisk at læse op fra samlingen og åbne dørene op til steder, folk helt sikkert ikke har været før.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
CH: Helt konkret så ramte forelskelsen mig på Hotel Astoria, da jeg holder virkelig meget af hoteller, og holdt derfor release for et nyt spoken word album på hotellet. Rammerne var fantastiske, arrangementet udsolgt, og den aften mødte jeg uden tvivl byens smukkeste kvinde. Selvom jeg i mange år har holdt mig ude af forhold, så vidste jeg, at det var nye tider, da hun dukkede op. Vi har været sammen lidt over et år nu.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
CH: Det vigtiste minde er nok at flytte hertil, tage beslutningen om at stikke fra forstaden og rykke til hovedstaden. Man bestemmer ikke selv, hvor man kommer fra, men man står helt selv for, hvor man bevæger sig hen, og hvad man stiller op med hvor, man kommer fra.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
CH: Som københavner er det at tage nogle overnatninger på byens hoteller. Jeg har selv taget en periode, hvor jeg boede over et halvt år på hoteller i København. Det lærte mig noget helt nyt om byen. Jeg fik friske øjne på byen, og jeg tjekker stadig ind på hoteller engang imellem, der er nærmest ikke det problem, som en nat på et hotel ikke kan klare.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
CH: Mere storbystemning. Det er trist, at se København blive afviklet i stedet for udviklet. København skal ikke bare være hovedstad, men storby, det går lidt stærkt med pacelhusifiseringen nogen gange.

LC: Din største guilty pleasure i byen?
CH: En af dem er at rende i Petigas på Købmagergade og købe mig fattig i håndlavede hatte. Jeg står stadig skrevet op til en brun bowler. De laves i hånden i Tyskland på en fabrik, der er ældre end ilden. Manden der laver dem er tættere på 200 år end 100, så det går ikke så stærkt mere, men han har været med fra starten, så det skal være ham, der laver den.

LC: Dit bedste litteartur-tip til byen?
CH: Lige nu må det være at komme ud og opleve mig læse op ét eller flere af de steder, jeg har valgt at præsentere min nye digtsamling. Det bliver jo ren københavner-lækkerhed; en digtsamling om København, præsenteret på fantastiske københavner-locations, det kommer jo ikke bedre.

Men fremover bliver det helt sikkert ‘Spoken Jazz’ på Avenue Hotel. Det bliver et tilbagevendende arrangement, som jeg kommer til at lave sammen med min lyriske makker, rapperen Stik Op, i samarbejde med Avenue Hotel. Her har Stik Op og jeg hver gang håndplukket en række kunstnere, digtere, forfattere, sangere, rappere mm, der smelter sammen med en jazz-dj. Det bliver super frækt.

Tusind tak, fordi du ville dit København med os, Claus. Vi glæder os til at læse din digtsamling og ikke mindst til at høre dig oplæse på udvalgte lokations i byen til maj.  

Definition af en københavnersnude; interessant, sød, sjov og/eller venlig person, der er bosat i eller har tilknytning til København.

1 COMMENT

Comments are closed.