Interview med Julie Maria

0
448

Albumaktuelle Julie Maria har efterhånden været i gamet en del år. Hun har udgivet hele fem albums, spillet med et hav af kunstnere, bla. Tina Dickow, Mads Langer og Steffen Brandt. Og så har hun også komponeret for andre. Hun føler sig som en vigtig del af musikscenen, selvom nogen endnu har til gode at kende hende. Men når først folk lærer Julie Maria at kende glemmer de hende til gengæld ikke igen. Hun kan nemlig noget med at dele ud af sig selv sådan helt én til én ærligt, og så rummer hun både selvironiens lethed og livets store dybder. Det har dog taget hende en del år at finde balancen.

Foto: Anders Ladegaard.

Fortæl om dit nye album?
Julie Maria: “Det nye album ”Danse Til Vi Dør” er en refleksion over, hvordan jeg førhen har været i livet og i høj grad også om, hvor jeg er nu. Jeg har efterhånden udgivet en del albums, hvor det endte med at være hårdt hver gang. Fordi jeg følte, at jeg bar det hele på mine egne skuldre og skulle kende vejen frem til målet, som i øvrigt skulle se ud på en hel bestemt måde, og som selvfølgelig blev noget andet hver gang. Så jeg har haft brug for en pause på nogle år for at skabe ud fra en ny overbevisning om, at livet gerne må være let. Jeg har også fået en søn og den vej rundt nogle helt nye og meget livsbekræftende perspektiver på livet. Og midt i det hele har jeg tilladt musikken at komme af sig selv.”

“Det har vist sig hen ad vejen, at jeg er blevet langt gladere, og ting kom lettere, når jeg ikke har et defineret mål med musikken på forhånd. Det er med det udgangspunkt, jeg har arbejdet med ”Danse Til Vi Dør”. Det har taget tid, fordi undersøgelsen af mit nye ståsted skulle have lov at gro i ro og fred – og nye fundamenter tager tid, hvis de skal bundfælde sig rigtigt. Jeg har også for første gang tilladt andre mennesker at komme ind over og påvirke formen i min sangskrivning, udskifte akkorder og så videre. Det har været sindssygt befriende! Pludselig var der et åbent rum at udfolde sig i, og det rum opstod jo, fordi jeg tillod at åbne døren indtil et ukendt land. Der har selvfølgelig været situationer, hvor jeg lige skulle overgive mig af nogen omgange, indtil jeg kunne mærke, at jeg var på rette vej – jeg har indset, at mine sange kan have godt af at summe på samme måde, som brød skal hæve for at blive godt.”

Julie Maria tøver lidt. Hun ser ud til at lede efter de rigtige ord for at få meningen tydeligt igennem. Så siger hun med en alvorlig stemme:

“Der er meget udefra i samfundet, som siger, at det hele skal gå stærkt; vi skal være strømlinede og effektive – det er det, der er oppe i tiden. Men giver vi os ikke tid til at reflektere og vokse i det tempo, der føles rigtigt, kan den dybere mening ikke rigtig trænge igennem. Derfor har jeg givet mig selv og musikken lov til at udvikle sig i det tempo den ville. Uden at forcere noget. Det har kunne lade sig gøre, fordi jeg ikke har haft en masse mennesker inde over før til sidst i processen. Og den måde, jeg har arbejdet på i denne omgang, har givet en håndfuld rigtig stærke sange.”

Hvad er temaet for albummet?
Julie Maria: “Sangene på ”Danse Til Vi Dør” kræser meget om musikken i mit liv – og livet i det hele taget. Den første sang ”Sangene” skrev  jeg på 10 minutter efter over to års pause. Jeg var højgravid og på vej et helt nyt sted hen i mit liv. Jeg husker, at jeg havde den der trang ”jeg må bare ned og spille”, så jeg skyndte mig ned til studiet og satte mig ved klaveret og tænkte over, hvor længe siden det egentlig var, at jeg havde siddet her sidst. Og så kom den bare,” fortæller hun. Næsten som om, hun udførte en handling, uden egentlig at være der – et rum, hun har søgt efter igen og igen i sin sangskrivning og musik, som hun nu ved findes og har fået lettere adgang til, efter hun turde slippe kontrollen. “Fra den dag kom de til mig stille og roligt igen, sangene. ”

“At ting kan få lov til at flyde ubesværet, det er smukt. Sådan er det også i livet. Jeg har en del sange på albummet, der netop handler om at overgive mig til livet og musikken. Vi skal alle på hver vores måde danse med livet indtil den dag, vi skal videre, og vi kan lige så godt gøre det yndefyldt og med glæde i hjertet,” siger Julie Maria og slår en høj latter op. Der er fuglefløjt og solskin på denne forårsdag i maj, og Julie Maria elsker stilheden og de stunder, hvor der ikke behøver at ske så meget:

“Vi trænger alle sammen til at kigge ind i stilheden. Når vi taler om den, kommer der hver gang sådan et længselsfuldt blik og et lille suk. Jeg har oplevet stilheden, og jeg har oplevet, hvordan mine sanser reagerer positivt på ikke at skulle være noget eller nogen, men ganske enkelt bare være her. En ubeskrivelig følelse af  frihed. Jeg prøver at få stilheden med i alt, hvad jeg gør.”

“Jeg var dog først i stand til at lukke stilheden ind, efter at tingene faldt sammen om hovedet på mig i forbindelse med min sidste udgivelse i slut 2012. Det var hårdt at lade det hele falde på gulvet dengang, men det krævede livet, at jeg gjorde, da jeg havde det rigtig dårligt i den periode. Jeg havde brændt mit lys i begge ender. Efterfølgende har det været den største gave at få – at have en periode, hvor livet på én gang krævede, at jeg så ind i nogle sider af mig selv, jeg før havde overset, og samtidig fik en pause fra mine livslange ambitioner med musikken. De fleste af os kommer heldigvis styrkede igennem sådanne omvæltende perioder. Selv så jeg det som en håndsrækning fra livet til at få mere ud af det, end jeg før havde gjort. Jeg tror ikke, vi lærer lyset at kende uden at kysse lidt med mørket også, det er to sider af samme sag.”

Sidste år var hun på sin første soloturné siden sin forsvinden i 2013. Hun blev modtaget med glædestårer fra dedikerede fans, der tydeligvis havde savnet hende.

Der er gået fire år siden, Julie Maria udgav sin sidste plade. Men nu står hun endelig klar med ”Danse Til Vi Dør” og en releasekoncet på Jazzhouse på torsdag den 18. maj.

”Jeg er så spændt på, hvor livet fører mig hen. Der er nemlig sket så meget i løbet af de seneste år, som har været vigtige og udviklende, og som har gjort, at jeg langt bedre kan lade mig føre med uden at skulle kende destinationen på forhånd.”

Hvad skal der ske, når albummet kommer ud?
Julie Maria: “Jeg har et spændende afsæt, fordi jeg har været her i mange år, og samtidig er der mange der ikke kender mig endnu – så jeg er på en måde både ny og gammel. Jeg oplever, at min stemme og min poesi har sin helt egen og vigtige berettigelse i dansk musik. Men folk skal selvfølgelig lige vide, at jeg er tilbage. Eller at jeg er her i det hele taget. Jeg har heldigvis et godt og dedikeret pladeselskab og bookingbureau i ryggen. Og så har jeg brugt meget energi på det, der skal ske, og jeg glæder mig vildt meget til at se, hvad livet vil med mig. Jeg glæder mig over processen og det, jeg er i lige nu – så må vi se, hvad der sker i næste uge, næste måned og næste år. Jeg ved, der kommer en efterårsturné, og så venter der forskellige spændene projekter derude. Men lige nu handler det om at spille mine sange med mit gode hold af musikere den 18. maj på Jazzhouse. Hvis man vil holde sig opdateret omkring hvor jeg spiller, hvad jeg laver, tænker osv, er jeg skam også på de sociale medier,” smiler hun.

Du kan følge Julie Maria her:

Facebook.com/juliemariadk

Instragram: @juliemariadk

Billetter til Jazzhouse-koncert den 18. maj.

Sangene:

 

fem fine frøkner: