Storladen pop med dybe følelser. Det er, hvad man får, når man lytter til det nye danske stjerneskud, Lova, som i sidste måned udkom med sin debutsingle. Sangerinden holder til dagligt til på Teglholmen og senere på måneden kan du møde hende i et videointerview, hvor hun viser rundt i sit område. Men først skal du høre lidt om hendes København.
LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
LOVA: Jeg laver en masse musik og har netop udgivet min første single ‘Delusions’, som er forløberen for en kommende ep. Jeg har virkelig fundet ind til den lyd, som er 100 % mig – en storladen poplyd, melankolsk med dybe følelser og statements omkring kærlighed, frihed og livet.
Derudover er jeg ved at uddanne mig til clairvoyant healer på Healerskolen i København. Det er en sindsyg selvudvikling, jeg er i gang med. Bestemt ikke for sarte sjæle! Det er meget hårdt arbejde med sig selv og sine indre dæmoner. Det kræver selvindsigt, mod og selvdisciplin. Men jeg fucking elsker det!
LC: Hvor bor du?
LOVA: Jeg bor på Teglholmen. Her er rigtig hyggeligt.
LC: Hvor går du tur?
LOVA: Primært Teglholmen og Amager Fælled. Hvis jeg selv kunne vælge; skoven eller stranden. Jeg er opvokset i Nordsjælland i Liseleje, så jeg har altid været vant til at færdes i naturen. Men jeg elsker også at cykle, så jeg cykler generelt meget rundt i København. Med vind i håret, musik i ørerne, og hvis godt vejr bare tæer; så føler jeg mig fri.
LC: Hvor drikker du kaffe?
LOVA: Hjemme mest. Jeg drikker egentlig kun kaffe om morgenen. Men ellers kaffen 2go fra 7 Eleven, når jeg er i studiet. Deres latte er god.
LC: Hvor spiser du?
LOVA: Jeg kan godt lide maden på RizRaz, fordi det er vegetarisk. Jeg er ikke 100 procent vegetar endnu, men næsten. Jeg har endnu ikke helt givet slip på pitabrød med kebab. Det smager sygt godt jo!
LC: Hvor fester du?
LOVA: Chateau Motel. Her fester mig og mine venner altid. Men jeg er ikke typen, som går i byen hver weekend. Kun, hvis der er en anledning til det.
LC: Hvor inspireres du?
LOVA: I naturen, eller når jeg cykler. Eller når jeg skal sove. Der hvor mit hoved slapper mest af.
LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
LOVA: Christiania. Jeg er kommet der meget, siden jeg var 18-19 år gammel og flyttede til København. Jeg elsket stemningen – mest om sommeren. Det er skide hyggeligt at sidde og spille backgammon og nyde solen sammen med vennerne. Før i tiden med en lille pind, men jeg ryger ikke længere.
LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
LOVA: Jeg er forelsket i livet hver eneste dag! Jeg elsker at leve og elsker ikke at vide, hvor jeg er om et halvt år. Jeg har en meget “free spirit”, og derfor elsker jeg bl.a. at lave musik, for du kan lave musik uanset hvor i verden, du befinder dig.
LC: Hvad er dit bedste minde om København?
LOVA: Dengang jeg havde min lejlighed på Nørrebro lige ved runddelen. Der kunne man kravle op på taget via loftet. Så min veninde, som boede hos mig, og jeg tog altid en dyne og musik og slik med op på taget og kiggede på stjerner. Nogle gange røg vi os en lille én. Det var en perfekt tid! Der var jeg 21 år.
LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
LOVA: En lækker sommeraften med Søndagskoncert på Nemoland. Solen, musikken, viben og alle ens venner. Det er pisse lækkert!
LC: Din københavner-guilty pleasure?
LOVA: Min sidste flirt! Virkelig guilty pleasure… (kan desværre ikke sige mere om det)
LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
LOVA: En drive in bio! Der ligger en i Lynge, men det jo alt for langt væk! Drive in er the shit! Man kan sidde i ro og mag og snakke, når man vil (eller hvad man nu lyster under filmen)
LC: Dit soundtrack til byen?
LOVA: Ukendt Kunstner – Neonlys – mega god vibe i det nummer.. man bliver bare i godt humør af det, og nummeret får én til at føle sig sådan rigtig “Yes, jeg er sgu også Københavner”